
Breaking: Nu kan vi afsløre navnene på Give HK's nye divisionstrænere
Efter afskeden med Erik Flak og Mads Overgaard har spekulationerne løbet som en steppeild i byen i forhold til, hvem klubbens nye cheftræner og assisstenttræner måtte være. Og nu kan Vores LokalAvis afsløre navnene.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
HÅNDBOLD: Efter meldingen om, at Give HK har besluttet at stoppe samarbejdet med Erik Flak og Mads Overgaard, har der i byen været stor nysgerrighed omkring, hvem den nye cheftræner og assisstenttræner måtte være.
Der er blevet gættet mere eller mindre kvalificeret i både øst og vest, men nu kan Vores LokalAvis som de første bringe navnene ud til offentligheden.
Ny chef med ligaerfaring som både spiller og træner
Ny cheftræner er 51-årige Torben Sørensen fra Kolding. Som aktiv spillede han på ligaholdet i Kolding, 1. division i GV Ejby og Tønder. Hans træner-cv lyder på træneropgaver som fuldtidstræner i Tønder i ligaen og i 1. division, assisstenttræner for ligaholdet i Kolding IF og 1. divisionstræner i GV Ejby.
Torben Sørensen arbejder civilt som foreningskonsulent i Dansk Håndbold Syd.
Assisstenttræner bliver 37-årige Kristian Olsen fra Skanderborg. Han har en kandidat i idræt fra Aarhus Universitet, har slået sine folder som spiller i JAI Aarhus i 6 sæsoner.
Som træner har Kristian Olsen stået i spidsen for U17-U19 i Skanderborg i de seneste 4 sæsoner, ligesom han også har været træner for U18 i Aarhus Håndbold.
De to nye trænere udtaler til avisen, at de glæder sig rigtig meget til at komme i gang med samarbejdet med Give HK og spillertruppen.
Vores LokalAvis bringer onsdag i næste uge en artikel med foto af de to herrer, og her vil man kunne læse mere uddybende om klubbens nye folk i spidsen for divisionstruppen.