
Juletræsfest i Grønbjerg-Langelund med juleboder, nisseboder og nisseværksted
Lørdag den 14. december blev der afholdt den traditionelle juletræsfest i Grønbjerg-Langelund, som naturligvis blev afholdt i Elkjærhallen i Grønbjerg. Det blev en hyggelig dag med flot opbakning – også fra de elever der ikke mere går på Elkjærskolen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
JUL PÅ LANDET: Op til den 14. december havde flere folk bemærket en rødklædt skikkelse bevæge sig rundt i landskabet i Grønbjerg-Langelund. Og det var ikke en VB-spiller, men derimod vores allesammens gode ven, julemanden, der havde taget en smut fra det nordlige Polen (onkel-joke kan forekommer) ud til folk og børn i kommunens vestligste landsbysamfund.
Og han var ude på en fin mission, den flinke herre i rødt med det store hvide skæg. Han var nemlig hovedpersonen ved Grønbjerg-Langelunds traditionelle juletræsfest
Fuldt drøn rundt om juletræet
- Vi mødtes alle i Elkjærhallens cafeteria. Som sidste år var der dækket af ned til hallen, så det store, flot pyntede juletræ kunne blive en overraskelse for alle . Pludselig kom julemanden ind af døren. Han var observeret rundt i byen de sidste timer og havde heldigvis fundet vej til vores juletræsfest, fortæller Benthe Ladekjær, der er formand for Lokalrådet i Grønbjerg-Langelund.
Efterfølgende, efter at jublen over julemandens ankomst havde lagt sig, gik hele flokken så ned i hallen for at give den julegas rundt om det store flotte og flot pyntede juletræ.
- Vi kom ned i hallen og dansede om juletræet. Julemanden dansede også med, og der kom sved på panden til “Nu’ det jul igen”, som traditionen tro gik hurtigere og hurtigere. Bagefter satte julemanden sig til rette i sin store lænestol, og ungerne stod straks i kø til julegodter, billeder og selfies, fortæller Benthe.
Privatfotos.
Kreative og spændende boder
Hun kan også berette om nye kreative tiltag og aktiviteter i forbindelse med dette års juletræsfest.
-I år prøvede vi noget nyt og havde arrangeret lokale håndværkere til at komme forbi med spændende juleboder. Der blev solgt strik, lækre halstørklæder, lune sokker, honning, papirkunst, trækunst og keramik. Igen i år var der hyggelige nisseboder, hvor børnene kunne lave dekorationer og skrive breve og ønskesedler til julemanden.
- Betina fra Grønbjerg Unika keramik havde et nisseværksted, hvor vi kunne male på keramik, som bagefter bliver glaseret og brændt hos hende. Det var en stor succes og satte gang i alle de kreative hænder. Måske nogle er heldige at få en hjemmekreeret julegave i år.
Som man nok kan fornemme ud fra Benthes beskrivelse af juletræsfesten, så havde man alt i alt en rigtig hyggelig eftermiddag i områdets fine multihal.
Privatfotos
Stærk støtte fra flyttede skolebørn
- Her er højt til loftet, og der er plads til alle. Ungerne legede godt med hinanden. Der blev delt krammere ud til skoleveninder, og der blev snakket lystigt ved bordene. Selvfølgelig i selskab med gløgg og æbleskiver, varm kakao og røde nissehuer.
- Det rørte os meget at se, hvordan en flok piger, der nu går i 3. klasse på Ikærskolen, og som kom fra Elkjærskolen, havde fundet vej til juletræsfesten. Det er rart at se, at de stadig føler et tilhørsforhold til Elkjærskolen. De fortalte, at de stadig går til håndbold i Elkjær hallen, og de fortalte, hvordan de havde lokket deres pædagog fra Ikærskolen med herud for at se “Deres skole”. Det er noget Lokalrådet bliver glad i låget af, konstaterer Benthe med et stort smil.
For det er jo, som Benthe helt rigtigt påpeger, ingen hemmelighed at Grønbjerg Langelunds foreningsliv og de lokale arrangementer og initiativer påvirkes af skolelukningen.
-Derfor skal vi skal stå sammen for at gøre os gældende. Med sammenhold, initiativ og villige praktiske hænder, kan vi det vi vil, lyder den fine udgangspointe fra lokalrådsformanden.
Privatfotos