Unik 50-års jubilar: Henning er den ansatte med flest år på bagen hos Dan Cake
Lørdag den 31. august kan Dan Cake roligt hejse dannebrog, for denne dag kan virksomheden fejre en helt unik og loyal medarbejder. Smeden og opfinderen med det specielle Dan Cake-dna, Henning Folmer, kan denne dag nemlig fejre at han har været fastansat i 50 år hos den lokale kageproducent.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
JUBILÆUM: I det herrens år 1974 blev den dengang 23-årige smed Henning Folmer fastansat på Dan Cake på Kornvej i Give, men hans historik med den legendariske kageproducent starter faktisk allerede i 1968, samme år som den legendariske Citronmåne for første gang landede på kaffetallerknerne hos danskerne.
Dengang var Henning blot 17 år og var i lære som smed hos sin far, Jens Folmer, der havde smedeforretning i Hedegård. De arbejdede eksternt på Dan Cake med diverse smedeopgaver i 6 år, inden Dan Cakes direktør, Erling Eskildsen, bød den unge mand indenfor på sit kontor og tilbød ham en stilling som smed i virksomheden.
Arbejdede allerede i 1967 for Dan Cake
Eskildsen havde naturligvis luret, at her var der en ung mand med både høj faglighed, arbejdsomhed og flair for det maskintekniske, hvilket er en stor fordel for en produktionslinje som Dan Cakes. Faktisk gik Eskildsenfamiliens kendskab til Jens og Henning Folmer allerede tilbage til 1967, hvor Henning og Jens lavede smedearbejde for Dan Cakes grundlægger, Erlings far, Jens Eskildsen, hvor de lavede beslag til produktionen på Kornvej.
- I starten havde vi ikke et decideret smedeværksted, som vi har i dag. Vi havde cirka 20 kvadratmeter som base, men da virksomheden flyttede ned på Hjortsvangen, fik vi et nyt værksted. Det var der, hvor margarinelageret ligger i dag. Senere flyttede vi så om i de nuværende lokaler, hvor vi har rigtig gode forhold, fortæller Henning.
Det var nuværende ejer af Dan Cake, Erling Eskildsen (tv.), der tilbage i 1974 fastansatte Henning Folmer (i midten)på smedeværkstedet på virksomheden. I dag arbejder Henning som 74-årig stadig på værkstedet, nu med sin søn Rasmus (th.) som teknisk chef. Foto: Jim Hoff
En opfinder og problemknuser med det rigtige Dan Cake-dna
Smedeværkstedet er blevet opgraderet i flere omgange i takt med, at mange af de håndværksmæssige processer og produktionsmuligheder er blevet mere og mere digitaliserede og it-baserede. Men det gode solide smedehåndværk og evnen til at finde løsninger på maskintekniske udfordringer, det går aldrig af mode, og her er Henning helt unik.
Det fortæller Ulla Andersen, der er personaleansvarlig på Dan Cake, og som selv har været i virksomheden i lidt over 40 år, og som dermed om nogen kender til Hennings kompetencer både som smed og person.
- Henning har det klassiske Dan Cake-dna, hvor man er stolt af sin arbejdsplads og føler samhørighed med virksomheden. Han er en rigtig dygtig smed, og så er han fantastisk, når det kommer til at finde på løsninger i forhold til at lave maskiner til produktionslinjerne. En rigtig opfinder og problemknuser, der er dygtig til både at vedligeholde og udvikle. Og så er Henning en behagelig og altid rolig mand, som er nem at samarbejde med, lyder det rosende fra Ulla.
Har sønnen som chef
Henning var i en årrække teknisk chef for smedeafdelingen, men i dag er den nu 74-årige smed ansat under sin søn Rasmus Folmer, der for 5-6 år siden blev teknisk chef for smedeværkstedet. Og på den måde følger man faktisk traditionerne på Dan Cake, idet det på ledelsesniveau også har været tradition for at sønnen afløser faderen. Sådan var det da Erling afløste Jens som direktør, og da Klaus afløste Erling som direktør.
Men hvordan er det så at have sin egen søn som chef? Og hvordan er det at være chef for sin far, der tidligere har været chef på smedeværkstedet?
- Det kører da helt problemløst. Vi er begge rolige gemytter, som tager tingene, som de er, og som snakker stille og roligt om tingene. Og det er jo bare en naturlig overgang, at Rasmus har taget over. Det er kommet helt automatisk, og det skete efter en god dialog med ledelsen. Egentlig er det ikke noget, vi går og tænker over i det daglige. Vi passer bare vores arbejde, og det er det, lyder det samstemmende fra far og søn.
Far og søn arbejder dagligt sammen på smedeværkstedet på Dan Cake - og det er de begge to rigtig glade for. Junior nyder som teknisk chef at kunne trække på sin fars enorme knowhow og erfaring, og senior er godt tilfreds med at have en chef, han selv har opdraget. Foto: Jim Hoff
En gevinst for værkstedet
Her påpeger Rasmus, at det er dejligt at han har sin far på værkstedet.
- Han kommer med masser af gode råd, han er god til at opgaveløsning, og hans erfaring og viden er bare enorm vigtig. Han er på alle måder en rigtig god læremester, og vi udgør jo en god kombination. Far er stærk på det analoge, mens jeg har styr på det digitale, lyder det anerkendende fra Rasmus med et stort smil.
Tilbage i 1967, da Henning arbejdede eksternt, eller ‘på prøve’ som han siger med et skævt smil, var citronmånen endnu ikke blevet lanceret. Men han var med til at service den maskine, der lavede citronmånen, og han var med til at udvikle citronmåne-maskine nummer 2, som stadig kører den dag i dag.
Så på mange måder følger Henning og citronmånen hinanden rent historisk – og begge har vist sig særdeles langtidsholdbare.
Motiverende med høj grad af selvstændighed
Der er naturligvis flere årsager til, at Henning har været en fast figur på smedeværkstedet på Dan Cake i nu 50 år. For det er lang tid på samme arbejdsplads og i dag er det nærmest sensationelt, hvis folk kan fejre 25-års jubilæum på deres arbejdsplads.
-Det har været motiverende at arbejde her som smed. På det faglige område har jeg haft meget stor selvstændighed og har selv styret min arbejdsgang. Der er givet plads til, at jeg har været med til at ideudvikle, og jeg har haft mulighed for at føre mine egne ideer ud i livet. Det at man har denne store frihed under ansvar er for mig den helt rigtige arbejdsform, og det viser, at man stoler på hinanden. Vi er en lille god flok, der har arbejdet sammen her i rigtig mange år, og det også en stor fordel.
-Jeg har aldrig været mødt af bremseklodser fra ledelsen, og denne store opbakning fra Erling har været vigtig og virkelig motiverende. Derudover har vi altid haft et rigtig godt sammenhold her på værkstedet. Der er en frisk jargon, og smedeværkstedet har altid haft ry for at kunne sætte godt gang i den store fælles julefrokost, fortæller Henning.
Her indskyder sønnike med et stort smil, at det kan man altså stadigvæk.
Spændende arbejdsrejser til udlandet
En anden vigtig ting i Hennings arbejdsliv har været muligheden for at drage udenlands i arbejdsmæssigt øjemed. Han har været i lande som Polen, Bangladesh, Portugal, Tyskland og Rusland, Tyrkiet og Israel for at stille produktionslinjer op og for at servicere produktionslinjerne.
- Det har været sjovt og spændende at komme ud til andre lande. Ud over det arbejdsmæssige har der også været interessante oplevelser at hente på de her udenlandsrejser, og det er også spændende at komme ud i verden og repræsentere sin virksomhed, pointerer Henning.
Indstillet på at fortsætte sit gode arbejdsliv
Med 50 år på bagen og en alder på 74 år er det vel egentlig ret ok at overveje at gå på pension indenfor en overskuelig årrække. Men det mindset har Henning ikke taget hul på.
-Jeg bliver ved så længe, helbredet er til det. Jeg ville da være ked af at skulle undvære mit arbejdsliv og samspillet med kollegerne. Jeg har en fin fleksibel ordning med hensyn til arbejdstid med min chef, og jer er altid klar til at stille op både dag og nat, også i eventuelle nødsituationer, hvis der er brug for det. Det er dog mest Rasmus, der tager nattjansen. Jeg er meget indstillet på at forsætte mit gode arbejdsliv her, og jeg tænker, at vi nok stille og roligt skal finde en måde med en fleksibel udfasning, når det kommer dertil, konstaterer Henning.
To generationer Folmer supplerer hinanden godt på det tekniske værksted på Dan Cake. Rasmus er ferm til alt det it-mæssige, mens Henning er uovertruffen, når det kommer til godt håndværk og produktudvikling. Foto: Jim Hoff
Familiens populære handyman
Rent privat er han gift med Ebba, de har sammen børnene Belinda, Claus, Søren og Rasmus, og det er i skrivende stund blevet til 6 børnebørn. Søren har eget smedeværksted på Bækgårdsvej og leverer stål til Dan Cake, så han har taget tråden op efter sin farfar.
Fritiden går med at være morfar og farfar på deltid, han er en populær handyman i familien, og så er der også lige et hus og en have samt et sommerhus, der skal passes, så der er nok at få tiden til at gå med - også uden for smedeværkstedet på Dan Cake.
Jubilæet fejres ved en reception for indbudte gæster den 31. august, hvor familie, venner og arbejdskolleger er inviteret.
Første ansatte på Dan Cake med 50-års jubilæum
Og så skal vi lige have med i fortællingen om Henning, at han er den første medarbejder, der kan fejre 50-års jubilæum på Dan Cake, så også på den måde er han unik.
Men det er nu ikke noget, Henning går og tænker på i det daglige, at han er den allerførste i virksomhedens historie, der kan fejre 50-års jubilæum. Det gør til gengæld Rasmus.
-Jeg synes, det er megaflot og godt gået af min fra. Det er sejt, og jeg er stolt af ham. Jeg håber da også, at jeg selv kan være her i så mange år, for Dan Cake er bare, som min far siger, en fantastisk arbejdsplads. Og det beviser jo også hans 50 år her, lyder det afslutningsvist fra Rasmus.