Hele Give-egnens Telefon-Kaj trækker stikket efter 45 år i telefonens tjeneste

Foto: 66-årige Kaj Aagaard kan se tilbage på 45 år hos TDC som servicetekniker. Fredag den 14. marts havde han sidste arbejdsdag og kan nu hellige sig familien og sin passion for skuespillets kunst. Foto: Jim Hoff

Fredag den 14. marts 2025 havde Kaj Aagaard sidste arbejdsdag som servicetekniker hos TDC. Han kan nu se tilbage på hele 45 år i en branche, der ikke mindst de sidste 10-15 år har været inde i en rivende teknologisk udvikling. Fremover skal det ikke handle om kobberledninger og fibernet, for den aktive herre får nok at se til med skuespillet, familien, menighedsrådet og sin hobby som alternativ behandler.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE ARBEJDSLIV: Det var en loyal, kompetent og særdeles langtidsholdbar medarbejder, som Danmarks største telekommunikationsvirksomhed, TDC, fredag den 14. marts kunne vinke farvel til.

Denne dag sagde servicetekniker Kaj Aagaard farvel til virksomheden efter 45 år, så her har vi en mand, der i den grad har surfet med på den vilde højteknologiske udviklingsbølge, som telekommunikationsindustrien har været igennem siden starten af 80’erne.

Kaj Aagaard, eller Telefon Kaj, som de fleste lokale kalder ham, er oprindeligt fra Vonge, men bor i dag på en ejendom i Sejrup. Han er udlært automekaniker fra Vonge Autohandel, der var Datsun-forhandler.

Fra militæret direkte ind på ’Lynholdet’ hos Jysk Telefon

I 1979 kom Kaj ind til militæret ved materielkommandoen i Høvelte, og han rykkede derfra til Antvorskov ved Slagelse, hvor han som udlært automekaniker var skræddersyet til at servicere hærens køretøjer.

- Det var en god og sjov tid hos militæret. Det var nok godt at komme lidt hjemmefra, for som rekrut blev man robust, og vi havde et godt kammeratskab. Jeg husker stadig min start ved militæret i 1979, som ikke var helt optimal. Det år var landet ramt af virkelig hård frost, og Storebælt var frosset til, så færgerne kunne ikke sejle – og derfor kom jeg for sent til min første dag ved militæret. Rigtig god start, ikke, lyder det fra Kaj med et stort smil.

Da Kaj havde fuldendt sin militærtjeneste, startede han den 18. februar 1980 nyt job hos ’Jysk Telefon’, hvor han blev en del af et af selskabets ”lynhold”.

- Jeg kom op til nogle tekniske prøver, og blev så ansat som aspirant i 2 år - det var en slags prøvetid, og derefter blev jeg ansat som tjenestemand. Det var med udgangspunkt i Vejle, men efter et halvt år blev jeg spurgt, om jeg ville til Give – og det passede mig fint, da jeg boede i Vonge på det tidspunkt. Her kom jeg rundt i lokalområdet og fik en masse gode snakke med folk, når jeg var ude med telefoner og etablerede telefonstik.

- Og der var masser at rive i, for det var sådan dengang, at når folk for eksempel flyttede bopæl, så fulgte der et stik med i prisen – og så var der jo brug for mig igen. Vi havde vores eget formandsområde i Give med 6 mand, som kørte under Vejle-afdelingen. Vi havde en lille servicebutik på Rådhusbakken med lager og kontor, og vi stod selv for installation, kabler inklusiv fejlretning af de her nævnte ting. I de sidste to år var det med mig som formand, fortæller Kaj.

TDCs central har siden 60'erne ligget bag p-pladsen over for Give Kirke, og her har Kaj hat sin gang i mange år. Her i rummet med 'krydsfeltet'. Foto: Jim Hoff

Ud til hr. og fru Jensen

JTAS (Jysk Telefon Aktie Selskab) havde dengang monopol i branchen, men så blev telekommunikationsbranchen liberaliseret, og det betød, at man ikke kunne opretholde Give som selvstændigt teleområde. Give kom ind under Vejle, og Kaj fik en stilling som kørende tekniker.

Det var en tid med et utal af ændringer i organisationen, hvor Kaj arbejdede i Vejle, så i Grindsted, i Horsens, tilbage til Grindsted – og tilbage til Horsens, hvor Kaj kørte ud fra de sidste år.

- Ret beset kørte jeg ud hjemme fra adressen i Sejrup. Der dukker hver morgen automatiserede ordrer op, så der ligger en kampplan klar hver dag. Og så er det bare afsted ud til hr. og fru Jensen og lave service. På et tidspunkt lavede jeg mange omstillingsanlæg, for en række små erhvervskunder, og på den måde har jeg været i kontakt med rigtig mange mennesker. I ’gamle’ Give Kommune var der nok at rive i, og her var der brug for det gode gamle håndværk. Det var tider, hvor der kun var fastnet, men så kom Internettet – og så kom der andre boller på suppen, konstaterer Kaj med et stille smil.

Fra mønttelefoner til fibernet

Helt lavpraktisk var Kaj også med til at servicere mønttelefonerne i Give om omkringliggende byer, og her var der ikke mindst efter hver nytårsaften nok at se til, når der skulle repareres og ryddes op efter fjollede fulderikker.

- I 1983 indførte man så dankorts-terminalerne, hvilket også gav en del arbejde. For cirka 20 år siden begyndte vi så at udbyde tv, og mange af de her ret nye teknologier kører stadigvæk på de gamle kobberkabler mange steder. Det er klart, at man som servicetekniker i forhold til de mange nye teknologier må være indlærings- og omstillingsparat. Og for mig har det været en selvfølge. Jeg har taget en del  kurser, og har skiftet en del rundt med forskellige arbejdsopgaver.

- Og nu begynder man så lige så stille og roligt at afvikle de ting, man har været med til at bygge op gennem 80’erne og 90’erne. Det er lidt specielt, men sådan er udviklingen jo. For eksempel har vi intet arbejde haft i forbindelse med etableringen af de mange nye boliger i ’Golfbyen’ i Give. Der er det fiber det hele, tidligere derimod var vi jo altid med i forbindelse med nye udstykninger og nybyggerier, fortæller Kaj.

Der kommer næppe en ny Telefon Kaj

Her på egnen har folk været vant til, at det er Kaj, der kommer i forhold til telefonopgaver, både private og butikker.

- Jeg har altid været rigtig glad for at have den direkte kontakt til kunderne. Her vil jeg gerne sende en stor tak til folk, der altid har taget rigtig godt imod mig, når jeg kom ud til dem. Det er blevet til mange gode snakke – og røverhistorier – og til rigtig mange kopper kaffe, når jeg dukkede op som problemknuser for at hjælpe dem med deres telefoner osv. Det har virkelig været fantastisk – og sådan som tiderne er i dag, tror jeg ikke, at man skal regne med, at der kommer en ny Telefon Kaj.

- Fredag den 14. marts afleverer jeg min bil og siger farvel. Det er en frivillig fratrædelse, vi er faktisk 7 mand ud af 25 i min gruppe, der siger farvel de næste måneder, så det er da en speciel dag, lyder det fra Kaj med lidt fugt i øjenkrogen.

Amatørskuespiller med flot cv

Han bliver 67 til oktober, og at han stopper med sit job nu er fin timing i forhold til havearbejdet med forårets komme.

Og hvad skal den driftige herre så få tiden til at gå med nu, hvor TDC-teknikerbilen er afleveret? Bare rolig, den unge mand kommer ikke til at ligge på den lade side, for han har godt nok mange jern i ilden.

- Nu vil jeg få mere tid til at dyrke mit amatørskuespil. Jeg er medlem af DASK Online, danske amatørskuespillere, og har gennem tiden medvirket i en hel masse reklamefilm og informationsfilm. Jeg har været med i Thyregod Revyen i en halv snes år, og jeg var også med i julekalenderen ’Pagten’, der foregår i Thyregod. Her var jeg stand-in for Lars Ranthe og spillede også revisor.

- Den opgave tændte en ild i mig, så jeg fik lyst til mere. Det er blevet til 7 reklamefilm med Dick Kaysø og Anders Birchow. Jeg har lavet reklamer for BKI Kaffe og Fast Speed. Det er også blevet til noget info-tv med TV 2, hvor jeg var med til at lave dialektvideoer, hvor det handlede meget om fordomme, som at københavnere drikker kaffe af glas. Jeg har faktisk oplevet, at mens jeg var ude at fikse et tv for en kunde, at der pludselig poppede en reklamefilm op på skærmen – og så udbrød kunden med et stort smil: Kaj, det er sgu’ da dig, der er i fjernsynet. Det var en rigtig sjov oplevelse, skal jeg hilse at sige.

Fra L.O.C til Sommer i Tyrol

Kaj har også været med i en musikvideo med L.O.C, og han har medvirket i spillefilmen ’Undtagelsen’.

- Den blev optaget i Ungarn, og det var helt uvirkeligt. Man fik alt betalt, rejse, hotel, forplejning osv. Helt som de store stjerner. Jeg har også medvirket i en del undervisningsfilm for videnscentret, jeg har været med i en række studerendes kortfilm, deres eksamensopgaver på filmskolen, og så har jeg også været med i en kortfilm med Ole Thestrup. Han var virkelig noget af en karakter, og han var også en god guide for mig i forhold til mit skuespil. Jeg har da også været med i den danske krimiserie, Hvide Sande, hvor jeg spiller dommer i en retssal, der blev sprunget i luften.

- Musicals er det også blevet til 3. Tre styks, faktisk, på Vejle Musikteater, hvor jeg har medvirket i Sound of Music, My Fair Lady og Sommer i Tyrol. Jeg havde også landet en glansrolle i Cabaret, men det blev desværre ødelagt af coronaen. Efterfølgende har der for mig været stilstand i forhold til musicals

Med i dokumentarfilm om togulykke og giftmord

- Og nu vi er i den dramatiske ende af skuespilleriet, så var jeg også med i en dokumentar om togulykken på Storebæltsbroen i 2019, hvor 8 personer mistede livet. Det var en voldsom oplevelse, og det var det også, da jeg medvirkede i en TV 2-dokumentar om en kvinde, der forgiftede sin mand flere gange – hun led af Münchhausen by proxy og blev anklaget for hele 14 mordforsøg, fortæller Kaj.

Korsanger og alternativ behandler

Kaj synger i Hvejsel Kirkekor, og han har tidligere været med i Give Mandskor, så den musiske åre er også helt på plads. Han har også været alternativ behandler i 16 år, hvor det i starten handlede meget om at give akupunktur til den nærmeste familie og venner. I dag er det mest øreakupunktur, han beskæftiger sig med.

- Hvor meget mere jeg vil gøre ud af det her, må tiden vise. Jeg har taget en del kurser og vil nok også tage flere, for det er et vildt interessant område. Jeg skal også til at bruge mere tid i menighedsrådet i Thyregod, hvor jeg er kirkeværge. Jeg har også haft en fin tilknytning til museet i Give. Min morbror hjalp til, da Falk Mikkelsen startede museet op i kælderen på Ikærskolen, og min far har været frivillig på museet, hvor han skaffede brænde til den gamle kakkelovn, så Karen Marie kunne bage vafler. Jeg har siddet i bestyrelsen og forretningsudvalget, og min søn Martin har været kustode på museet – så alt i alt har familien en meget tæt historik med museet i Give – og derfor skal jeg ikke afvise at blive frivillig.

Kaj Aagaard er født i Vonge, men han har boet på en ejendom i Sejrup med sin hustru Hanne i 40 år. Foto: Jim Hoff

Nu skal familien have ekstra opmærksomhed

Kaj bor som sagt på en ejendom i Sejrup med sin hustru Hanne, der er Social sundhedsassistent på aktivitetscentret hos Seniorcenter Gulkrog i Vejle, og såvel Hanne som ejendommen kan se frem til mere opmærksomhed, når Kaj nu har lagt teknikerværktøjskassen på hylden.

- Vi har løbende lavet om de 40 år, vi har boet på ejendommen, det er jo et evighedsprojekt. Jeg får nu også mere tid til min familie, mine 3 børn: Martin, der er i gang med en Ph.d. i fysik, Marianne, der arbejder som producer på M2 Film i Aarhus, og Maja, der er folkeskolelærer. Maja har skænket os et barnebarn, og hun har nr. 2 på vej. Jeg har også min mor på 90 år, hun bor på plejecenter Sandbjerg i Thyregod, er stadig knivskarp i hovedet – og er vild med håndbold, fortæller Kaj.

Der er med andre ord rigeligt med fremtidige herlighedsopgaver for den nu pensionerede servicetekniker hos TDC at kaste sig ud over – og skal vi ikke bare her afslutningsvis blive enige om, at det ville være fedt, hvis Hr. Aagaard dukker op i den nye sæson af Badehotellet, som en snu jyde med Vonge-accent, og som tager grosserer Madsen godt og grundigt ved næsen.

De to kender jo hinanden i forvejen fra julekalenderen i Thyregod!