Trafikinformation: Nye trafikale forhold for bilisterne på Tykhøjetvej

Som mange ved er Give Fjernvarme i disse måneder og et stykke hen i foråret i gang med at etablere rørforbindelse mellem fjernvarmen og Farre by. Og det får fra og med 19. januar konsekvenser for trafikken på Tykhøjetvej. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

TRAFIK: Der skal transporteres overskudsvarme fra Danpo til Give, og omvendt skal borgerne i Farre have mulighed for at blive koblet på fjernvarmen. Derfor skal der etableres cirka 4 kilometers rørforbindelse mellem Give og Farre, og den opgave er dygtige folk med store maskiner fra entreprenørfirmaet Østergaard A/S allerede godt i gang med at udføre her i det pragtfulde vintervejr. 

Efter en succesfuld underføring af rør under motortrafikvejen mellem Gi e og Billund, på trods af de lidt genstridige vejrforhold, nærmer arbejdet sig en fase, hvor det kommer til at få indflydelse på trafiksituationen på Tykhøjetvej mellem Give og Farre i 3 måneder. 

Vejle Kommune oplyser på deres hjemmeside, at fra fredag den 19. januar fra klokken 18.00 og frem til og med mandag den 22. januar klokken 6.00, vil Tykhøjetvej være afspærret mellem Loftlund Tværvej og Pottervej. Det sker fordi, at det føromtalte rør- og gravearbejde her skal krydse Tykhøjetvej. 

Give Fjernvarme udfører ledningsarbejde på Tykhøjetvej. Rute 176 vil være spærret på strækningen mellem Pottervej og Loftlund Tværvej i perioden fredag d. 19/1 kl 18:00 til mandag den 22/1 kl. 06:00. Der er omkørsel via: Østerhoved og Loftlundvej. Grafik Google

Men fortvivl ej – der er ifølge kommunen naturligvis etableret en plan B: Der vil være omkørsel via Østerhovedvej og Loftlundvej mod Farre og Vejle. 

Derudover oplyses det også, at bilisterne grundet ledningsarbejde kan se frem til midlertidig signalregulering i godt og vel 2 måneder i tidsrummet 29. januar til 29. marts  

Det gælder helt faktuelt strækningen fra Loftlund Tværvej til Bækvej i Farre by, hvor fjernvarmen også gennemfører ledningsarbejde. Her bliver det delt op i fire etaper. 

Samtidig med signalreguleringen vil der blive indført en midlertidig hastighedsnedsættelse til 50 kilometer i timen, hvor der vil være ét farbart spor, akkurat som vi kender det fra Diagonalvejen ved 7-Eleven/Give Tøjcenter.