Fuldt hus i Thyregod: Superflot opbakning til det ukrainske velgørenheds-arrangement
På en dag hvor Danmark på Thyregod-egnen bød på høj lyseblå solfuld himmel og 11 graders frost, blev der i den store fællessal ved Thyregod Fritidscenter inviteret ind til et flot ukrainsk velgørenhedsarrangement med det noble formål at skaffemidler til nødhjælp til det krigshærgede land. Dagen endte med at skaffe godt 40.000 kroner til nødhjælp.
Af Jim Hoff – jimhoff@vcoreslokalavis.dk
THYREGOD: Det er en kold tid, som vi lever i - både helt bogstaveligt talt og billedligt talt. Det sidste kan ikke mindst borgerne i Ukraine tale med om. Den 24. februar 2024 er det to år siden, at russiske tropper invaderede Ukraine, og siden den dag har der været rigtig meget brug for nødhjælp til de krigsramte områder i landet.
Og netop nødhjælp var på dagsordnen, da en flok dynamiske og sympatiske ukrainske kvinder med dansk gifte Anna Larsen fra Thyregod som tovholder søndag den 7. januar inviterede såvel danskere som herboende ukrainere til et ukrainsk velgørenheds-arrangement i multisalen ved Thyregod Fritidscenter.
Lokale butikker og erhverv havde doneret 150 præmier til tombolaen. Foto:Jim JHoff
Anna står bag 11 gange nødhjælp til Ukraine
Formålet var naturligvis, ud over at skabe en rigtig hyggelig og familiær stemning blandt de fremmødte, at indsamle midler til den næste afsending af humanitær nødhjælp til det slemt krigshærgede land.
Anna Larsen har på imponerende vis stået bag hele 11 sendinger nødhjælp til sit hjemland, hvor alt fra eksempelvis tøj, medicin over varmeapparater til senge og værktør er stablet i lastbiler, der så har taget turen fra Danmark gennem Tyskland og via Polen ind i Ukraine.
Hun har haft god hjælp af herboende ukrainske flygtninge samt en række godhjertede danskere, som eksempelvis Viggo Nørtoft, der er blevet en tæt samarbejdspartner med Anna i forhold til at skaffe hjælp fra Give-Thyregodegnen til Ukraine.
Anna Larsen havde god grund til at være glad denne søndag, idet der var rigtig flot opbakning til hendes nødhjælpsarrangement. Foto: Jim Hoff
Lækker mad og fine salgsboder
Tilbage til selve velgørenhedsarrangementet, hvor en række ukrainske kvinder havde sørget for et imponerende opbud af mad, og lækkert bagværk i vaskeægte ukrainsk stil og tilsnit. Herligt og både en fryd for øjet og ganen. Naturligvis kunne der tilkøbes kaffe, saft og juice til maden.
Derudover var der en række mindre salgsboder, hvor man kunne købe tøj, strik, sokker osv. Der var også en bod med ukrainske inspireret legetøj, ligesom man kunne byde på kunstværker og malerier med ukrainske motiver. Og så havde den lokale kunstner, Jette Blicher Buch, doneret to af sine kunstværker, som dagens gæster så kunne byde på.
Tombola med stor lokal opbakning
Der var en fin tombola med i alt 150 præmier skænket af lokale butikker i Thyregod og Give, og hertil havde Søstrene Grene også skænket 3 paller med diverse ting og sager. Der var en bod med sæbekupler og fine blomsterdekorationer, og man kunne også byde på et maleri af Viggo Nørtoft.
Samme Viggo Nørtoft havde lavet en udstilling på nogle opslagstavler, hvor man kunne se fotos fra samtlige 11 af de nødhjælpsindsamlinger, som Anna Larsen har faciliteret og været tovholder på. Lige ved siden af kunne man være med til at lave skyttegravslys, lyskilder som har en levetid på 5-6 minutter, alt efter vind og vejr, og som er vigtigt for soldaterne i skyttegravene.
Rigtig flot tilslutning
Allerede fra ‘kick-off’ klokken 10.30 var der en flot tilstrømning af folk til multisalen, og det store mad- og kagebord tog bare kegler - både på dansk og ukrainsk side. Der kom hurtigt gang i både boderne og tombolaen, og folk hyggede sig bare rigtig meget sammen på kryds og tværs af nationer, alder og køn. Flere af de ukrainske kvinder var iført smukke ukrainske gevandter, og det bidrog bestemt også til den festlige og hyggelige stemning, hvor en herlig blanding af vestjysk og ukrainsk dannede et fint og autentisk lydtæppe.
Festlighederne fortsatte frem til klokken 15.30, og så stod den på oprydning efter en rigtig fin dag, hvor båndene mellem det ukrainske folk og borgerne på og omkring Thyregod-egnen bestemt blev tættere.
Der var godt gang i bordet med mad og kager - både høj og lav fandt her masser af lækkerier. Foto:Jim Hoff
Stort informationsmøde for østeuropæere om fritidsmuligheder den 14. januar
Et rigtig godt initiativ af Anna Larsen, og dejligt at se den flotte opbakning til et arrangement der inderst inde kalder på det gode i folk, når en nation i nød skal have rigtig god nabohjælp.
Efter oprydning og optælling af dagens omsætning kan Anna Larsen med glæde i stemmen oplyse om agens resultat.
- Det gik bare supergodt. Vi har samlet 40.374 kroner ind, så det er helt fantastisk. Det er faktisk næsten nok til at sende to lastbiler af sted, lyder det fra den driftige kvinde med det stor hjerte for sine krigsramte landsmænd.
Næste søndag afholder Thyregod Borgerforening et stort informationsmøde, hvor man henvender sig til østeuropæere i området. Det sker fra 14.00-16.00, hvor lokale foreninger vil fortælle om fritidsmulighederne i Thyregod. Det sker i Thyregod Fritidscenter, og der vil være kaffe til forældrene og sodavand og aktiviteter for børnene. Der vil også være tolke til stede ved mødet.
Nogle af de ukrainske børn havde også små boder, hvorfra de solgte ting og sager. Foto: Jim Hoff
Du kan se flere fotos fra den fine dag HER