Ny playmaker til Give HK: Tobias kommer med stærke drømme om 1. division

Give HK har fået tilgang til spillertruppen her i julepausen, hvor den 23-årige lærerstuderende Tobias Lykkeskov er kommet til fra 2. divisionsklubben Viby. Han er blevet tiltrukket af de sportslige muligheder i Give samt muligheden for at udvikle sig som håndboldspiller i et godt setup.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

HÅNDBOLD: Når Give HK’s divisionstrup tørner ud her i foråret 2025 bliver det med en ny spiller i truppen i skikkelse af Tobias Lykkeskov, der er playmaker, og som er skiftet fra Vibys 2. divisionshold til Give. Tobias bor i Aarhus, hvor han læser til lærer, og han har tidligere spillet i Hogager og han har også snust lidt til elitehåndbolden i Norddjurs, hvor skader dog satte ham en del ud af spillet.

Han skiftede til Viby i 2. division for at få en masse spilletid, og det lykkedes Tobias fint med i efteråret 2024, hvor han leverede rigtig godt. Det gav ham mod på tanden til at søge nye udfordringer, og her kom Give HK så ind i billedet som en ambitiøs klub med en stærk trup med et udtalt potentiale til at rykke op i 1. division.

Ambitioner om 1. division – med Give

- Da Give kom på banen og vi havde haft noget dialog, sagde jeg ja tak til at skifte til dem. Det er en håndboldklub, der passer til mine ambitioner om på sigt at spille 1. division. Derudover er der jo en fantastisk opbakning til holdet på hjemmebane, det oplevede jeg selv, da jeg så hjemmekampen mod Fredericia lige før jul. Og så er der hele setuppet omkring klubben, som også virker tiltrækkende, som også virkede tiltrækkende, fortæller Tobias, der også godt kan lide den tilgang træner Erik Flak har til håndboldspillet, hvor der er lagt vægt på levende håndbold med et godt flow og en masse dynamik.

Hen kender i forvejen Mads Høj, Jonas Bilberg og Emil Pil, så vejen ind i omklædningsrummet og i truppen har været nem og god.

Eksplosiv spiller

-Jeg har fået en rigtig fin modtagelse og er hurtigt faldet til spillemæssigt. Det er en god flok jeg er kommet ind i her i Give, og jeg ser fine muligheder for at udvikle mig som spiller her og om at få indfriet mine ambitioner, siger Tobias, der betegner sig selv som en god duelspiller med hurtige fødder, eksplosivitet i benene og et godt overblik – og en spiller der godt kan lide at lave det uventede.

Han har i efteråret 2024 også fået lavet en del mål, og den kompetence har man bestemt intet imod i Givelejren, at han tager med ind på sit nye hold.

Tobias Skovlykke er udtaget til 2. divisionstruppen, der søndag den 12. januar klokken 14.30 spiller den første kamp i 2025 på hjemmebane mod lokalrivalerne fra Grindsted.

23-årige Tobias Lykkeskov har spillet i Viby på 2. divisionsholdet i efteråret 2024, men nu tørner den eksplosive playmaker ud for Give HK. Foto:Jim Hoff