Kampvogne anno 2025 og soldater fra 1864: Kom tæt på Niels Kjeldsen Eskadronen

Den årlige fejring af den lokale krigshelt Niels Kjeldsen finder sted igen i år den 28. februar, og ud over den traditionelle ceremoni på kirkegården, vil Jyske Dragonregiment også være på plads med køretøjer og militærmateriel.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Selvom det nu er 161 år siden, at helten fra 1864 Niels Kjeldsen faldt i en træfning ved Blåkær Skov, så er det en tradition at 1. kampvognseskadron også kaldet Niels Kjeldsen eskadronen deltager i en mindehøjtidelighed i Give. Det sker hvert år den 28. februar. 

Anledningen til dette træf finder vi tilbage i 1864, hvor dragon Niels Kjeldsen fra Ullerup ved Give faldt i en træfning med tyske soldater efter en ifølge legenden ’heltemodig indsats mod overmagten’. Kjeldsen blev indrulleret i 6. dragonregiment og blev kaldt for dragon Ullerup – selvfølgelig relateret til hans geografiske herkomst.

Krigshelt og nationalt symbol

Niels Kjeldsen blev i mange år opfattet som en dansk krigshelt og et nationalt symbol, og på trods af en del polemik omkring Niels Kjeldsen-legenden senere, huskes han stadig som en helt på fødeegnen her på Give-egnen.

Selvom der er gået 161 år siden Niels Kjeldsen faldt, er historien om krig og faldne helte desværre højaktuelt i dag. Vi lever her i landet ikke i direkte krig, men i en tid med markant oprustning af forsvarsbudgettet og i en tid, hvor flere og flere er gået i ’beskyttelsesrum-tilstand’.

Ikke mindst derfor er det toprelevant at markere ikke blot Niels Kjeldsen, men også det hans legende symboliserer, nemlig evnen og viljen til at sige fra og at gøre modstand mod despotiske regimer.

Flotte fyre i flotte uniformer: Foreningen af Jydske Landsoldater fra 1864 er en uundværliog del af den fine mindehøjtidelighed for Niels Kjeldsen. Foto: Jim Hoff

Kampvogne til Give

Avisen har talt med premierløjtnant Kristian Grum fra Niels Kjeldsen Eskadronen fra Jyske dragonkompagni i Holstebro, og han kan her afsløre følgende program på dagen.

- I tidsrummet 11.45-12.30 er der parade ved kirken med borgmesteren som en af talerne. Fra klokken 12.30-14.00 afholdes der ’Static display’, som er en fremvisning af materiel både fra Niels Kjeldsen Eskadronen, hvor man er på plads med en moderne kampvognseskadron, samt foreningen Jydske Landsoldater med materiel fra 1864. Derudover har vi søgt om tilladelse til at køre en kampvogn gennem byen (Torvegade og Bøgetorvet), men har ikke fået tilladelsen endnu, oplyser Kristian Grum.

Han kan også fortælle, at eskadronen netop er hjemvendt efter en udsendelse til Letland i efteråret 2024.

Niels Kjeldsen rundvisning på museet

Museum Give havde i 2014 spændende besøg på marken overfor museet, hvor en række tapre landsoldater både fysisk og billedligt talt fyrede kanonerne af, og hvor der også var et stort opløb af militære køretøjer, heriblandt tanks, der gav en opvisning i disse tunge køretøjers manøvredygtighed til stor benovelse for en mindre hær af lokale tilskuere.

- I denne ombæring  læsser Jyske Dragonregiment tanks af oppe hos os. Så det er ikke sikkert de kører særlig meget rundt deroppe. Men vi holder en særlig Niels Kjeldsen rundvisning på museet klokken 14.00, fortæller museumsleder Mathias Broch Christiansen.

Sidste gang der var Static Display af militært grej og køretøjer pladsen foran kirken, var det et flot opbud af begejstrede og nysgerrige skoleelever, der kiggede forbi. Stærkt supplement til undervisningen!

 

 Jyske Dragonregiment stiller med både mandskab og kampvogne til mindehøjtideligheden for Niels Kjeldsen den 28. februar. Foto: Jim Hoff

 

Andre læser

Masser af røverhistorier og god stemning: Lokale jagtforeninger inviterede til Trofæaften

Stærkt lokalt initiativ: Nu kommer delebilsordningen til Vonge-Kollemorten

Flashback 2012: Det år Give rykkede op i 2. division uden at tabe en eneste kamp!

Stort boligprojekt i Grindsted kan sende penge til Filskov Friskole og Børnehave

Gives udvikling på befolkningstallet betyder at Bregnhoved Have nu kan melde alt udsolgt