
Fra mismod til livsmod: Humor som medicin
Grundtvigsk Forum i Give indbyder til foredrag i Give Sognehus, hvor der står fine temaer som livsmod, livslyst og livsglæde på plakaten, når Erik Lindsø med humoren som underlægningsmusik tager tilhørerne med på en fornøjelig rejse.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Erik Lindsø er en af Danmarks store fortællere, forfattere og kulturjournalister. Med udtræk fra litteratur, filosofi, muntre historier og humorens bid sætter han tilværelsen under lup.
Ham kan du møde tirsdag den 11. marts i Sognehuset i Give, hvor det er Grundtvigsk Forum, der er værter for arrangementet, og hvor man i indgangsbilletten også får sig en kop kaffe, te og kage.
Erik Lindsø har den filosofi, at det handler om at ændre mismod til livsmod. Og han gør det ved at tage fra de muntre og give til de skuffede.
Hellere dø af grin end af stress
- Når livet er allerbedst, siger vi ”Jeg var lige ved at dø af grin”. Når livet er allerværst, siger vi ”Jeg er ved at dø af stress”. Men hellere dø af grin end af stress, lyder den fine pointe fra Lindsø.
Han pointerer på bedste vis, at man da ikke kan blive vred eller sur på den, man griner sammen med.
- Humor afvæbner det urimelige. Humor fornyr og forynger vores livssyn. Humor gør os finurlige og eventyrlige. Humor giver os overskud til at drage virkeligheden i tvivl, konstaterer Erik Lindsø.
Alt dette og mere til vil Erik Lindsø fortælle om i sit spændende foredrag, som er en lattermild rundrejse i humorens livgivende univers.
Tilmelding til denne muntre eftermiddag i Sognehuset er ikke nødvendig, og alle er velkomne.