Give Kommune tæt på at lukke friluftsbadet i Thyregod – men så byggede borgerne en svømmehal og stiftede en svømmeklub

I 1970 kom Thyregod Kommune under den nye kommunalreform, der forvandlede 1098 kommuner til 277, ind under Give Kommune. Den nye ’storebror’ var utilfreds med vandkvaliteten i Thyregod Friluftsbad og truede med at lukke den. Så smøgede ildsjælene i Thyregod ærmerne op og byggede selv en svømmehal – og 3 år senere stod svømmehallen klar og samtidig så svømmeklubbens dagens lys.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

THYREGOD: Den 6. august 1973 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Thyregod Svømmeklub, og samme år åbnede den nye svømmehal i Thyregod. En hal bygget af frivillige kræfter og ved hjælp af en masse lokale kroner, og 1. september 1973 kunne svømmehallen indvies. Naturligvis med alle den nye svømmeklubs medlemmer stående klar på skamlerne til at kaste sig på hovedet i vandet i byens nye stolthed, Thyregod Svømmebad.

50 år senere kunne svømmeklubben lørdag den 19. august i forbindelse med den store årlige byfest invitere til 50-års jubilæum i Thyregod Fritidscenter. Receptionen var delt op i to halvdel, hvor første del var for en inviteret skare, mens del 2 var en åben reception fort alle.

Fantastisk jubilæumsbog af Mathias Arico

I forbindelse med receptionen var der også officiel bog-release af Mathias Aricos lille mesterværk, de 235 sider om Thyregod Svømmeklubs historie fra 1973 til 2023. Et digert og informationsrigt værk skrevet af en ung lokal ildsjæl, der selv har mange aktier i svømmeklubben både som aktiv, træner og leder.

- Det tog cirka halvandet år at skrive selve bogen. Jeg arbejder jo også hos det lokalhistoriske arkiv og har den vej rundt haft let adgang til en masse materiale. Her lå meget tekst klar, inden jeg gik i gang med bogen. Det der har været mest tidskrævende har været de mange interviews med folk i og omkring svømmeklubben, fortæller Mathias, der på dagen signerede sin flotte dag i forbindelse med salget af bogen.

Han havde selv tilbage i 2021 forslået den dengang nyvalgte bestyrelse, at der skulle laves et jubilæumsskrift – og folk hav frit lejde af formanden og bestyrelsen.

- Mathias sagde han godt ville lave et jubilæumsskrift, og det syntes vi, var en fin ida. Men at vi i dag står her med en regulær bog om svømmeklubben på 235 sider, det havde vi da ikke i vores vildeste fantasi drømt om, En fantastisk flot bog og hvilken præstation af Mathias, lød det anerkendende fra svømmeklubbens formand Christian Fridmann, da han bød det inviterede publikum velkommen til første del af receptionen, der blev afholdt i Thyregodhallen.

 

 Mathias Arico har skrevet en fantastisk flot og informativ bog om Thyregod Svømmeklub i anledning af 50-års jubilæet. Foto: Jim Hoff

Arnløv: Humlebien flyver i svømmehallen

Dagens konferencier, eller sprechstallmeister som det hedder i Thyregod, Niels Clemmensen kunne hermed tage hul på talerækken, og første mand på talerstolen var kulturudvalgsformand, Dan Arnløv (K), der for en gangs skyld ikke havde cyklen vestpå, men derimod mødte frem i bil og derfor var lidt rundforvirret efter at skulle gennem alle de rundkørsler for at komme til Grundtvigstaden.

Bevæbnet med et glas rødt ”svømmehalssaftevand” i hånden kunne det muntre byrådsmedlem konstatere, at det der skete i Thyregod for nu 50 år siden, og for den sags skyld også i 1968, da borgerne selv byggende en idrætshal, svarer nogenlunde til fortællingen om humlebien, der flyver på trods af, at det rent fysiologisk burde være umuligt.

- At det kan lade sig gøre med egen idrætshal og egen svømmehal, skyldes udelukkende en lang række viljestærke ildsjæle. De mange frivillige har både i fortiden, her og nu og i fremtiden, en enorm betydning for det her flotte idrætscenter og dermed også for svømmeklubben. Fritidscentret her er byens hjerte, det er her i holder fest, det er her I stemmer, det er her i svømmer og dyrker idræt – det er simpelthen nerven i hele oplandet. Det er jer, der holder liv i stedet her, ikke kommunen. I har i svømmeklubben vist jer innovative med nye tiltag som Svøm en bog og operaforestillinger i svømmehallen, og det er der i den grad grund til at lette på hatten for, lød det fra Arnløv, der derefter løb tør både for rød saftevand og ord.

Kulturudvalgsformand Dan Arnløv var ude over svømmeklubbens flotte præstationer over 50 år også imponeret over, at man i Thyregod kan få "svømmehalssaftevand". Foto: Jim Hoff

Skaber stærke værdier i svømmeklubben

Bestyrelsesformand Pia Johansen fra SvømDanmark tog i sin tale udgangspunkt i organisationens visioner og mission, hvor det handler om at skabe et Danmark med liv, glæde og fællesskab i og omkring vand. Et Danmark, hvor alle trygt svømmer og bevæger sig i vand − fordi det er vigtigt, og fordi stranden, havnen og havet er Danmark!

- Vi er til for at give danskerne optimale rammer for sunde og almendannende fællesskaber i og omkring vand, hvor kvalitet, præstation, læring, tryghed og glæde er i fokus. Og disse værdier skaber man i høj grad i Thyregod Svømmeklub. I er nyskabende ud fra en tanke om, at det vi ikke har, det tager vi. For eksempel Åben Vand-svømning i Vejle Fjord. Det er en flot præstation at I gennem 50 år har formået at udvikle jer og følge med tiden med tilbud, hvor man udover at svømme også læser, cykler og leger i vand – og også afholder triatlonstævner. Denne store mangfoldighed er set med SvømDanmarks briller et forbillede for andre svømmeklubber.

- Man mærker man er på en landbrugsegn, hvor kulturen er gennemsyret af værdier som gåpåmod, nytænkning og vedligeholdelse. Her handler det om fællesskab og tryghed, og med den dedikerede indsats, I har lagt for dagen, er jeg sikker på, at I også de næste 50 år er en vigtig faktor for livet her på egnen, konstaterede Pia Johansen.

Pia Johansen, der er bestyrelsesformand i Svøm Danmark, roste Thyregod Svømmeklub for til fulde at levet op til Svøm Danmarks visioner og værdier. Foto: Jim Hoff

- I holder os skarpe i DGI

Hun overgav stafetten til Dan Skjerning, der denne dag havde rollen som formand i DGI Sydøstjylland. Han roste Thyregod Svømmeklub for at være i stand til at fastholde svømmeklubben i 50 år under svære forudsætninger i forhold til at starte en svømmeklub op i en større by som eksempelvis Vejle.

- Vi er i DGI stolte over glade over det, I leverer her i Thyregod. I tør være ærlige både om jeres op- og nedture, og set de sejt, at I hele tiden gør noget ved tingene. Det er god læring for andre klubber. Her er klubben en del af lokalsamfundet, man er del af noget større, og det er en enorm styrke. Klubben har altid taget ansvar både for egen klub og I har altid deltaget i aktivitetsudvalgene i DGI med henblik på at udvikle svømningen. Det er stærkt, og I er gode hele tiden til at sende signaler, som gør, at vi i DGI skal skærpe vores ambitioner. Og så er der den fantastiske bog, I har lavet. Det er fantastisk, at I har brugt så mange ressourcer, tid og slid på denne flotte bog, som vil være relevant at tage ned fra hylden om både 10-29 og 30 år – og helt grundlæggende er det I gør her i klubben bare så godt for folkesundheden, lød det anerkendende fra Skjerning.

 

Dan Skjerning er formand for bestyrelsen i DGI Sydøstjylland, og han roste svømmeklubben i Thyregod for at være aktive i udviklingen af svømningen i DGI-regi. Fto: Jim Hoff

Lone Andersen æresmedlem nr. 2

Efter en kort kaffeopfyldningspause kunne Christian Fridmann afsløre udnævnelsen af æresmedlem nr. 2 i klubben.- Vores første æresmedlem Svend Andersen satte jo barren højt. Han har brugt hele 45 år af sit voksenliv her i klubben, men vi har nu fundet endnu en værdig kandidat til titlen her. Hun har været her i klubben stort set hele sit liv, blev instruktør som 14-årig og har undervist alle hold fra babysvømning til konkurrenceholdene. Hun er stadig aktiv, hun er aktuel med holdet ”vandskræk for voksne” og hun har generelt bare leveret et kæmpestort stykke arbejde for klubben bl.a. som en stor ildsjæl ved vores klubmester skaber – det nye æresmedlem er Lone Andersen, lød det fra formanden efterfulgt af stående klapsalver fra salen.

Lone Andersen modtog den flotte hædersbevisning med røde kinder og store smil, og så kunne hun efterfølgende hjælpe sin far, klublegenden Svend Andersen på podiet. Her skulle klubbens første æresmedlem fortælle om svømmeklubbens udvekslingstur til Irland i 1978, hvor der blev udtaget seks svømmere i alderen 14-17 år fra Thyregod og Brande Svømmeklub.

Lone Andersen blev udnævnt til æresmedlem i forbindelse med jubilæumsreceptionen Foto: Jim Hoff

Svend Andersen: Genoptag udvekslingsturene

- En fantastisk tur med en masse gode oplevelser for både vi ledere og svømmerne. Efter en flot togrejse i det grønne Irland blev vi modtaget med optog med flag og blev så indkvarteret privat hos lokale værtsfamilier. Jeg husker egentlig ikke så meget om selve svømningen, men husker mest de mange gode oplevelser og de venskaber vi fik skabt.

- Men det allervigtigste var at give børnene en række fine oplevelser. Det er noget af det bedste, vi har gjort i forhold til at fremme børnenes udvikling, og jeg kan kun anbefale, at, man i svømmeklubben i dag overvejer igen at lave de her udvekslingsture. Børnene fik simpelthen så meget ud af denne her udvekslingstur, så jeg har kun en masse godt at sige om den tur, lød det fra den tidligere formand og træner i klubben.

Æresmedlem, tidligere formand og svømmetræner i klubben, Svend Andersen fortale om klubbens fantastiske udvekslingstur til Irland i 1978. Foto: Jim Hoff

Badelandet reddede faldende medlemstal

Niels Clemmensen kom i sit indlæg ind på det stærke bånd, der er mellem Thyregod Fritidscenter, hvor han sidder som formand, og svømmeklubben.

- Der er stærke bånd mellem os. I er fritidscentrets største bruger, og det er lidt ligesom et ægteskab. Er vi ikke på toppen, så er I heller ikke på toppen og omvendt. Vi har i mange år været samarbejdspartner på godt og ondt. Vi står for driften af svømmehallen, og gør hvad vi kan. I skal også have ros for at være gode til selv at smide penge på bordet, når der skal laves forbedringer, konstaterede Clemmensen.

Han fortalte også om ”krisen” i starten af 90’erne, hvor svømmehallen oplevede færre besøg.

- Så fik vi bygget badelandet og byggede hallen og svømmehallen sammen, og det blev en succes. Med de nye flotte rammer og varmtvandbassinet var der basis for nye hold, og det dannede basis for en flot medlemsstigning. I dag fylder I 50 år, og I kan sammenlignes med en velholdt midaldrende kvinde, der tiltrækker sig positiv opmærksomhed, er tiltrækkende og som tiltrækker både de helt unge, dem midt i og de lidt ældre.

- Og hvad giver man lige en kvinde på 50, der har alt? Vin? Chokolade? Nej, vi har besluttet os for at give jer denne her reception inklusiv mad-  og drikkevarer og en gang gratis åben-hus svømning her efter receptionen. Og i den forbindelse en stor tak til Lone Jørgensen fra Thyregod Fritidscenter for et fantastisk samarbejde gennem mange år, lød det afslutningsvist fra Niels Clemmensen.

Så var der gratis fri leg i svømmehallen, og her myldrede det ind med folk i stort set alle aldersgrupper, alt imens regnen udenfor tog til i styrke. Så det blev på alle måder en dag i vandets tegn denne fine lørdag eftermiddag i Thyregod.

 

Formanden for Thyregod Fritidscenter, Niels Clemmensen, fortalte om det tætte bånd og det gode samarbejde mellem svømmeklubben og Center Thyregod. Foto: Jim Hoff