Få en sundere livsstil og støt kampen mod kræft med Sandras Knæk Cancer Camp
Sandra Rosenkrantz fra “Vægtbalancen” i Give har indledt en kampagne, hvor hun støtter knæk Cancer. Det er 3. gang, Sandra laver en Knæk Cancerindsamling, og i år er hun personligt motiveret, idet hun har haft sygdommen tæt inde på livet, hvor hun har erfaret, hvor vigtigt det er med et velfungerende system omkring den forfærdelige sygdom.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Sandra Rosenkrantz er indehaver af virksomheden “Vægtbalancen”, der har kontor i Østergade i Give. Hun er uddannet vanecoach og overspisningscoach, og tilbyder konsultationer både online og fysisk.
I forbindelse med Knæk Cancer tilbyder hun sine kunder en 3-ugers Knæk Cancer Camp.
- Det foregår online, man betaler 199 kroner for de 3 uger, og alle pengene går ubeskåret til Knæk Cancer. Det er 3. gang, jeg laver en Knæk Cancer Camp, og denne gang er jeg ekstra motiveret, fordi min kæreste Lasse har været gennem en sygdomsperiode med tarmkræft. Han er heldigvis blevet opereret rask og har det godt nu, men i perioden med Lasses operation og rekonvalescens fik jeg da i den grad øjnene op for, hvor vigtigt det er, at der er midler nok til både selve indgrebet og til at tage sig af de pårørende, siger Sandra.
Har selv oplevet hvor vigtigt et godt kræftforløb er
I forbindelse med Lasses sygdom have hun nemlig stor glæde af Kræftpatienterne Hus i Vejle, som er målrettet patienter, pårørende eller efterladte.
- I forbindelse med hele Lasses kræftforløb mærkede vi vigtigheden af hurtig handling, samt den store ressource det var for os, at vi gratis kunne bruge Kræftpatienterne Hus. Her var vi tæt på Lasse, her var de aflastning og folk, man kunne få gode snakke med, og det gav også mig mere overskud til at have fokus på vores to drenges trivsel. Jeg er virkelig dybt taknemmelig for, at vi har så velfungerende et system mht. kræftbehandling, og derfor synes jeg, at det er vildt vigtigt, at vi alle bakker op, så godt vi kan om Knæk Cancer. Jeg har på egen krop set og oplevet, hvad de gode penge kan bruges til, pointerer Sandra.
Stor pakke med egen app
Når man tilmelder sig Sandras Knæk Cancer Camp får man adgang til sin helt egen app, hvor man eksempelvis kan chatte med campens andre deltagere. I den samlede pakke får man tips til vægttab, tips til kostplan og måltider samt en 3-uger gå-challenge.
Derudover er der tracking af vægt og motion i appen, kalorieberegning og en kalorietilpasset madplan.
- Der er lagt en række lærings- og motivationsvideoer ind i appen, som man kan se, og så er mulighed for at vinde præmier hver uge. Det foregår også ind i appen, og der er præmier til Eyda, Yummy Yummy, Easis og Waugh Park, en Cobb gasgril samt 3 x 4 måneders medlemsskab til Loop Fitness i Brandeforklarer Sandra.
Kører med tilmelding frem til den 27.10
Der er plads til i omegnen af 50 deltage i 3-ugers campen, og de første tilmeldinger er allerede rullet ind. Tilmeldingen, og dermed også indsamlingen, kører frem til den 27. oktober klokken 14.00.
- Selve forløbet på de tre uger starter mandag den 30.10, og man kan se og læse meget mere om det hele på min Instagram. Hvis man gerne vil med på campen og både gøre noget godt for sig selv og støtte Knæk Cancer, kan man tilmelde sig via min mail kontakt@vaegtbalancen.dk og på Instagram, siger Sandra.
Hun har en målsætning om at nå op på 10.000 kroner til Knæk Cancer, og i skrivende stund 20. oktober er hun knap og nap halvvejs med den fine målsætning.
Sandra Rosenkrantz samler ind til Knæk Cancer frem til den 27. oktober, hvor hun inviterer ind på en 3-ugers camp, hvor alle pengene går til det gode formål. Privatfoto