Sej belønning efter målrettet træning: Lærke og Mozzart suveræne sydjyske mestre i dressur 

11-årige Lærke Sparvath Johansen kunne i den anden weekend i juni med et kæmpesmil løfte armene i triumf efter en suveræn indsats ved de sydjyske mesterskaber i dressur kategori 3, hvor hun havde sat sine konkurrenter totalt skakmat efter to flotte og stilsikre gennemridninger. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE: Det er en stolt og glad pige, der sammen med sine mindst lige så stolte forældre, Nanna og Per, der tirsdag eftermiddag tager mod den lokale verdenspresse på Øster Dørkenvej 3 mellem Give og Thyregod. 

På skænken i indgangspartiet får man lynhurtigt øje på grunden til, at 11-årige Lærke selvfølgelig skal i mediernes søgelys: En stor flot pokal står og skinner flot sammen med en guldmedalje, en roset og et flot knaldrødt æresdækken til Lærkes pony, Mozzart.  

Kulmination på flere års målrettet træning 

Denne flotte pokal- og medaljehøst er resultatet af både flere års målrettet træning og en virkelig flot og suveræn indsats ved de sydjyske mesterskaber i dressur kategori 3 i weekenden den 7-9. juni i Guldager Rideklub ved Esbjerg. 

Her stillede Lærke op med to ponyer, Golden og Mozzart, og i den indledende runde blev hun i et felt af 7 deltagere på fornem vis nummer 1 med Mozzart og nummer 2 med Golden. Det kan man da kalde at sætte sig i respekt inden den afgørende finalerunde dagen efter. 

-Vi valgte, at Lærke skulle ride finalerunden på Mozzart, og det viste sig at være en god ide, for hun vandt med cirka 10 procentpoints ned til nummer 2, og det er i denne sport her en meget klar sejr, fortæller Lærkes mor Nanna.  

Lærke sammen med sin mor Nanne og sin far Per - siddende med pokal og medalje på Mozzart iklædt det flotte røde æresdækken. Foto: Jim Hoff

Havde en god mavefornemmelse allerede lørdag 

Og det var ikke en kæmpeoverraskelse for Lærke selv, at hun løb med guldet.  

-Efter den indledende runde lørdag, hvor det også gik rigtig godt, havde jeg en god fornemmelse af at jeg godt kunne vinde. Men med en pony kan alt jo ske, så jeg kunne jo ikke være ikke helt sikker, lyder det med et lille smil fra Lærke. Men guldet kom sikkert i hus, for såvel Lærke som Mozzart leverede varen – og det endda med solid opbakning fra familien i skikkelse af mor og far, farmor og farfar, samt rideveninden Eline og ridelæreren Helle fra Christiansfeld. De to sidste vender vi tilbage til.  

Udover den flotte pokal og guldmedaljen vandt Lærke og Mozzart også 2 rosetter og et flot rødt æresdækken, en staldblanket og et gavekort fra Ecco til sko.  

Hesteblodet ligger i generne 

Det sydjyske mesterskab kom i hus efter en længere periode med masser af stævner og masser af træning op til og var en flot kulmination på en ridekarriere, der startede, da Lærke var 6 år gammel.  

Lærkes mor Nanna har selv redet i mange år, både spring og dressur, så passionen for ridesporten ligger helt sikkert i generne. Lærke træner 1-2 gange om ugen i Vonge sammen med Eline Øster fra Øster’s Heste og Ponyer. Eline er selv inkarneret og erfaren dressurrytter og hun træner og guider Lærke på fast ugentlig basis. 

Får god træning i Vonge og Christiansfeld 

Derudover er Lærke i Christiansfeld en gang om ugen, hvor hun bliver trænet af ridelærer Helle Pedersen, der sammen med sin mand Lars driver Eriksminde Equestrian. Derudover har Lærkes far Per for en måneds tid siden netop færdiggjort en stor fin dressurbane ved huset på Øster Dørkenvej, så den unge rideglade pige kan nu få masser af god træning.  

-Det er dejligt at blive trænet af Eline og Helle, og nu kan jeg så også ride herhjemme 3-4 gange om ugen, efter at min far har lavet vores helt egen bane sammen med nogle venner og min morfar, der har hjulpet til med at hente sand og harve banen med sin crosser, siger Lærke med et stort smil over mor Per. 

Det er en fast tradition indefor dressurridningen, at man skal rulles en tur i sandet/mudderet, når man bliver mester. Her er det Helle og Oline, der betjener Lærke med denne fine gestus, smiley. Foto: Per Sparvath Johansen

Nu skal der samles points DM-kvalifikation 

Det unge dressurtalent har dog ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene efter at være blevet sydjysk mester. Det næste mål er klar. Og det handler om DM. 

-Efter stævnet i Guldager har jeg redet endnu et par stævner i juni måned, for nu skal jeg ud og samle points sammen, så jeg kan kvalificere mig til DM i august på Hovgård på Fyn. Det er en anden sværhedsgrad, og jeg har kvalificeret mig til landsstævnet og er også sikret en plads ved DM i Stil Cup, men det helt store mål er at samle points nok til at komme med til DM i dressur kategori 3. Det betyder, at jeg både skal træne rigtig meget i sommerferien, og at jeg skal med til stævner i juli i Odense og Silkeborg, fortæller Lærke.  

Lidt hygge på hesteryg er det dog også blevet til, idet Lærke og Nanna sammen med 3-4 andre piger, blandt andet Eline, har været et par dage ved Vesterhavet for at ride ved stranden og bare “slippe alle hestekræfterne løs” i strandkanten.  

-Det var vildt sjovt og fedt at give den fuld gas og ride rigtig stærkt, og så var det også hyggeligt at ride sammen med de andre piger, lyder det med begejstring i stemmen fra Lærke.  

 

 Lærke og Mozzart den dynamiske duo, der sammen vandt det sydjyske mesterskab i dressur i kategori. Foto: Jim Hoff

En social sport med godt sammenhold på tværs af hesteryggene 

Og selv om dressurridning kræver masser af fokus, træning og målrettethed både til træning og til stævner, er der masser af plads til det sociale. Pigerne der rider konkurrencer, kender hinanden godt og hepper på hinanden, når de er i ilden på dressurbanerne rundt omkring i landet. Og modsat mange andre sportsgrene er dressurridning en helårssport, idet der rides både inde og ude året rundt. 

-Det bedste er nu udendørs. Både Mozzart og mig kan bedst lide at ride udendørs, der er mere gang i den, tit er der flere tilskuere, og så er det jo også en masse sommerhygge. Det kan godt være lidt koldt om vinteren inde i ridehallerne, så udendørs er bare det bedste, pointerer Lærke med stor opbakning fra mor Nanna. 

Lærke har som sagt sat sigtekornet ind på DM i august, og det kræver masse af målrettet træning at nå dertil. Men det er ikke noget problem for de 11-årige friske unge dame. 

Lærkes fra Per har sammen med Lærkes morfar og nogle venner etableret denne fine dressurbane til Lærke hjemme på Øster Dørkenvej 3. Foto: Jim Hoff

Kun tid til skole og ridning 

-Så længe det er sjovt, er det bare så dejligt og godt at træne. Jeg bruger meget tid på det, og har ikke tid til ret meget andet end at passe min skole i Hedegård og så min ridning. Men jeg elsker det. Nu varer det kun et par år, inden jeg skal rykke op i en anden kategori, og så skal jeg ud og have mig en ny og større pony. Og det bliver dyrt.  

Apropos pony, så fortæller Nanna og Lærke, at Mozzart er lidt af en ‘konge’, som gerne vil bestemme over flokken. Han kan godt blive lidt ‘pigesur’, men han har masser af selvtillid, selvom han godt kan være lidt af en bangebuks. Der er familien anden pony, Golden, så prinsessen i selskabet.  

En rolig rytter med en fantastisk hukommelse 

Som rytter er Lærke en harmonisk og rolig type, der er god til at fokusere og koncentrere sig. 

-Lærke elsker at nørde med tingene for hele tiden at blive bedre. Og så har hun en fantastisk hukommelse. Hun kan bare huske alle programmerne helt udenad, inden hun går på banen, og det er en vigtig og stærk kvalitet. Men når Lærke er med ude at ride på stranden, så er hun en rigtig “cowboy”, så går det bare stærkt, fortæller Nanna med et stort smil. 

Den griner Per, Lærke og Nanna lidt af, inden turen går over i stalden, hvor der står fotoshoot på programmet. Her viser ponyen Mozzart sig som både et charmerende og fotogent selskab – akkurat som den nykårede sydjyske mester i dressur.  

 

 En stolt 11-årig pige, der lige har vundet det sydjyske mesterskab. Foto: Per Sparvath Johansen