Hele Danmark går Julemærkemarch mod mobning og mistrivsel
Den 1. december 2024 samles folk i hele Danmark for 48. gang og går en symbolsk tur med Julemærkemarchen. En folkelig og vigtig tradition siden 1977, hvor vi samler ind til driften af landets fem Julemærkehjem.
Pressemeddelelse
KOLLEMORTEN: Lokalt kan man i år finde Julemærkemarchen i Hærvejscenteret, Hærvejen 218, Kollemorten, Give. Starttid 10-12.00
Oven i julefrokoster og andre gode juletraditioner er her en oplagt mulighed til at hente lidt frisk luft og motion den første søndag i december. Samtidig kan man støtte børns kamp mod mobning og mistrivsel, og dermed hjælpe over 1000 børn med at genfinde glæden og det gode børneliv!
Siden 1904 er der hvert år udkommet et nyt Julemærke til støtte for Julemærkehjemmene og udsatte børn i Danmark. Der sendes ikke nær så mange postkort i dag, som i 1904, og Julemærkefonden er derfor afhængig af ethvert bidrag og donation, som rigtig mange støtter julemærke-sagen med hele året.
Samlede 1.26 millioner ind sidste år
Alle kan hjælpe denne ene gang om året ved at deltage i den hyggelige folkebevægelse, Julemærkemarchen. En enkel symbolsk gåtur i fællesskab med tusindvis andre mennesker fra 68 forskellige startsteder i Danmark.
I Julemærkemarchens bestyrelse håber man på, at alle vil møde op igen i år og tage familie og venner med for at vise sin støtte sammen med alle de ildsjæle, der lægger et stort arbejde ude på de lokale Julemærkemarch-startsteder. Flere end 16.500 danskere gik en tur med Julemærkemarchen i 2023 og det blev til en flot donation til Julemærkefonden på 1.260.000 kroner. I år håber vi på endnu flere deltagere og endnu større donation. Man kan forhåndstilmelde sig på www.julemærkemarchen.dk eller blot møde op på sit lokale startsted.
Nyt: Julemærkemarchen er steget til hest
Under corona-pandemien opfandt et startsted det virtuelle ridt, hvor en rytter med sin hest kunne ride en tur og markere sin støtte til julemærkesagen med en rosette til hesten. Dette gælder nu i hele landet og flere rideklubber og -skoler tager initiativet til sig. Om hesten traver, skridter eller galopperer, betyder ikke noget, bare man kommer ud på sin hest og støtter den gode sag. Det kræver blot forhåndstilmelding på hjemmesiden og dermed støtter man Julemærkebørnene med en ridetur sammen i en gruppe eller for sig selv.
March med stor betydning
Julemærkefonden, som driver landets fem Julemærkehjem, ser med stor glæde og tilfredshed på Julemælkemarchens store indsats:
- Julemærkemarchens imponerende og frivillige hjælpearbejde kaster hvert år en flot donation af sig, som kan mærkes i det samlede budget. Det fortsatte hjælpearbejde, der hvert år gavner knap 1000 børn, er afhængigt af indsamlede midler. De offentlige tilskud dækker kun 2,7 procent af budgettet. Salget af Julemærker er for nedadgående, idet stort set ingen længere sender julepost. Derfor sætter vi stor pris på vores Julemærkevenner, donationer fra virksomheder og fonde samt på Julemærkemarchen, siger direktør Søren Ravn Jensen fra Julemærkefonden
Denne udmelding glæder Radioamatørerne EDR Billund og Omegn. Vores dæknings område gælder:
Billund, Brande, Give, Jelling, Thyregod, Grindsted og Vejle. Da der ikke her i området er nogen startsteder, valgte vi Kollemorten, da der er gode muligheder for at nyde naturen samtidig med, at det ligger næsten midt i området for os.
Dyrk motion med velgørende øjemed
For os frivillige er det er et kærkomment stykke arbejde, som slet ikke føles som arbejde. Vi skaffer midler til Julemærkefonden, og samtidig kommer en masse mennesker ud i det fri og er sammen om at dyrke motion. Og så er det utrolig vigtig for os, at være med til at gøre en forskel for alle de børn, som får et ophold på Julemærkehjem. Der er således gevinst for alle parter! Sidste år blev der i alt, på landsplan, indsamlet 1.260.000 kr. Dette håber vi kan gøres endnu bedre i år, men det kræver bl. a. jeres deltagelse.
Efter at have gået de 5 eller 10 km. Er der mulighed for at købe et krus kaffe eller te til billige penge.
Præcis som sidste år foregår tilmelding og valg af startsted via hjemmesiden www.julemærkemarchen.dk. Her kan man vælge forskellige typer startkort – med eller uden tilhørende medalje. Hvis man ikke er tilmeldt på forhånd, skal man bare møde op på et af de 66 startsteder på selve dagen.
Priser: På dagen, hvor man bare møder op: Deltag og få årets Julemærkemedalje for 90 kroner. Deltag uden medalje, det koster 50 kroner.