Sandsynlig skolelukning i Grønberg-Langelund medfører frygt for at lokalsamfundet går i opløsning - men kampånden lever videre

Det er gået som frygtet: Efter borgermødet på Elkjærskolen den 18. juni med Børne- og Familieudvalget gik borgerne fra mødet med en stærk begrundet mistanke om, at skolen må lukke. Den frygt blev styrket torsdag den 15. august, hvor Børne- og Familieudvalget indstillede til byrådet, at skolen skal lukke 31.12. 2024.  Og hvad tænker man så lige om dét scenarie i Grønbjerg-Langelund?

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GRØNBJERG: Sagen blev efterfølgende sendt til høring i Firkløverskolens bestyrelse samt lokalMED og til udtalelse i områdets Lokalråd fra 16. august til 12. september 2024, hvorefter sagen forlægges til endelig behandling i Børne- og Familieudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet. Her afgøres skolens skæbne officielt og definitivt.

På bagkant af disse meldinger har forældrene på Elkjærskolen reageret ved at tage deres børn ud af skolen. Efter sommerferien var der 25 elever tilbage på skolen, men i løbet af en god uge rykkede 20 elever ind på Ikærskolen i Give, hvoraf de 17 startede på skolen i Give mandag den 16. september.

De resterende 5 elever er blevet indlemmet på Ikærskolen i deres egen enklave, så nu står almendelen på kommunens mest moderne og børnevenlige skole tom. De omkring 40 elever i specialafdelingen er stadig på skolen, men til gengæld har afdelingsleder Karina Plauborg Hasselstrøm i starten af skoleåret sagt sit job op for at blive afdelingsleder på skolen i Brædstrup.

Var tvunget til at flytte børnene ind på Ikær i Give

Avisens udsendte har talt med fem personer, Søren Broch, der er valgt til byrådet for Venstre i området, Lea Kyed, Lillian Oxholm Skaarup, Helle Nygaard Schacht og Joan Kjølhede Hartvigsen Hersø. De to første kvinder er fra den lokale håndboldklub, mens de to sidstnævnte repræsenterer lokalrådet.

Lea og Lillian har begge skolesøgende børn, og de har nødtvungent måttet sende deres børn til Ikærskolen.

-Vi har som forældre både selv oplevet en stor utryghed og usikkerhed efter de noget barske udmeldinger på borgermødet, ligesom vores børn slet ikke har kunnet være i det. De har grædt og været bange, for hvad der skulle ske, og hvornår det skulle ske. Derfor havde vi ingen anden udvej end at reagere for at passe på vores børn. Det hedder sig fra kommunen, at ”vi selv har valgt at flytte vores børn”. Nej, det har vi ikke. Det er den helt håbløse situation, som byrådet har skabt for os, der gør, at det var den eneste udvej.

-Det er da kommunen der tvangsflytter vores børn

-Vi fik på borgermødet at vide, at kommunen ikke kan tvangsflytte børn fra en skole til en anden, da vi foreslog at fylde Elkjærskolen op med nogle af de mange børn, der går i de kæmpestore klasser på Ikær. Det vil give os bedre elevtal, og det vil skabe bedre trivsel for nogle af de børn, der i dag går i de store klasser med 28-30 elever, og hvor det kræver meget ekstra støtte og mulighed for differentieret undervisning – som eleverne og lærerne bare ikke får pga. manglende ressourcer.

-Ved at sende så klare signaler om, at skolen her i Grønbjerg sikkert må lukke, og ved konsekvent at lukke vores forslag til forbedring og tiltag, der skal skaffe flere børn til skolen konsekvent ned, er det da kommunen der tvangsforflytter vores børn til andre skoler, lyder det samlet fra gruppen.

Alle disse børn fra Elkjærskolen har nu måttet finde nye skolegræsgange, efter at Børne- og Familieudvalget har anbefalet en lukning af skolen den 31.12.2024. Foto: Jim Hoff

8 millioner til skimmelsvamp?

Og så er der et kommunalt regnestykke, som Joan Kjølhede fra lokalrådet ikke helt kan få til at gå op.

-Vi står her med en ny, flot afdeling, og den bruger man så ikke mere. Omvendt har man postet 53.000 kroner om måneden i en skimmelsvampsramt Søndermarkskolen i Give, og nu skal der så bruges op til 8 millioner kroner på at få fjernet skimmelsvampen, uden at man ved om det overhovedet hjælper. Det synes jeg, er en underlig prioritering og i min verden et klart signal om, at nu skal vi bare have lukket den her skole langt ude vestpå, hvor der jo alligevel ikke er ret mange stemmer at hente.

-Og hvis vi spoler tilbage til vores møde med borgmesteren i november 2023, hvor vi gjorde opmærksom på, at der manglede skiltning til skolen, så er der heller ikke sket en dyt i den retning. Er vores skolen en ’hemmelig skole’? Når man tænker på alle de ressourcer og penge lokalbefolkningen har investeret i skolen, hallen og udeområderne her, så er det da ret bemærkelsesværdigt, at kommunen ikke kan finde penge til et par skilte, der viser, at vi rent faktisk har en skole her i byen, konstaterer Joan Kjølhede.

Totalt håbløse busforhold i årevis

Lillian og Lea tager så hul på den velkendte problematik med elendige busforhold for de børn, der skal ind på skolen i Grønbjerg, hvor man er oppe mod en række friskoler i lokalområdet, der velvilligt kører helt ind i gårdspladsen og henter børnene.

-Det er jo helt håbløst, og det har det været i mange år, med transportmulighederne for vores børn. Nogle skal jo gå op til 2 kilometer, inden de kan komme med en bus. Vi oplever at minde børn kan komme med en bus, mens de større børn, der står samme sted som de små børn og venter, skal gå 1-2 kilometer op til en vej, hvor de så kan blive samlet op, hvis de ellers har købt et buskort. For ikke alle børn kan køre gratis med den kommunale skolebus. Det handler om deres alder – og hallo, det giver jo ingen mening, at lillesøster kan få fri transport, mens storesøster ikke kan komme med den samme bus, men skal gå et par kilometer og så ellers også betale for at komme i skole. Det er da ikke børne/skolevenlig service, og det har helt sikkert fået flere forældre til at fravælge Elkjærskolen og hoppe med på friskolevognen, pointerer Lillian Oxholm og Lea Kyed.

Joan Kjølhede Hartvigsen Hersø fra lokalrådet i Grønbjerg-Langelund undrer sig over, at kommunen dropper Elkjærskolen for så at bruge 8 millioner kroner på at fjerne skimmelsvamp fra Søndermarkskolen i Give. Foto: Jim Hoff

Dumt med en kommunal børnehave lige op ad friskolen

Udover håbløse busforhold har skolen i Grønbjerg også lidt elevtalsmæssigt under, at børnehaven i området, Karla Grøn, ligger lige ved siden af friskolen i Karlskov.

-Det betyder jo, at rigtig mange familier vælger at lade deres børn gå direkte fra Karla Grøn og over i Karlskov Friskole, og det forstår vi da godt. Men at kommunen på den måde ’forærer’ friskolen en række potentielle børn til den kommunale skole, det er da ikke særlig smart. Vi har i flere ombæringer forsøgt at få en børnehave her ud til Elkjærskolen, vi har også selv stået klar med en del midler til det, men kommunen har bare rystet på hovedet hver gang. Det sender da i min verden et signal om, at man ikke vil os fra kommunens side, siger Helle Nygaard Schacht.

Samtidig med at vi får denne her snak om skolen og fremtiden for lokalområdet, er der gang i Trille Trolle-håndbold i hallen. Her er Lea og Lillian begge tilknyttet som trænere for de små herlige børn, der virkelig har en fest med hinanden og håndboldlegene.

Skolen er foreningslivets grundlag

Dette koncept er et godt eksempel på, hvad der rører sig i et lokalområde som det i Grønbjerg/Langelund. Og et godt eksempel på, hvad der er i fare for at gå tabt, hvis man skal eksistere uden en skole som det faste daglige holde- og samlingspunkt.

-Foreningslivet her i området er så afhængig af, at vi har en skole. Den er foreningslivets eksistensgrundlag. Men som det ser ud nu, risikerer vi at foreningslivet herude må lukke helt ned. For nu går vores børn i skole i Give og danner relationer og venskaber med børn fra Give – og hvor tror man så, at vores børn fremover vil søge hen, når de skal til fodbold, håndbold, badminton og gymnastik? Jamen, de vil jo samme sted hen som deres klassekammerater, der naturligvis dyrker deres fritidsinteresser i Give.

Kommunen får os ikke ned med nakken

-Og det betyder så endnu mere kørsel for os forældre i dagligdagen. Så risikerer vi at stå med en rigtig fin og god idrætshal, der aldrig bliver brugt, og et område uden skole- og foreningsliv, det er altså bare et dødt område, og et lokalområder, der går helt i opløsning.

Det scenarie kan vi slet ikke leve med, så derfor kæmper vi videre og gør alt for at sætte aktiviteter í gang for børnene, så de bliver her i det lokale foreningsliv. Vi fastholder vores aktiviteter til halloween, jul og fastelavn. Vi giver ikke op, Vi skal nok vise Vejle Kommunen, at de ikke får os ned med nakken, lyder det kampberedt fra de fire kvinder.

Byrådsmedlem: Håbløst med fælles ledelse på 4 skolematrikler

Søren Broch er helt på linje med pigekvartetten i mange af deres indvendinger omkring manglende børnehave og dårlige busforbindelser, og han ser det som noget meget positivt, at man bevarer optimismen, viser kampkraft og ikke bare synker deprimerede sammen henne i et hjørne.

-Jeg har fra dag et været imod den sammenlægning man lavede tilbage i 2012, hvor fire matrikler blev til Firkløverskolen. Det duer bare slet ikke, hver skole skal have sin egen faste leder, som står på mål for skolen med hjerteblod. Også fordi de fire afdelinger jo er vidt forskellige. Meget af tiden i det nye regi, havde man jo ikke en daglig leder på skolen her, for han skulle også varetage ledelsesopgaver på skolen i Givskud. Det var et stort tab for skolen her, da vi mistede den daværende skoleleder Preben Panduro. Han var en rigtig god mand for skolen og klar til at kæmpe skolens sag.

-I forhold til hvad der skal ske med bygningerne her i fremtiden, når/hvis skolen definitivt erklæres for lukket, er der ikke noget konkret om, men der er da nogle ideer på bordet, lyder det fra byrådsmedlemmet.

Flot modtagelse på Ikær men det kræver virkelig tilvænning

Nu er virkeligheden den, at almendelen på Elkjærskolen er tom. Lea og Lillians børn er sammen med en række andre nu tidligere Elkjær skolebørn landet på Ikærskolen i Give. Og hvordan er det så?

-Vi og vores børn er blevet taget rigtig godt imod på Ikærskolen af både lærerne og de andre børn i klasserne. Det skal de virkelig have ros for, for det er jo også en stor opgave pludselig at få 2-3-4 nye elever ind i en i forvejen stor klasse på én gang. Men det er jo en kæmpeomvæltning for vores børn at komme ind i en klasse, hvor der eksempelvis sidder 31 børn – flere børn end der samlet set gik i almendelen til sidst her på skolen.

Det lokalvalgte byrådsmedlem Søren Broch (V) har fra dag et været imod, at man laver fælles ledelse på de fire skolematrikler i Givskud, Grønbjerg, Ikær Give og Søndermarksskolen Give. Foto: Jim Hoff

31 børn i én klasse – hård opgave for alle

-Vores børn skal vænne sig til at være sammen med mange andre børn, og at der på skolen bare er masser af børn. Der skal også bruges noget tid på at falde til rent socialt, på det faglige og undervisningsmæssige område, og så skal vores børn jo også acceptere, at nu er de én ud af 31, og at det betyder, at lærerne jo langt fra har så meget tid til den enkelte elev, som vores børn nok har været vant til.

-Vi går dog stadig med den der fornemmelse i maven, at det jo ikke er vores skole. Vi er jo fra Elkær, og så har vi da også lidt dårlig samvittighed over, at vi sådan lige ankommer med en stor flok børn og planter i klasserne. Men det var vi som sagt simpelthen nødt til både for vores børns og vores egen skyld, siger Lea.

Nye tiltag skal fastholde folk i foreningslivet

Nu vil man i lokalrådet tage fat i borgerne i området for at få gang i en række nye spændende aktiviteter, der kan fastholde aktivitetsniveauet i foreningerne.

-Vi skal finde ud af, hvad man vil støtte op om herude. Vi er åbne for nye og gode tiltag og ideer, og vi har også midler til at støtte det. Sådan noget som bob, petanque og Elkjærklubben fungerer superfint, ligesom vi også har en ungdomsklub fra børn fra 5. klasse og opefter. Men vi tænker da, at vi måske skal have vores eget fitnesscenter og vi skal da også have gang i en Morgruppe. Vi har gang i Trille Trolle håndbold og gymnastik, og nu skal vi have fat i forældregruppen igen for at høre, hvad de kunne tænke sig, vi skal udbyde af aktiviteter.

-Føler os røvrendt af kommunen

-Vi er nemlig så parat til at kæmpe for det her fantastiske område. Her er der et fantastisk naboskab, man tager rigtig godt mod nye folk, man hjælper hinanden herude. Jo, vi er vildt frustrerede over at skolen skal lukkes, vi føler os i den grad røvrendt af kommunen, og lige nu er vi i gang med at bearbejde vores følelser.

-Men når vi først er kommet igennem frustrationen, skuffelsen og vreden, står vi klar med fornyet kampkraft. Nu har vi som borgere og som lokalråd løbet panden mod muren så mange gang i forhold til vores ideer og forslag til kommunen – men de får os ikke ned med nakken, lyder det kampberedt fra de fire kvinder.

 

Selv om det er op ad bakke for lokalsamfundet med en faktuel meget mulig skolelukning hængende over hovederne, har forældrene i lokalområdet ikke tænkt sig at give op. De vil kæmpe for at give deres børn gode fritidsmuligheder med et godt og alsidigt foreningsliv. Det handler om at holde børnene i området - og at holde sammen på et hårdt presset lokalsamfund. Her signaleret med et vaskeægte håndbold-kampråb. Foto: Jim Hoff