
Hvordan passer vi på vores børn på nettet? Svaret er ikke sort-hvidt
Dokumentarer på DR og nyheder snart sagt alle steder har slået problemet fast: Vores børn møder voldsomme videoer med død og selvskade. De kan møde voksne med grimme bagtanker. Og de mobber hinanden på de sociale medier. Men hvad gør vi ved det?
Af Maj Jensen Christensen
BØRNELIV: Uden for Vejle Rådhus er EUX-eleverne ved at lukke deres julemarked ned. Imens går en lind strøm ind i rådhuset. Der er nemlig debatmøde under overskriften ”Hvordan passer vi på vores børn på nettet?”.
Hvis deltagerne til torsdagens debatmøde havde forventet et sort-hvidt svar blev de skuffede.
Emnet blev belyst fra mange sider. Christel Schaldemose (S) var live igennem fra Bruxelles for at fortælle om hendes kamp i EU for at tvinge tech-giganterne som Facebook og Youtube til at passe beder på de yngste brugere.
- Vi har været for naive over for tech-giganterne, men det er ikke for sent, understreger Christel Schaldemose (S).
- Den lovgivning, vi allerede har lavet, skal håndhæves bedre, så Facebook og de andre følger reglerne. Og så skal lovgivningen følge med udviklingen. Jeg mener, at vi i EU skal indføre krav om at de sociale medier kontrollerer brugernes alder, så børn ikke bruger platforme, der slet ikke er lavet til børn.
Christel Schaldemode (S) var med på mødet live fra Bruxelles via storskærm. Privatfoto
Enigt panel: Der er brug for mere vejledning til forældrene
Efter Christels indlæg indtager et veloplagt panel scenen. Birgitte Vind (S), Lykke Møller Kristensen, forfatter, foredragsholder, videnskabsjournalist og vejlenser og Tashi Andersen, senior politisk rådgiver for Red Barnet skal give deres bud på løsninger, kyndigt styret af Mette Frobenius.
Panelet bliver hurtigt enige om forældrenes rolle.
- Der er brug for mere vejledning til forældrene og at det bliver samlet ét sted, siger Birgitte Vind (S).
- Lige nu skal man læse 21 forskellige steder for at få det hele med, det går ikke. Der er brug for klare advarsler og klare råd til, hvordan man griber det an.
Birgitte Vind, der er digitaliseringsordfører for Socialdemokratiet på Christiansborg, arbejder lige nu på, at de nationale myndigheder samler de mange vejledninger, så det bliver nemmere for forældrene at forstå og sætte sig ind i.
- Det må aldrig blive den enkelte forælders eller det enkelte barns ansvar alene. Fra politisk side skal vi også gribe ind, siger Birgitte Vind (S).
Dialogkløft - og brug for massiv regulering
Lykke Møller Kristensen holder løbende foredrag for børn og forældre om sociale medier og er enig i, at forældrene skal klædes bedre på.
- Jeg oplever en dialogkløft, fortæller hun. - Vi skal møde børnene, der hvor de er. Vi voksne kommer hurtigt til at tale om ”digitale krænkelser”, ”hævnporno” og ”online mobning”, men det giver ikke mening for et barn på 7 eller 12 år. Vi skal bruge et sprog, der giver mening for vores børn og unge. For eksempel ”har du oplevet noget, der var ubehageligt? Har du set noget, du ikke forstod?”, forklarer Lykke Møller Kristensen.
I Red Barnet oplever de også, at forældrene har stor betydning. - Når sager om grooming bliver opdaget, skyldes det typisk, at børnene snakker med deres forældre om det, de oplever. Derfor er dialogen så vigtig, fortæller Tashi Andersen, senior politisk rådgiver for Red Barnet. Men dialog kan ikke stå alene.
- Der er også brug for massiv regulering. Vi er rigtig mange, der skal gøre rigtig meget - samtidig, understreger han.
Panelet bestod af Mette Frobenius, Tashi Andersen, Lykke Møller Kristensen og Birgitte Vind. Privatfoto
Jagten på den gyldne middelvej
Og netop derfor er det ikke sort-hvidt. Panelet er enige om, at problemet ikke bare kan løses rundt om spisebordet langt væk fra politisk regulering. Men problemet kan heller ikke forbydes væk.
- Hvis vi bare lukker for de sociale medier, så slukker vi for dialogen. Så er der ingen, der bliver digitalt modne, siger Lykke Møller Kristensen.
- Vi skal finde den gyldne middelvej, opsummerer Birgitte Vind (S) til slut.
- Vi skal have EU mere på banen. Vi skal lovgive i Danmark. Og så skal vi klæde forældrene bedre på og alle sammen blive bedre til at snakke om, hvordan vi er på de sociale medier og hvad vi oplever der.
Arrangementet slutter og deltagerne bevæger sig ud i den vinterkolde og juleoplyste gågade.
Lidt at tænke over i juleferien
Om lidt starter juleferien og publikum har fået lidt at tænke over, når de snart får lidt tiltrængt tid med børn og børnebørn.
Debatmødet var arrangeret af Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet og Socialdemokratiet i Vejle Kommune med økonomisk støtte fra Europa-Nævnet - ansvaret for indholdet er dog alene tilskudsmodtagers.
Mette Frobenius var aftenens ordstyrer og Socialdemokratiets gruppeformand og formand for børn- og familieudvalget i Vejle Kommune, Martin Sikær bød velkommen.