Ny bog og nyt foredrag: Give Rotary Klub hviler ikke på laurbærrene
Sidste år udgav Rotary Give bogen “Små historier fra Give”, hvor læserne blev præsenteret for en lang række interessante og informative historiske tilbageblik relateret til Giveegnen. Bogen blev en stor succes og solgte helt fantastisk. Nu er en ny bog på trapperne, og den kan købes til Black Friday.’
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: “Et halvt hundrede hele historier fra Give (du måske ikke kender)”. Det er titlen på den nye bog, som Rotary Give lancerer i forbindelse med Black Friday i Give fredag den 24. november. Her er gode folk fra Rotary på plads i midtbyen, hvor de sælger den nye bog, der er en opfølger på sidste års store succes “Små historier fra Give, hvor både første og andet oplag blev revet væk.
Udover at de to lokalhistoriske bøger leverer massevis af interessant og sjov info om Give-egnen tilbage i tiden, så er bøgerne også med til at genere penge til de forskellige velgørende formål, som Rotary løbende sætter i søen - både lokalt og internationalt.
Et overflødighedshorn af lokalhistoriske fortællinger
Titlen på den nye bog hænger tæt sammen med antallet af fortællinger i bogen, idet de 85 sider indeholder hele 50 fortællinger om Giveegnen. Og vi kommer vidt omkring - både tematisk og årstalsmæssigt, idet der er historiske tråde helt tilbage 1800-tallet og op til 1970erne.
Vi møder Gives svar på Hitler, vi er med ved jernbanens indvielse, vi møder Danmarks største familie, smager på verdens største roulade, ligesom biografen, borgergården og boksning på kroen også er temaer, der bliver berørt - sammen en hel masse andet godt stof.
Bogen er et sandt overflødighedshorn af gode, sjove, overraskende lokale historieperler og et must have for enhver Giveborger. Køb den før din nabo – og bliv meget klogere på Give-egnen samtidig med, at du støtter gode formål.
Erik Skødebjerg tilbage med populært foredrag
Rotary har dog mere på plakaten i november måned. For allerede onsdag 29. november kalder de lokale rotarianere ind til nyt foredrag, hvor det igen er det lokalhistoriske, der er i fokus.
-Efter flere opfordringer afholder vi igen foredraget med Erik Skødebjerg Kristensen, da ikke alle havde mulighed for at lytte med første gang. Erik fortæller igen sine anekdoter og viser billeder fra dengang Give blot bestod af få gårde og frem til i dag, fortæller Børge Larsen fra Rotary Give.
Foredraget er gratis, og sidste gang, hvor foredraget blev afholdt på museet, var der 120 tilhørere, som gik både oplyste og meget begejstrede fra foredraget.
Denne gang bliver foredraget afholdt i Huset, som sagt onsdag den 29. november, og foredraget starter klokken 19.00, og der kan købes kaffe og kage i Huset.
Erik Skødebjerg holder foredrag i Huset den 29. november, hvor det handler om dengang, Give blot bestod af gårde og historien frem til idag. Foto: Rotary Give