De ægte legender: Billethusets helte hyldet

Man kan sagtens finde en masse spillere, man hylder efter opsigtsvækkende præstationer på fodboldbanen, når man som fodboldklub inviterer til fodboldafslutning. Men man skal altid lige huske at kigge bagud og ind i klubbens historik og se de mennesker, der år efter år gør et utrætteligt og vigtigt stykke arbejde for klubben og de folk, er færdes der. Folk der er med til at tegne ånden og kulturen i klubben, og sådan et par gutter har man i Give Fremad.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FORENINGSLIV: Noget af det ’farligste’ man som medlem af en klub eller en forening er, når man tager tingene for givet. Eller når man tager visse personers store arbejdsindsats i kulisserne for givet. Det kan godt være, det ikke er dem, der scorer årets mål, eller laver feberredninger helt oppe i trekanten, men deres tilstedeværelse er med til at løfte klubben og spillerne.

Et godt eksempel på sådanne gode klubfolk har vi i Børge Westergaard og Hans Christensen, der gennem to menneskealdre har været en del af Give Fremad både som spillere, trænere og ledere – log nu har de skabt deres helt eget univers på Give Stadion, der danmarksberømte Waldstadion, hvor de to har fået et billethus/en kiosk op at køre, der er med til ar gøre stadion til et fedt sted at være for både spillere og tilskuere.

Uanset om det er ungdomshold eller seniorholdene, der spiller på stadion, er Billethuset stort set altid åbent, så der er altid pølser på grillen og kolde øl/vand i køleskabet. Og det kan altså noget!

Uselvisk arbejde i kulisserne

De to herrer blev da også bedt om at rejse sig op for at modtage en hyldest fra klubben, igen med cheftræner Kasper Bach-Jensen som manden med de flotte ord – med hele klubben bag sig!

- Kære Hans og Børge. I dag vil jeg gerne bruge et øjeblik på at sætte fokus på to personer, der virkelig gør en kæmpe forskel for Give Fremad – to mennesker, som arbejder uselvisk bag kulisserne og altid er klar til at give en hånd, når vi har brug for det. Det er selvfølgelig Hans og Børge, som begge gør et fantastisk stykke arbejde, som vi alle værdsætter enormt meget, lød det indledningsvist fra Kasper Bach-Jensen, hvorefter han rettede hyldesten mod hver enkelt af de to hovedpersoner.

- Hans, vi er utroligt taknemmelige for alt det, du gør – især den utrolig vigtige rolle, du spiller på kampdage. Du er altid den, der står klar til vores hjemmekampe med et godt humør og kaffe, hvilket altid er et kæmpe boost for hele holdet.  Din tilstedeværelse, din energi og den måde, du får tingene til at køre på kampdagen, gør en stor forskel. Du er en sand Givemand for os, og uden dig ville vores hjemmekampe ikke være det samme. Vi er meget glade for, at du altid er der med et smil og hjælper os med at få kampdagen til at glide, uanset hvad.

Fundamentet for fællesskabet

Så var det Børges tur ti en tur i rampelyset.

-Børge, vi er også meget taknemmelige for alt, hvad du gør – især for at tage med på de lange busture, du har taget med os. Det er noget, vi virkelig sætter pris på, og din tilstedeværelse på turene gør en kæmpe forskel. Du er der altid, klar til at hjælpe, og din støtte betyder rigtig meget for hele holdet. Klubben ville simpelthen ikke være det samme uden jeres kæmpe arbejde og dedikation. I begge er et fundamentalt vigtigt bindeled for vores fællesskab og for, at tingene kører, som de skal.

Tak for at være de mennesker, I er – for altid at være klar til at hjælpe og for at bringe så meget positiv energi til klubben. Vi glæder os til at fortsætte sammen og gøre Give Fremad endnu stærkere. Tak for jer! 

Cheftrænerens ord blev naturligvis fuldt fortjent fulgt af stående klapsalver, og der går faktisk løse rygter om, at de to klublegender rødmede en lille smule - selvom de begge to hårdnakkede mente, at det var julesnapsen, der gav dem den friske ungpigekulør.

 

Hans Christensen og Børge Westergaard har nu i 17 år stået for Billethuset på Give Stadion - og de er still going strong. Foto: Jim Hoff