Tour de Trekanten: Laust og vennerne cykler penge ind til sorgramte børn og unge

Børn, Unge & Sorg – som er en del af Det Nationale Sorgcenter – tilbyder specialiseret behandling til børn og unge, der oplever sygdom eller død hos forældre eller søskende. Her er det Team BU&S, som  er et stort cykelfællesskab, kommer på banen. Et cykelteam, der cykler penge ind til børn og unge i sorg, og rent lokalt handler det om Tour de Trekanten, hvos Laust Henrik Nielsen fra Give er med på holdet.

Af Jim Hoff – jimhoff@voresloklavis.dk

VELGØRENHED: Det er søndag formiddag den 15. december. Mødested: Give Idrætscenter, regnen drysser ned, men alligevel møder en flok cykelentusiaster op for at få en god gang motion på vejene rundt omkring Give.

Men det er ikke et helt almindeligt motionscykelhold. Eller jo, det er det jo i bund og grund – et hold hvor det gode fællesskab og den gode motion er grundpillerne, men også et hold der skiller sig positivt ud på den måde, at de også kører for at hjælpe til med at gøre livet bedre for andre.

Det handler om Børn, Unge & Sorgs velgørenhedscykelhold, hvor man samler penge ind til Børn, Unge & Sorg, så sygdom og sorg ikke ødelægger livet for børn og unge i Danmark.

Med Dronning på forhjul

Denne regnvåde december i søndag er det cykelryttere fra ’Tour de Trekanten’, der er mødt op i Give. Holdet er en del af Team BU&S, som opererer under Det Nationale Sorgcenter.  BU & S står for Børn og Unge i Sorg, og den er den gruppe, som Tour de Trekanten målretter sine velgørende foretagender.

Set på landsplan er der cirka 100 ryttere tilknyttet Team BU&S, der faktisk har Dronning Protektor og dermed er blåstemplet på højeste plan. På det lokale hold, ’Tour de Trekanten’, er der 22 ryttere på holdet. Heriblandt Laust Henrik Nielsen, der til daglig er medlem af Give Cykelklub, men som altså også har valgt at træde en masse gode watt i den gode sags tjeneste.

Avisen møder ham denne søndag formiddag sammen med Troels Meyer fra Egtved, der er holdkaptajn på Tour de Trekanten og Michael Grundholm fra Vejle, der sammen med Laust styrer de forskellige cykelløb, som holdet er med i.

Løser gerne praktiske opgaver

Et dyk ned i statistikkerne fra eksempelvis 2021 viser, at her oplevede120.000 børn og unge, at en mor, far, søster eller bror fik en alvorlig sygdom. Hvert år mister 7.000 børn og unge en mor, far, søster eller bror. Næsten 80.000 børn og unge i Danmark har oplevet at miste en forælder eller søskende, inden de fyldte 28 år. Nogle af dem får brug for professionel hjælp, når sygdom og død sætter tilværelsen i stå.

Og det er her, at de gode cykelryttere fra Team BU&S kommer ind i billedet.

-Vi samler penge ind via sponsorater til vores cykelhold, når vi deltager ved forskellige cykelløb landet over. Her skaber vi synlighed omkring de her problematikker og udfordringer. Derudover sælger vi også vin og juletræer, ost osv. Vi er altid åbne for at løse praktiske opgaver for folk, således stiller vi med et hold til Jelling Festival, hvor vi også tjener penge. Alt sammen med henblik på at generere penge til Børn og Unge i Sorg, så vi kan være med til, at de unge/børnene får den hjælp, de har brug for. Det kan for eksempel være professionel psykologhjælp, hvor sådan et forløb let løber op i 25.000 kroner, fortæller Troels Meyer, der ydermere kan oplyse, at Middelfart Sparekasse bakker holdet op økonomisk på fineste vis.

Man kan også støtte Børn og Unge i Sorg via medlemmernes private Facebooksider.

Handler om at gøre en forskel

Holdet her mødes fast til træning 1 gang om ugen, og når det ikke lige er sæson for landevejscykling, handler det om MTB-kørsel eller gravel.

-Vi tager også ud til en række løb, ligesom vi også tager afsted sammen på sociale ture. Til august skal vi for eksempel til Italien, hvor vi skal cykle i bjergene omkring Como Søen. Vi betaler altid selv alle vores udgifter lige fra transport til mad, overnatning og udstyr. Udover at have dette gode fællesskab omkring cyklingen handler det at være med på Tour de Trekanten også om at være med til at hjælpe andre, at gøre en forskel og være med til at give sorgramte børn og unge op til 28 år mod på livet.

- Det er lidt tabuagtigt at tale om sorg, men vi skaber synlighed omkring problematikkerne for de såkaldte skyggebørn, om unge/børn der har mistet en mor, far eller søskende, for det er vigtigt at brede det her budskab ud – og at vi kører de her løb for at hjælpe. Vi har derfor også skoleløb på programmet, hvor vi kommer ud på skolerne og er tæt på børnene og de unge og på den måde kan skabe synlighed om børn og unge i sorg – og at vi er nogle, der gerne vil hjælpe, siger Laust.

Stort velgørenhedsløb til juni i Danmarks smukkeste natur

Den 14. juni afholder Tour de Trekanten et stort cykelløb med udgangspunkt fra Egtved-Hallen, som man med med kæk jysk beskedenhed har kaldt for ’Danmarks Smukkeste Cykelløb’. Løbet er støttet af Middelfart Sparekasse, hvor alt overskud går til at hjælpe børn og unge i sorg.

- Der vil være tre gode, udfordrende ruter, og ruterne er lagt således, at alle kan være med: 25 km for hele familien, 75 km for den ihærdige, og 128 km for den seje. Ruterne er omkring Vejle Ådal, og specielt den lange rute byder på flere af de velkendte stigninger i et af Danmarks bedste cykelløbsterræner. Traditionen tro vil der komme folk fra hele landet, og vi glæder os rigtig meget til denne store cykelfest, siger Troels.

Hvis man tilmelder sig (og det sker på Sportstiming) inden den 31. december får man rabat.