Thyregod åbner igen for områdets Hyggeligste Julemarked

Thyregod Fritidscenter og Thyregod Spejderne er endnu engang  klar med områdets hyggeligste julemarked, og som altid foregår hele festligheden selvfølgelig i Thyregodhallen, der traditionen tro kommer til at dufte rigtig meget af jul og glade dage.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

JUL I THYREGOD: Lørdag den 30. november 2024, kl. 10:00 åbner det traditionelle og populære julemarked i Thyregod, og det bliver med både hygge, god stemning og en duft af både brunt og brændt. Helt i julens ånd er der gratis adgang hele dagen,  og selv parkeringen er gratis. Det kan ikke blive bedre, når der indbydes til hygge og julestemning i Thyregod.

Det er de lokale folk, der arrangerer, mens lokale foreninger og virksomheder både deltager og støtter. Et besøg på julemarkedet er ikke kun en oplevelse for de voksne, men for hele familien, så om du er barn, ung eller voksen, ja der er noget for alle. Der er med andre ord lagt op til en rigtig familietur.

Over 50 udstillere er klar

- Over halvtreds udstillere står klar til at tage imod dig og familien, og du finder et bredt udvalg af julepynt, brugskunst, kirkegårdspynt, julekugler, blomster, kurve og tasker, brændte mandler, broderi, julekort, dekorationer, håndlavede lys, adventskranse, nisser og en masse andet, fortæller  Kim Johansen fra julemarkedsudvalget.

Han fortæller, at man til det fine julemarked kan finde årets julegaveideer og samtidig slippe børnene løs i hallen, hvor der vil være gratis børneaktiviteter, levende stemningsfyldt musik, agitation fra diverse foreninger, klubber og udvalg, konkurrencer, timelotteri og tombola – alt sammen noget for hele familien.

 -Du går ikke tomhændet herfra. I år har vi et bredt udvalg af udstillere, en lang række kendinge og en stribe nye – det kan kun blive godt, lyder det med snigende julebegejstring i stemmen fra Kim.

Stærk lokal opbakning

Der skal naturligvis en masse lokal opbakning til at stille så stort et julemarked på benene, og i år består annoncesponsorerne af Pagaard Elektro, Frisør Mathilde Korsholm, murermester Anders Iversen fra A/I Byg, JM Grave-Boreteknink og Thyregod-Vester Borgerforening.

- Mere lokalt bliver det ikke, pointerer Kim og fortsætter:  Thyregod Fritidscenter lægger som altid fantastiske rammer til diverse udstillere, disker op med lidt sødt til ganen og et festprogram af juleaktiviteter, hvor du blandt andet kan møde nissemor – den rigtige nissemor, naturligvis.

Den gode juletradition tro er spejderne igen i år klar med tombola, timelotteri og deres helt egen stand, hvor man kan være med i en konkurrence og prøve vaskeægte spejderfærdigheder.

Gode frivillige muliggør julemarkedet

Udover lokal velvilje på sponsorsiden er man også afhængig af gode folk, der ikke er blege for at smøge ærmerne op i den gode sags tjeneste – og her er man godt hjulpet i Thyregod.

-  Det hele kunne ikke gøres uden alle de frivillige, både før, under og efter det store arrangement. Der lægges en stor energi og en masse tid i det store setup – så tak til alle de frivillige. Der skal også lyde en stor tak til alle sponsorerne, som hvert år støtter på den ene eller anden måde. Uden jer, intet julemarked, understreger Kim, der sammen med sine kolleger i julemarkedsudvalget glæder sig til at tage imod en masse glade besøgende lørdag den 30. november – dagen efter selveste Black Friday.