Badmintonklubben i Grønbjerg-Langelund inviterer til træningsstævne
Skolelukning eller ej! Foreningslivet i Grønbjerg-Langelund bliver ved med at skrue på knapperne. Således inviterer GLIF Badminton nu til lokalt træningsstævne den 26. oktober i Elkjærhallen med deltagelse af 7 klubber.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE FORENINGSLIV: Lørdag den 26. oktober bliver der for alvor gang i den i Elkjærhallen i Grønbjerg. Denne dag afholder den lokale badmintonklub GLIF Badminton nemlig træningsstævne med deltagelse af i alt 7 klubber fra lokalområdet.
Det er Gadbjerg, Thyregod, Ringive-Lindeballe, Nørup, Give, Øster Nykirke og værtsklubben selv, der stiller med spillere til stævnet.
-Vi gør det på den måde, at man ikke spiller i alders- og kønsinddelte grupper. Man bliver sat sammen efter niveau, og det er så de tilmeldende klubber, der eksempelvis skal kategorisere spillere i kategorierne uøvede, let øvede og uøvede. Der er sendt mail ud til de respektive klubber, og det er Ib Jessing fra GLIF Badminton, der står for kampplanlægningen, fortæller Flemming Alexandersen fra GLIF Badminton.
Potentiel skolelukning truer foreningslivets eksistens
Man er meget opmærksom på i det lokale foreningsliv, at man holder momentum og bliver ved med at vise flaget her på bagkant af udmeldingen fra Vejle Kommunes Børne- og Familieudvalg om, at de har indstillet til byrådet, at Elkjærskolens almendel skal lukke grundet stærkt vigende elevtal i almendelen.
En skolelukning kan potentielt medføre, at det lokale foreningsliv får meget svært ved fortsat at rekruttere lokale børn og unge til foreningslivet, når de nu er forsvundet fra skolen og har fundet nye skolegræsgange i Give.
Derfor hejser man nu flagene i Grønbjerg-Langelund Idrætsforening og smøgerne ærmerne ekstra meget op, og det er tiltaget med det lokale badmintonstævne et godt eksempel på.
Også med i DGI’s holdturnering
Allerede dagen efter at de lokale fjerbaskere har været i ilden ved træningsstævnet, skal de i kamp igen dagen efter - også i Elkjærhallen. Her er GLIF tilmeldt DGI/Badminton Danmarks holdturnering, og her har GLIF teamet op med Gadbjerg Badmintonklub, som altså stiller med et fælleshold.
-Her møder vi hold fra Ølgod, Lindved og Skanderborg fra klokken 9.00 om formiddagen. Det er Rune Bjerremand fra Gadbjerg Badmintonklub, der står som tovholder for de to lokale hold. Så to dage i træk med gang i den i Elkjærhallen - det er noget, vi ser rigtig meget frem til, og vi håber på, at der kommer mange i hallen begge dage, lyder det kampberedt fra den rutinerede badmintonildsjæl.
Flemming Alexandersen fra GLIF Badminton fortæller her om hele to badmintonstævner i Elkjærhallen fordelt ud over lørdag den 26. og søndag den 27. oktober, Foto: Jim Hoff