Så er det hele klar: Balle har bygget til for 34 millioner til glæde for 390 børn og unge
Fredag den 20.november var der inviteret til åbent hus på Balle Musik- og Idrætsefterskole i anledning af, at den byggeproces nu er slut, og de at nye flotte og funktionelle faciliteter dermed kan tages i brug af skolens elever og personale.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE SKOLELIV: Efter coronanedlukningerne i 2021 gik ledelsen og de ansatte på Balle i gang med at se fremad og udviklede i tæt samarbejde en masterplan. Det handlede om udbygning og opgradering af faciliteterne, som skulle komme de fire enheder, som Balle består af, til gode.
Når vi taler om fire enheder, handler det faktuelt om Balle Friskole, Balle Idræts- & Musikefterskole, Balle Børnehave og Balle Kursus & Læring - under én paraply i daglig tale bare kendt som Balle.
Projektet har nu fundet sin afslutning efter et 2022 og 2023 i konstruktiv sameksistens med en masse dygtige håndværkere, og det blev markeret den 20. november med et åbent hus-arrangement, hvor man kunne komme og se de nye faciliteter og samtidig lave et lille snigløb ind i julemåneden med æbleskiver og et glas gløgg eller to.
Skoledirektør Søren Petersen. Foto: Jim Hoff
1600 kvadratmeter til 34 millioner
Skoledirektør Søren Petersen kan oplyse, at der tilbygget i alt 1600 kvadratmeter til en pris af 34 millioner kroner.
- Der er bygget en helt ny hal, der er bygget nye undervisningslokaler, ny administration, ny hovedindgang og et helt nyt pedelværksted. Derudover indebærer tilbygningen også, at vi kommer til at råde over nogle nye fællesrum, hvor eleverne kan mødes og hygge sig, fortæller Søren Petersen.
Han kan ydermere oplyse, at der har været et par tunge fokuspunkter i den nye masterplan, der er arbejdet ud fra.
- Vi har prioriteret inddragelse af de ansatte, bestyrelsen og ledelsen i projektet meget højt, så vi får så funktionel og brugervenlig et skolemiljø som muligt. Dernæst har det også været en overordnet plan, at få Balle til at fremstå som en samlet enhed. Gennem årene har der været en del knopskydning i form af forskellige tilbygninger, men nu får vi det hele samlet, så der er sammenhæng mellem de forskellige afdelinger, hvor skolen nu er bundet sammen, og hvor man kan komme tørskoet rundt mellem afdelingerne.
2/3 af masterplanen er nu udført
Skolen råder nu over hele tre idrætshaller og en kunstgræsbane, og den nye ‘multihal’ er etableret med hensigten at skabe et lokale, der kan bruges bedt af Balles samlede elevklientel.
- Det er en hal uden streger til boldspil. Den skal bruges til mange ting, f. eks rytmisk gymnastik, lege, dans, som scene, og både de små børn i vores børnehave og de helt store i 9, klasse kan bruge hallen, forklarer Søren Petersen.
Med tilføjelsen af de 1600 kvadratmeter har man nået 2/3 af den overordnede masterplan for skolens ombygning. Søren Petersenfortæller, at det på sigt er hensigten, at der skal bygges flere elevværelser til efterskoledelen, og det hænger sammen med skolen strategi om at vækste på elevsiden.
- I dag har vi 190 elever i efterskolen til og med 9. klasse. I friskolen er der 170 elever, mens der går 30 børn i vores børnehave. Vi har i alt 70 ansatte, som tilsammen arbejdet i de fire afdelinger. Vi arbejder på tværs af afdelingerne, når det giver mening, men ellers er det generelt fire selvstændige enheder med hver deres ledelse, oplyser Søren Petersen.
Bonusinfo: Balle Friskole åbnede helt tilbage i 1866, og efterskolen åbnede i 1962.
Den nye multihal på Balle er klar til at servicere Balles i alt 390 elever. Foto: Jim Hoff