Masser af aqua til Open Air: Men det stoppede Midt Om Natten 

Hvad sker der hvis man blander en masse vand med sukker? Så får man Kandis, og samtlige førnævnte ingredienser fik gæsterne også til dette års udgave af Give Open Air, hvor konceptet levede fuldt op til sit navn, idet der de første par timer blev åbnet for himmelsluserne. Men et sejt publikum kørte igen byfestivalsejren i hus! 

Tekst Jim Hoff og fotos Daniel Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE: Det er ved at være en stående joke, at man ikke skal planlægge sit bryllup samme lørdag, som Give Open Air løber af stablen, medmindre man ønsker en regnfuld start på sit ægteskab.  

Selvom om det danske kultband Aqua aldrig har spillet til Give Open Air, så er vand sjældent en mangelvare til Danmarks Hyggeligste Havefest – og her menes de ovenfra kommende gratis beduggede velsignelser, ikke dem man kan tilkøbe på festpladsen. 

Omkring 1900 solgte billetter 

Nok om det, ikke flere vandede vittigheder herfra. I omegnen af 1900 gæster havde købt billet til dette års havefest i Gullestrups Have, og i forhold til hvor mange, der kom ind, da det sidste band, Queen Machine, gik på scenen klokken 23.00, da billetsluserne åbnet for free entry, kan det godt være lidt ekstra folk, der er stødt til. 

Avisens udsendte har talt med Lise Andreasen, Lars Hougaard og Anders Gaarde fra Give Open Airs bestyrelse dagen derpå, hvor de med morgenfriske smil og opsmøgede ærmer er nogle af de første til at møde op til søndagsoprydningen.  

 

 Kandis var første band på scenen, og fik æren af at spille Open Air i gang med sporadiske regnbyger som ledsager. Foto: Daniel Hoff

Gynger og karruseller 

-Overordnet set havde vi en igen en rigtig god og stemningsfuld fest. I år slap vi også for trælse episoder, og selv om vi med de her godt 1900 solgte billetter havde omkring 100 færre solgte billetter end i 2023, så var folk klar og med til at skabe en god fest. Naturligvis var vi bekymrede i forhold til en noget dyster vejrudsigt, og det regnede jo også tæt helt op til Kandis gik på scenen klokken 13.00. Men så klingede det af, og da Midt Om Natten gik på klokken 15.00, var det med en tætpakket festplads – og i tørvejr lyder det fra Anders og Lars.  

Den gode gamle devise om, at det man mister på karrusellerne, det tjener man ind på gyngerne er også i spil her i 2024 i forhold til det økonomiske.  

-Ja, der var et hundrede færre billetkøbende publikummer inde i år, men til gengæld var der virkelig godt gang i udskænkningsteltene, hvor der var run på. Vi var lige ved at løbe tør et par stedet, men godt og hurtigt benarbejde af folkene i teltene sørgede for at der var øl og drinks til alle, fortæller Lars Hougaard. 

 

Da Midt Om Natten gik på klokken 15.00 brød solen frem - og så var der for alvor dømt havefest. Foto: Daniel Hoff

Håber på økonomisk balance - på trods af vejret 

I forhold til den økonomiske grundbalancen i projekt “Danmarks Hyggeligste Havefest”, håber man på, at det i år som minimum vil løbe rundt i forhold til udgifter og indtægter.  

-I år var det sådan, at vi allerede fra start havde et par hundrede tusinde kroner ekstra i faste udgifter end i 2023. For eksempel var vores udgifter til strøm i år noget højere. Plus der var andre ting omkring scenen og flere praktiske ting, der var blevet dyrere. Heldigvis har vi 300.000 kroner i overskud fra 2023 på kontoen at trække på, og lad os nu se, når det endelig regnskab med indtægterne fra de forskellige udskænkningstelte og barer er gjort op. Vi har et positivt håb om, at det her som minimum kan gå i nul, konstaterer Lars Hougaard.  

Også de unge var klar 

I år havde man i forhold til det ungdommelige publikum satset på Ice Kid og GOBS, og de to artister skulle vise sig at trække godt med unge mennesker ind på pladsen foran det tidligere rådhus.  

Traditionen tro fyldte Kim Larsen/Gasolin-kopibandet Midt Om Natten pladsen til bristepunktet – og her var der tale om supergod timing, for da de gik på brød solen frem – og så var der for alvor dømt havefest i det fri i Gullestrups Have. 

Dodo and The Dodos havde også godt tag i publikum med et stort bagkatalog af hits og ørehængere serveret med stor professionalisme og charme fra forsangeren. Kandis har også et stort og trofast publikum, også her på Givekanten, og her kæmpede Johnny Hansen og venner sig fint gennem det stadig sporadiske regnvejr, der lige ville ned og hilse på Lonnie fra Berlin.  

Ice Kid og GOBS leverede varen og trak de helt unge ind på festpladsen. Fotos: Daniel Hoff

Dronningemaskinen gjorde rent bord 

Aftenens showstopper blev, ganske som forventet, Queen Machine, der gik på som festens sidste band klokken 23.00 og serverede et suverænt show, hvor vi igen fik alle Queen og Freddie Mercurys fantastiske hits kanoneret lige ud i krydderen i den ravnesorte nattehimmel over Give.  

Topprofessionelt, fantastisk lydkulisse og et flot sceneshow, hvor det naturligvis endte med en kroning af både Queen Machine og selve Open Air.  

For der er i den grad grund til at lette på hatten over såvel arrangørerne som folket på en dag, hvor de indledende forhold til en stor, smuk havefest i musikkens tegn ikke var formidable.  

 

 Superfed stemning ved Huset - med masser af folk på pladsen. Foto: Daniel Hoff

Stærkt lokalt publikum kørte den hjem 

-En stor tak til publikum, der virkelig loyalt og stærkt bakke op om vores havefest. Vi så rigtig mange gode lokale folk, der troligt var mødt op for at bakke op om Give Open Air og som var med til at skabe en superfin stemning uanset vejret. Det er vi stolte over og glade for. Og netop det stærke lokale publikum er grunden til, at vi ser tilbage på Open Air 2024 med en vis optimisme.  

-Det er langt fra sikkert, at vi kan lave et overskud som i 2023, men vi har igen sammen med publikum skabt en rigtig god dag med masser af god musik, og vi kan mørke, at der er sammenhold omkring denne her event, og det er også meget motiverende, konstaterer Lise Andreasen. 

Queen havde et megahit med ‘Crazy Little Thing Called Love’ - og lad os bare lave en lokal fortolkning af den sang, som skal hedde ‘Crazy Little Thing Called Give Open Air’.  

Du kan se masser af fotos fra Open Air 2024 HER 

 Dodo and The Dodos. Foto: Daniel Hoff