
Gives nyoprykkere med flot start: Ubesejret efter de første tre kampe
Foto: Malthe Deble Pedersen kom ind og afløsteen syg anfører Kasper Larsen i centerforsvaret og gjorde det glimrende. Foto: Jim Hoff
Give Fremads JS 1-mandskab har fået en flot start på sæsonen som nyoprykkere til Jyllandsserie 1. Efter uafgjort i den første kamp mod Vipers, og en flot 3-2 sejr hjemme over Fuglebakken, spillede Kasper Bach-Jensens tropper 0-0 i Aabenraa på en notorisk svær udebane for mange hold. Give indtager dermed rækkens 3. plads, og på torsdag får man så besøg af rækkens nr. 1. Var der nogen, der sagde topkamp!
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
Aabenraa BK JS 1 - Give Fremad 0-0 (0-0)
Gives trup: Philip Jensen, Victor Snoghøj, Mathias Mortensen, Malthe Debel Pedersen, Simon Vilstrup Sandalgaard, Martin Nørskov, Magnus Bitsch, Peter Christensen, Jonas Østergaard, Kristoffer Larsen og Jakob Kristensen: Bænk: Mikkel Gejl, Mathias Thychosen og Rasmus Østergaard.
Cheftræner: Kasper Bach-Jensen, assistenttræner Jesper ’Rösler’ Jochumsen
FODBOLD: Give Fremads jyllandsserie 1-mandskab kunne for 3. gang i træk gå fra banen uden nederlag, da holdet lørdag den 12. april spillede en målløs kamp på Aabenraa Stadion. I rundens første kamp fik man 1-1 på udebane mod Vipers fra Aarhus, og lørdag den 5. april hentede man en flot 3-2 sejr over Fuglebakken på 2 mål af Jonas Østergaard og 1 af Kristoffer Larsen.
Dermed 4 point efter de første to kampe, og disse bestemt godkendte resultater skal lige ses i lyset af en svær opstartsfase med mange skader på stamspillere og en deraf manglende rytme og sikkerhed i spillet.
Til lørdagens udebaneopgør på Aabenraa Stadion, der traditionelt er et svært sted at spille, løb der et morgenafbud ind fra anfører Kasper Larsen, der måtte melde fra grundet sygdom. En streg i coachens taktiske regnestykke, idet man her mister en rigtig lederskikkelse med en klar vokal tilstedeværelse.
2 annullerede scoringer
Men i og med at man holdt nullet, så blev den defensive opgave jo løst til perfektion af den lidt nykonstruerede bagkæde, hvor Malthe Debel Pedersen trådte ind og udfyldte Kasper Larsens rolle på fineste vis.
- Vi leverer i dag en fornuftig kamp, hvor vi er i god kontrol. Faktisk er vi skuffede over ikke at vinde kampen. Kristoffer Larsen har en kæmpechance efter 90 minutter, og vi får et mål annulleret efter 3 minutter. I det hele taget skal vi nok lave 1-2 mål de første 15 minutter. Aabenraa får så også et mål annulleret efter 20 minutters spil efter hånd på bolden i opspillet til målet.
- Vi har nogle gode muligheder både i 1. halvleg, og 10 minutter før tid har Jakob Kristensen et forsøg, en ok chance ved bagerste stolpe, som bliver blokeret. Aabenraa får så til gengæld en chance efter et langt indkast, hvor en af deres spillere sendte et saksespark på overliggeren, fortæller Gives cheftræner Kasper Bach-Jensen.
Cheftræner Kasper Bach-Jensen og hans trofaste wingman Jesper 'Rösler' Jochumsen har fået en fin start på sæsonen. Ubesejrede med 5 point efter 3 kampe, lyder det fine facit indtil nu. Foto: Jim Hoff
Stærk indsats af defensiven
Han roser hele sit hold for at sætte en fin kamp sammen og holde sig til den oplyste gameplan, og ikke mindst bagkæden og den defensive midtbanespiller Martin Nørskov får ros for en stærk indsats, hvor man som sagt holder hjemmeholdet fra at score.
- Malthe Debel og Mathias Mortensen gør det virkelig godt i centerforsvaret, og Martin Nørskov på midtbanen blev igen valgt til vores Man of The Match efter en bomstærk indsats med en masse vundne dueller og nærkampe.
Topkamp på skærtorsdag
Give møder på torsdag rækkens tophold fra Fredericia, der ligger nr. 1 med 7 point efter 3 kampe, mens Give ligger på 3. pladsen med 5 point, også for 3 kampe. Dermed er der linet op til sæsonens første topkamp på Waldstadion, og lad os da bare sparke påsken ind med en sejr over rækkens nr. 1.
Kampen fløjtes i gang klokken 12.00, og med en sejr kan Give potentielt indtage rækkens 1. plads. Bonusinfo: Fredericia tabte 4-0 i deres udekamp i Aabenraa!
Philip Jensen i Givemålet holdt buret rent- og så sover han uden tvivl godt i nat. Foto: Jim Hoff