Foredrag i Foreningshuset i Karlskov om cykeltur gennem krigsramte Ukraine
Foreningshuset i Karlskov inviterer onsdag den 17.4 ind til et spændende foredrag, hvor Søren Rosenius Olsen fortæller om en oplevelsesrig cykeltur gennem det vestlige Ukraine og om de personlige relationer han dannede med mange forskellige menneskeskæbner han mødte på sin vej.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
KARLSKOV: Den 25-årige esbjergenser Søren Rosenius Olsen har trods sin unge alder oplevet rigtig mange ting på sine rejser gennem Europa, Mellemøsten og Afrika – med sin cykel som trofast makker.
Hans seneste oplevelsesrige tur førte ham gennem det vestlige Ukraine. Et krigshærget område, hvor han ud over at se den sønderbombede region tæt på også kom helt tæt på nogle af de menneskeskæbner, der lever området.
Denne tur danner grundlag for det foredrag, som Søren afholder klokken 19.30 den 17. april i Foreningshuset i Karlskov, hvor han tager udgangspunkt i de relationer han dannede på sin rejse, samt leverer nærværende fortællinger om, hvordan det er at befinde sig i et område, hvor bomberne sprænger i luften få hundrede meter væk fra én, og hvordan der er at være direkte øjenvidne til angreb på civile mål.
Med sig til sit foredrag har Søren cirka 150 fotos, ligesom han også medbringer fragmenter fra missiler og patronhylstre, som foredragets gæster kan se.
Man kan købe sine billetter (75 kr.) ved indgangen og der kan tilkøbes forfriskninger, kaffe og kage. Overskuddet går ubeskåret til hjælp i Ukraine ved donation til Viggo Nørtoft, der af og til kører en tur til Ukraine med hjælp.
Fotos: Søren Rosenius Olsen