Pokalfight på Waldstadion 3. september: Give skal op mod Skive fra 2. division

Efter at have besejret BBB fra Odense 2-1 i DBU’s pokalturnering er Give Fremads jyllandsserie 2-mandskab klar til runde 2 i pokalturneringen, hvor man skal op mod Skive fra 2. division.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FODBOLD: Den korteste vej ud i Europa har altid været pokalturneringen, og her har Give Fremads jyllandsseriehold lagt skinnerne til et potentielt pokaleventyr efter for første gang i klubbens historie at have kvalificeret sig til 2. runde af hovedturneringen.

Her er Superligaklubberne med i hatten, når der skal trækkes lod, så Give kunne have trukket eksempelvis VB, hvilket havde været lidt af et lokaldrøn i pokalen.

Nu blev det så Skive IK fra 2. division, der kom op ad hatten, en klub der på et tidspunkt hentede en 4. plads i 1. division, men som nu er en stabil 2. divisionsklub. Naturligvis en svær opgave for Give, men pokalen er jo den fodboldsskuffe, der hives små mirakler op af i ny og næ, så lad os nu se, hvad kampen byder på.

Der er kickoff på Waldstadion i Give tirsdag den 3. september klokken 17.00, og det tidlige spilletidspunkt skyldes naturligvis, at man ikke vil risikere at komme ud i forlænget spilletid, når det er ved at blive mørkt.

Sportsredaktionen vender tilbage med en optakt til selve kampen i dagene op til det store pokalbrag.