Helt vildt: 18-årige Pelle styrer U19 og serie 4 og spiller på 3 af klubbens seniorhold 

I mange klubber er både U17- og U19-hold en mangelvare, men i Give Fremad står der 25 mand på træner Pelle Rasmussens liste over U19-spillere. Han står så også lige med ansvaret for klubbens serie 4 hold, samtidig med at han også selv spiller på faktisk alle klubbens seniorhold. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

DE SEJE UNGE: Når man taler om klubånd og foreningslivets ildsjæle, handler det for det meste om folk, der lidt oppe i årene. Men denne artikel retter spotlightet mod en 18-årig ung mand, der i den grad tager en for holdet – og klubben.  

Pelle Haurvig Rasmussen er bidt af en gal fodbold, og han kommer da også ud af en fodboldgal familie, hvor både far Kristian og mor Mette begge har spillet fodbold, ligesom storebror Magnus også er tændt på det der med den lille runde, og lillebror Anton er også med på fodboldvognen. 

Fra 7-8 til 25 spillere til træning 

Ret beset er Pelle U19-spiller, men han har i 2 år også været en fast del af seniortruppen i Give, hvor det er blevet til flere kampe på blandt andet klubbens jyllandsseriehold. Men han har i både bogstavelig og billedlig forstand ikke glemt sine ‘rødder’, for det er nemlig lykkedes for Pelle rent fodboldmæssigt at ‘genoplive’ en lang række af de spillere, han tidligere spillede sammen med i Give i de første ungdomsår.  

-Vi er faktisk 25 mand til træning nu. I foråret var vi en 7-8 stykker, da vi startede op i februar, men vi fik spredt budskabet om vores hold, både ved at skrive til folk og kontakte dem personligt. Mange af dem har spillet fodbold sammen før her i klubben, og derfor vi kender jo hinanden godt. Jeg vil tro, at cirka 80 procent af spillerne er lokale her fra Give/Thyregod op opland, fortæller Pelle.  

Holdet spiller i U19-liga 3 efter ombrydningen her i september, og holdet træner fast én gang om ugen, hver onsdag aften. Pelle har Malthe Panduro som assistenttræner, og det er fint, så han ikke selv skal stå med 25 mand til træning, hvor Pelle også selv spiller med.  

Give Fremads U19-hold er for alvor kommet op at køre i denne sæson, hvor der møder op til 25 spillere op til træning. Foto: Jim Hoff

Har også lige ansvaret for klubbens serie 4 hold 

Udover at stå for U19-holdet så er Pelle også ansvarlig for klubbens seniorhold i serie 4, som har haft svært ved at finde både en træner og at rekruttere spillere, efter at klubbens 2. hold i serie 2 har mistet en god håndfuld spillere efternedrykningen.  

-En del af spillerne, en 10-12 stykker, på serie 4 er U19-spillere, simpelthen for at vi kan stille hold og redde holdet fra at blive trukket. Og det fungerer fint. Selve U19-holdet er rigtig meget sammen for det sociale, vi hygger os meget sammen med at spille fodbold og er blevet nr. 2 i vores pulje her inden ombrydningen. Der er da også nogle fine spillere i truppen, der sikkert godt kan gå hen og blive gode serie 2-spillere. Efter sommerferien 2025 bliver vi alle sammen seniorspillere, så der bliver der fyldt godt op i seniortruppen, fortæller Pelle, der selv spiller på både JS-holdet, serie 2, serie 4 og selvfølgelig også U19.  

Afsted til fodbold 5-6 gange om ugen 

Det betyder, at han bruger en ‘hel del tid på fodbold hen over ugen’ som Pelle så beskedent formulerer det.  

-Jeg er afsted til fodbold en 5-6 gange om ugen. Det er klart, at det nok har kostet noget i forhold til mine muligheder for at spille mere med omkring jyllandsserieholdet, når jeg engagerer mig så mange andre steder her i klubben. Jeg kan jo ikke koncentrere mig 100 procent om mig selv.  

-Men omvendt er det der driver mig jo at være sammen med gutterne på min alder. Vi har det godt sammen og har et superfint sammenhold, da mange af os kender hinanden fra skolen.

Legeplads for store drenge der elsker at spille bold

-Når vi spiller kamp med U19-holdet, er vi da tit 18-20 mand afsted, selv om vi jo kun skal bruge 14 spillere. Men vi bakker hinanden op, og her er U19-holdet vores samlingssted, en legeplads for store drenge, der bare elsker at spille fodbold, konstaterer den unge fodboldildsjæl med et stort smil. 

Han går i 3. g på Campus i Vejle, så der er da også liget lidt skolearbejde, der skal passes, samtidig med han mere eller mindre bruger lige så mange timer om ugen på fodbold som en semiprofessionel fodboldspiller. 

Hatten af for den unge mand, ham må klubben simpelthen være begejstret over at kunne trække på til både U19 og serie 4. Ikke mindst når man ved, hvor pludseligt seniortruppen kan blive ramt af betragtelig mandefald. Det har klubben oplevet nogle gange - og hver gang har det faktisk været en velfungerende U19-trup, der har reddet situationen i land for seniortruppen.

Billeder