Snart kan der cykles sikkert på Skovgade langs Bredagerskolen i Jelling

Tirsdag morgen landede aftalen om udmøntning af statens tilskud til cykelstiprojekter. Det betyder blandt andet, at der etableres en cykelsti på Skovgade ved Bredager skolen i Jelling. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

JELLING: Trafiksikkerheden for de lette trafikanter (læs:cyklisterne) på Skovgade i Jelling bliver nu højnet. Det er en kendsgerning, efter at det tirsdag morgen kom frem, at statens udmøntning af midler til cykelstiprojekter også tilgodeser en ny cykelsti i Jelling. 

Det er det lokalvalgte folketingsmedlem, Birgitte Vind (S), der overbringer den fine nyhed til Jellingborgerne. 

Stort løft af sikkerheden

-Jeg er rigtig glad for, at netop Skovgade i Jelling, der er skolevej kom med i prioriteringen. Vejle kommune har til den strækning ansøgt om 1.650.000 kr. ud af et budget på 3.300.000 kr. Tilskuddet betyder, at der nu kan anlægges 380 meter enkeltrettet delt sti på hver side af strækningen Bredager/ Skinbjerg. 

- Det er da bare en super god nyhed at gå på sommerferie med. Netop den strækning er stærkt trafikeret særligt om morgenen. Så en cykelsti der, der vil være et stort løft af sikkerheden, pointerer Birgitte Vind. 

  

Det lokalvalgte folketingsmedlem, Birgitte Vind (S) kan fortælle, at der nu er sat et tilskud på 1.650.000 kroner af til et cykelstiprojekt ved Bredagerskolen i Jelling. Privatfoto

Vejle by også tilgodeset 

Hun kan ydermere fortælle, at Vejle kommune har fået tilført midler til endnu to projekter. Dels til at etablere cykelsti på det befærdede Vesterbrogade i Vejle og en udvidelse af kapaciteten under tunnelen under Horsensvej, så man nu kan cykel under den via ramper, uden at skulle stå af og trække. 

-Den statslige cykelstipulje er en god håndsrækning til de kommuner, der ønsker at højne cykeltrafikken. Og jeg har løbende overfor vores trafikordfører Thomas Jensen, gjort opmærksom på, at det er netop er Vejle kommunes ønske. Børns tryghed i trafikken er afgørende og derfor er det glædeligt, at Vejle kommune har søgt og fået midler til mere sikker cykeltrafik, konstaterer det lokalvalgte folketingsmedlem.