Forældrene vil kæmpe til det sidste for at bevare Elkjærskolen

Tirsdag den 18. juni havde Børne- og Familieudvalget i Vejle Kommune indkaldt til borgermøde på Elkjærskolen, hvor emnet var skolens fremtid. Et historisk lavt elevtal tegner ikke just en lys fremtid for skolen, men mødet viste, at forældrene vil kæmpe til det sidste for deres skole. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GRØNBJERG: Tirsdag aften mødte i omegnen af 60 borgere fra Grønbjerg/Langelund op til borgermøde i aulaen på Elkjærskolen. Anledning var ikke speciel munter, idet det handlede om skolens kritiske elevtal og om en forestående mulighed for en lukning af skolen, idet kommunale tal viser, at skolen i det kommende skoleår blot vil have 31 elever i almendelen.  

Det var Børne-og Familieudvalget i Vejle Kommune, der havde indladt til borgermødet. Her var det udvalgets formand Martin Sikær(S), der bød velkommen med en forsikring om, at man ikke var mødt op fra kommunalt hold med en hensigt om her og nu at lukke skolen, men om at kunne træffe de rigtige beslutninger i forhold til skolens fremtid på et oplyst grundlag og i dialog med borgerne i det lokalområde, der potentielt skal levere elever til skolen. 

- Jeg ved det her en et svært møde. Det er ok, at man er hård og ærlig, men jeg håber på en god debat med en god tone, lød indgangsbønnen fra Sikær, inden han overlod ordet til Claus Svold, der er direktør for Børn & Unge i Vejle Kommune. 

Skidt udvikling af elevtallet

Han lagde ud med at vise et kort over det gamle skoledistrikt, som Elkjærskolen i sin tid blev funderet på. Et skoledistrikt, der endte med at skulle finde elever til hele to skoler, idet Karlskov Friskole som bekendt opstod samtidig med at Elkjærskolen blev bygget tilbage i 2003.  

-Som man kan se på kortet, ligger Elkjærskolen som en edderkop lige midt i spindet af de fire friskoler i Filskov, Hedegård, Blåhøj og Karlskov. Og vi kigger også ind i en skidt udvikling af elevtallet i det gamle skoledistrikt, som altså skal sende elever til to skoler. Efter sommerferien vil der således være 19 elever i 0.-3. klasse og 12 elever i 4.-6. klasse på Elkjærskolen. Det er en meget krævende opgave for lærerne at skulle undervise så bredt et aldersspænd og at undervise børn med så fagligt stort spænd, konstaterede Claus Svold. 

Alarmerende befolkningsprognose

Han viste derefter nogle prognoser, der ikke så ret gode ud set med lokale briller. Opsummerende fortæller tallene, at antallet af 5-årige i distriktet er faldet fra 26 børn til 2014 til 11 i 2020. Det tal er så stegt til 14 børn i 2024. Befolkningsprognosen forventer, at antallet af 5-årige vil stabilisere sig til på omkring 15 elever i det samlede skoledistrikt.  

Den fremadrettede elevtalsprognose bygger på, at en tredjedel af de 5-årige (eller rettere deres forældre) vælger Elkjærskolen. Det vil sige 5-6 elever pr. År, og det medfører, at det forventede fremtidige elevtal på Elkjærskolen i almendelen er knap 30 elever. 

Det var de tørre og benhårde kendsgerninger, som man skal forholde sig til - både som borgere i området og kommune. 

Vi skal have med i denne her ligning, at skolen også huser en specialafdeling med 38 elever i skrivende stund, hvilket betyder, at skolen samlet set i skoleåret 2023-24 har huset 80 elever, idet almendelen har et elevtal på 42 elever lige her og nu.  

Det var ikke just glædesfremkaldende tal og prognoser, som Claus Svold kunne fremlægge for de fremmødte borgere ved borgermødet om Elkjærskolens fremtid. Foto: Jim Hoff

Frustrationer: Busforhold, ingen børnehave og manglende fast ledelse

Efter fremlægningen af de tørre tal, var der debat, hvor borgerne kunne komme frem med deres input, spørgsmål og opsparede frustrationer. I forhold til frustrationer fyldte elendige busforhold, manglende lokal ledelse gennem en årrække og den manglende børnehave meget.  

På mange måder fik man indtryk af et lokalsamfund, der føler sig glemt og overset.  

Her anerkendte Martin Sikær, at beslutningen om at de fire enheder (Ikær, Søndermarken, Givskud og Elkjær) skulle have fælles ledelse ikke var en klog beslutning – slet ikke med hele fire enheder.  

- Men kan vi lave den beslutning om? Nej, det kan vi ikke. De sidste par år har I jo så haft en fast ledelse her på skolen, og det hører vi jo fra jer her i aften, at det fungerer godt. I forhold til busforholdene kan vi intet gøre. Der er nogle låste økonomiske rammer, der skal ageres indenfor, og mht. Til en lokal børnehave tilknyttet skolen her – jamen så handler det jo igen om økonomi, forklarede Sikær.  

Megatræls som politiker at lukke en skole

Han pointerede at de tal, som man just havde fremvist på storskærm, danner grundlag for, at skolen kan ende med at blive lukket. 

- Det er en virkelig træls situation det her. Men intet tyder på, at udviklingen vender. Og tro mig: At lukke en skole er noget af det værste, jeg som tidligere skolelærer skal være med til. Vi prøvede det i Vandel, og det var bestemt ikke en god oplevelse. Vi er her som sagt for at modtage input fra jer, som vi kan gå videre med, når vi skal drøfte skolens mulige fremtid.  

Udfordringen med den faste daglige ledelse er løst, idet Karina Hasselstrøm nu er fast placeret på skolen som afdelingsleder. Og hun fik masser af ros fra borgerne. Flere roste også tiltaget med at implementere en specialafdeling på skolen. Den mangfoldighed det medbringer ses som en styrkelse af skolens sociale dannelse og rummelighed af eleverne i almendelen.  

Flere forældre ville godt vide, om eleverne fra Elkjærskolen klarer sig lige så godt fagligt/socialt, som de elever, de kommer ind til, når de skifter til Søndermarkskolen i 7. klasse. Her var svaret positivt. 

-Vi ser ingen forskel på de børn, vi modtager ude fra Givskud og Elkjær, når de kommer ind til os. De klarer sig lige så fint, som de elever, der kommer fra Ikærskolen, pointerede Firkløverskolens leder, Mads Vilstrup Hoeg.  

 

De fremmødte borgere luftede både frustrationer og fremlagde input til, hvordan man kan få vendt skuden på Elkjærskolen,Foto: Jim Hoff

Hvad med at flytte elever fra overfyldte klasser i Give herud?

Nogle af de problematikker der kom frem fra borgerne, handlede om at man mangler en skole at prale af. Folk fravælger området/skolen, fordi snakken om de faldende elevtal og en eventuel lukning fylder meget. Det er, lød det, simpelthen ikke attraktivt at flytte til området for børnefamilier - og det gør ikke noget godt for en i forvejen skrantende fødekæde.  

Der kom forslag fra salen om, at man kunne/burde tilbyde elever, der sidder inde i de store klasser med op til 27-28 elever på Ikærskolen et skolemæssigt bedre tilbud på Elkjærskolen.  

-Der sidder stadig en del elever i almendelen, der kunne have brug for og profitere af et andet tilbud, men som af økonomiske årsager ikke tildeles andre tilbud. Hvorfor ikke køre dem herud, hvorfor ikke udnytte de fine faciliteter her, hvor der er ro og hjerterum fremfor at de sidder i kæmpeklasser inde på Ikær og drukner i mængden, lød forslaget. 

Efterlyste politisk mod

Generelt bad de fremmødte politikerne om at “se ud over de faste låste kasser og at vise politisk mod og at komme med noget gejst og om at satse lidt økonomisk”.  

- I burde have grebet ind længe før, for nu bliver det svært at redde den synkende skude, lød det fra flere af de fremmødte. Nogle fortalte også, at en del børn i Elkjærskolen er utrygge, fordi de hører fra ældre skolekammerater, at ‘skolen snart skal lukke’. En utryghed man også kan nikke genkendende til i forældregruppen. 

En anden problematik, der var oppe at vende, handlede om specialafdelingen. For her ville flere borgere gerne vide, hvad der sker med specialafdelingen, hvis kommunen vælger at lukke almendelen. 

De historiske tal og ikke mindst fremtidsprognosen for elevtallet på Elkjærskolen er ikke specielt prangende. Foto: Jim Hoff

Sikær: Vi lukker ikke skolen her og nu

Det kunne de fremmødte politikere ikke svare konkret på, og i forhold til den endelige beslutning kunne Martin Sikær oplyse, at han forventer, at der vil blive holdt et nyt møde i Børne-og Familieudvalget efter sommerferien i august måned, hvor man vil komme frem til en endelig afgørelse. 

-Vi lukker ikke skolen her og nu. Når den endelige beslutning er truffet omkring skolens fremtid, så skal der laves en handleplan, og I vil naturligvis blive orienteret, så snart der ligger en afgørelse på bordet - uanset om det går den ene eller den anden vej. Hvis det ender med en lukning, står vi her igen. Vi skal overordnet set gøre det, der er bedst for børnene, og det er os, der skal træffe beslutningen. Det er 100 procent vores ansvar.  

Og igen: Vi har altså kun den økonomi, vi er tildelt, og det er svært at drive en skole med et elevtal så markant under 100 elever. Kan vi bevare et højt fagligt niveau her? Tallene siger, at grundlaget til at drive skole ikke er til stede. Hvis vi skal putte ekstra penge i Elkjærskolen, så skal vi finde dem et andet sted - sådan er det.  

Konstruktivt kampberedte borgere

Overordnet set et møde med rigtig mange følelser på spil, men bestemt også med en god tone det tunge tema taget i betragtning.

Borgerne viste sig konstruktivt kampberedte og havde masser af forslag/input til politikerne, som de kan tage med hjem og tygge på.

Og nu begynder den lange ventetid så! En usikker tid, der ifølge udmeldinger fra salen får flere til at overveje et skoleskifte for deres barn allerede efter sommerferien – inden den endegyldige udmelding er offentliggjort.  

 

 Martin Sikær, formand for Børne- og Familieudvalget, forventer, at der er truffet en beslutning om Elkjærskolens fremtid engang til august. Foto: Jim Hoff