Så er Røde Kors, Lions Club og Give Kirke klar med julehjælp

Julen er årets måske smukkeste højtid, også kendt som hjerternes fest. I den ånd er Røde Kors, Lions Club og Give Kirke  igen i år klar med julehjælp til områdets økonomisk trængte familier.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

JULEHJÆLP: Det er Røde Kors  Lions Club og Give Kirke, der traditionen tro igen i år står for julehjælpen her på Give-egnen.  Et velgørende koncept, der nu har kørt i en årrække, og Petra Raundahl, der er tovholder på Julehjælpen, kan berette, at der i store træk er tale om samme koncept som sidste år.

-Vi har koordinerende møde med Give Kirke og Vejle Kommune , således at vi sikrer os, at så mange som muligt får tildelt julehjælp og dermed, at vi forhåbentlig kan tilgodese så mange forskellige familier som muligt. Det er vigtigt for os at understrege, at julehjælpen uddeles i hele ”Gamle Give Kommune” og ikke kun Give By, fortæller Petra. 
 
Det faktuelle:  

Julehjælp er målrettet økonomisk trængte børnefamilier. Hver enkelt bevilling sker på baggrund af en individuel vurdering. For at kunne søge julehjælp i Give, skal du bo i ”gamle Give kommune”. 

Ansøgningen afleveres i Røde Kors Tøjbutikken, Vimmelskaftet 17, Give i ”julehjælps-kassen” i forgangen (indenfor butikkens åbningstid) eller mailes til: knudgive@gmail.com senest 20. november, 2024.

Julehjælpen udleveres i mødelokalet i Røde Kors Tøjbutik, Vimmelskaftet 17, Give (indgang i bageste del af bygningen) den 10. december kl. 14.00-17.00.

Røde Kors samarbejder omkring den lokale julehjælp med Vejle Kommune, Give Kirke og Lions Club. Samarbejdet sikrer, at julehjælpen uddeles til de familier, der har størst behov. Med min underskrift accepterer jeg, at Røde Kors deler mine oplysninger disse samarbejds- partnere.