Give Håndboldklubs Erhvervsklub øgede indtjeningen i 2023/24 på svært marked

Bestyrelsen i Give HK’s Erhvervsklub blev genvalgt, da der blev afholdt generalforsamling i foreningen. De lidt udfordrende tider fortsætter i forhold til sponsorater, men på trods af det hentede klubben 30.000 kroner ekstra ind i den forgange sæson.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Torsdag den 29. oktober var der indkaldt til generalforsamling i Give Håndboldklubs Erhvervsklub. Skuepladsen var Diagonalkroen i Give, og der var mødt i omegnen af 20 firmaer frem.

Efter at man havde valgt Søren Grunnet fra Vores LokalAvis som dirigent, var det erhvervsklubbens formand, Hanne Lund, der bød velkommen og hun fremlagde efterfølgende sin årsberetning.

Leverede 775.000 kroner til håndboldklubben i 2023/24

Hun pointerede overordnet set, at erhvervsklubben er sat i verden til at understøtte både bredden og eliten i Give Håndboldklub. Hun kunne også oplyse, at man i 2024/2025 har afsat 650.000 kroner til håndbolden mod 775.000 kroner i 2023/2024.

-Det skyldes, at vi nu skal ind og stabilisere vores økonomi. Vi har mistet nogle sponsorer på grund af effekterne af coronaen og krigen i Ukraine. Og vi respekterer, at nogle sponsorer har måttet bakke ud. Det handler om ordentlighed fra vores side, for vi har i erhvervsklubbens naturligvis respekt for, at man som sponsor kan være ramt af svære tider. Derfor har vi ikke lagt pres på i forhold til at få sponsorer til at fortsætte, når de har meldt fra.

- Men vi har også hentet nye sponsorer ind, og derfor kan vi fremvise et plus på godt 30.000 kroner i indtjening i forhold til 2022/23. Det skal også med i ligningen her, at vi de seneste år har ydet et ekstra tilskud til håndboldklubben. Normalt ligger vi 650.000 kroner om året til klubben – og det er det beløb, vi nu vender tilbage til, så vi også kan få stabiliseret vores egen økonomi, pointerede Hanne Lund, der på den konto ikke tøver med at kalde erhvervsklubben for en veldrevet forening.

I omegnen af 20 sponsorer dukkede op til Give HK Erhvervsklubs generalforsamling på Diagonalkroen. Foto: Søren Grunnet

Fantastisk opbakning til erhvervsklubbens spisninger

Udover meldingen om den øgede indtjening på sponsorsiden, kunne Hanne Lund berette om en rigtig flot opbakning til erhvervsklubbens samlinger og spisninger til 2. divisionsholdets hjemmekampe. En opbakning som visse større klubber i de højere divisioner kun kan drømme om.

-Her ligger vi i snit på en 120-130 sponsorer til hver hjemmekamp, så det netværk, vi tilbyder her, det virker bare. Derudover har vi i 2023/24 afholdt en fin og velbesøgt event på Fary Lochan, en af vores sponsorer, med den tidligere landsholdsspiller i håndbold, Lars Christiansen. Et fantastisk foredrag, hvor der også var smagsprøver fra Fary Lochan samt lagkage fra Nytorvs Bageri, fortalte Hanne Lund.

Oprykning koster penge

Give Håndboldklubs formand, Bruno Sørensen, havde også et indlæg, hvor han fortalte om de fremtidige aspekter i forhold til, hvis 2. divisionsholdet skulle rykke op i 1. division. Et ikke urealistisk scenarie i forhold til truppens styrke.

-Det er alt andet lige noget dyrere at drive en 1. divisionsklub. Udgifter til spillere, dommere, kørsel osv. Alt koster bare mere i 1. division. Omvendt kan man håbe på at hente flere sponsorkroner udefra, når man nu er 1. divisionsklub. Og så skal man jo også ind og overveje, om det skal være en ’engangsaffære’ at Give spiller 1. division, eller om man er klar til at investere i de, så man bliver en etableret 1. divisionsklub, lød det blandt andet fra håndboldklubbens formand.

Hvis man skulle rykke op, så er det også ret tænkeligt, at man bliver en kontraktklub, og det er der også udgifter forbundet med. For hver gang man skriver kontrakt med en spiller, skal man eksempelvis betale et fast beløb til Dansk Håndbold Forbund.

Genvalg til bestyrelsen

I forhold til sammensætningen af bestyrelsen blev der genvalg til de tre medlemmer, der var på valg, nemlig Stine Winther, Lars Secher og Hanne Lund.  Dermed stiller man op i helt samme opstilling som i 2023/24.

Ud over de tre førnævnte personer er det Thomas Pedersen, Morten Eriksen, Mette Strandgaard Laursen og Inge Berthelsen, der udgør bestyrelsen, mens Søren Grunnet og Viggo Nørtoft blev genvalgt som suppleanter.

Give Håndboldklubs formand Bruno Sørensen forklarede i sit indlæg, at hvis 2. divisionsholdet skulle rykke op i 1. division, så vil det medføre klubben en hel del ekstraudgifter. Foto: Søren Grunnet

Genvalg til bestyrelsen

I forhold til sammensætningen af bestyrelsen blev der genvalg til de tre medlemmer, der var på valg, nemlig Stine Winther, Lars Secher og Hanne Lund.  Dermed stiller man op i helt samme opstilling som i 2023/24.

Ud over de tre førnævnte personer er det Thomas Pedersen, Morten Eriksen, Mette Strandgaard Laursen og Inge Berthelsen, der udgør bestyrelsen, mens Søren Grunnet og Viggo Nørtoft blev genvalgt som suppleanter.