Hvordan er det egentlig at være fængselspræst?
Fængselspræsten og kirken har stor betydning for indsatte i et fængsel. Her kan man, som indsat være i et ”frirum”, sænke sin forsvarsmekanismer og tale frit. Det er noget af det, som fængselspræst Rie Mortensen kommer ind på i sit foredrag i Sonehuset i Give
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FOREDRAG: Tirsdag den 8. oktober klokken 14.00 inviterer Grundtvigsk Forum til foredrag i Sognehuset i Give med fængselspræst Rie Mortensen
-Inger Marie Mortensen (kaldet Rie) er til daglig sognepræst i Brande, Uhre og Skærlund Kirke og præst i Nørre Snedes fængsels åbne afdeling. Rie kommer og fortæller om sit arbejde som fængselspræst, fortæller Marianne Holm fra Grundtvigsk Forum
Rie Mortensen kommer ind på, at det for nogle er utrygt at færdes i et fængsel blandt kriminelle, men sådan er det ikke for Rie. Hun har aldrig været bange og kan godt lide skæve eksistenser.
Tilgivelse at hente også for de kriminelle
Rie Mortensen fortæller, at næstekærlighed og tilgivelse er vigtige elementer i hendes arbejde som fængselspræst og her føler hun, at hun har et godt budskab at give videre. Hun mener, at selvom man er kriminel og har ting på samvittigheden, så er der tilgivelse at hente.
-I kristendommen er der stadig kærlighed at finde og man kan få Guds tilgivelse, uanset hvad man bærer rundt på i livsrygsækken, og det er stor værdi, når man har forbrudt sig mod landets love og måske andre mennesker, fortæller præsten.
-Ud over ovenstående tematikker vil Rie også generelt fortælle om sine oplevelser i fængslet. Foredraget, hvor man i prisen også får kaffe/te og kage, er for alle, og tilmelding er ikke nødvendigt, fortæller Marianne Holm.