Give Udviklingsråd i tæt samarbejde med kommunens udvalg for lokalsamfund og nærdemokrati
Give Udviklingsråd havde onsdag, den 10. januar besøg af Vejle Kommunes Udvalg for Lokalsamfund og Nærdemokrati (ULN). Det skete som led i udvalgets møde med de fire centerbyer i Vejle Kommune Give, Egtved, Jelling og Børkop.
Af Give Udviklingsråd
BYUDVIKLING: Formålet med mødet, der blev holdt i Huset Give var, at:
- Skabe gensidig og øget forståelse for, hvordan udviklingsrådet og ULN kan samarbejde bedst muligt inden for de givne rammer
- Skabe øget forståelse for Give’s vækst- og udviklingsmuligheder – herunder også at se på de knaster, der måtte være
- Komme nærmere på udvalgte forslag og idéer, som vi fremadrettet kan samarbejde om, og som fremmer den fælles dagsorden om udvikling, handel og bosætning.
-Vi havde et rigtigt godt møde med en god og konstruktiv dialog, der lover godt for det fremtidige samarbejde om udvikling af Give, fortæller Give Udviklingsråds formand Jette Nielsen.
Med afsæt i Gives byvision vil næste skridt blive et arbejdsmøde mellem Give Udviklingsråd og Teknik & Miljø-forvaltningen for at finde frem til 1-2 projekter, som kan danne udgangspunkt for samarbejdet i ”mellemrummet” mellem de to parter.