Halvvejs status på håndbolddysten: Målfarlig elektriker ligger på 1. pladsen
Vores LokalAvis kører på 2. år den store tipsdyst, hvor folk fra erhvervs, forenings- og butikslivet i Give og omegn kan være med til at gætte resultatet af Give HK’s 2. divisionsholds hjemmekampe i Vestjysk Bank Arena. Her gør vi halvvejs-status – og det er en knivskarp fodboldangriber, der ligger i spidsen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GANG I BYEN: Kigger vi på tilslutningen til Give HK’s 2. divisionsmandskan til årets hjemmekampe i Vestjysk Bank Arena kan vi konstatere, at der er virkelig flot opbakning. Og godt for det, når man nu sådan bygger et nyt idrætscenter med plads til masser af tilskuere.
Flot tilslutning er der også til Vores LokalAvis’ TIPSDYST med hele 30 deltagere, hvor butiks- og erhvervs/foreningsfolk kan gætte resultatet af 2. divisionsholdets hjemmekampe.
Her er vi nu halvvejs i dysten, og der er fundet en vinder af halvvejs-konkurrencen. Det blev Bo Kristensen fra Give El, der med en placering som nr. 1 har vundet 2 billetter til håndboldherrelandsholdet, der spiller mellemrunde i EM i BOXEN den 21. januar 2025. Stort tillykke til Bo, der har scoret 19 points i dysten
Tonser mål ind på samlebånd
Ikke så sært, at det netop er Bo Kristensen, der har ramt plet flest gange, for han er jo kendt som en træfsikker og målfarlig angriber på Give Fremads oldboyshold, hvor den lynhurtige angriber nærmest pløkker kasser ind på samlebånd. (Var det ikke det, du gerne ville have jeg skrev Bo?)
Efter sidste hjemmekamp i april findes den endelige vinder, og lige nu ligger Viggo Nørtoft fra Pomm og Preben Jensen fra Brugsen og hapser Bo i hælene med hver 17 points – samt en stor flok på hele 16 sultne forfølgere med 15 points.