Flot skulderklap til tarteletkongen: Tormax lavede fredagsfrokosten om til tarteletfest

Uge 8 kom i Give på mange måder til at stå i tarteletternes tegn, da det var denne uge, hvor Lasse Lindberg fra Diagonalkroen lavede et forrygende comeback som tarteletkonge. Alle ved efterhånden nok hvorfor. Opbakningen til Lasse kom i mange former, og på Tormax i Give lavede man simpelthen fredagsfrokosten om til en tarteletfest for at bakke kromanden op.

Af Jim Hoff – jimhoffvoreslokalavis.dk

GIVE: Det sker nogle gange at der opstår nogle fine ideer rent impulsivt over en frokost, og det var da også tilfældet, da personaleforeningen på Tormax i Give ved en lille hyggefrokost fik den herlige idé at aflyse fredagsfrokosten den 21. februar og i stedet skyde en tarteletfest af sammen med medarbejderne.

- Vi havde jo læst i Vores LokalAvis om Lasses situation omkring den pludselige tilbagebetaling af en halv million kroner til Erhversstyrelsen i forbindelse med coronaen og lønkompensationerne, og at han derfor ville lave en masse tarteletfyld for at hente nogle af pengene ind den vej rundt.

Spontan ide blev til tarteletfest

- Så helt spontant kom det ud af Helles mund: Vi laver da en tarteletfest for at støtte Lasse. Og den var vi med på alle sammen. 5 minutter senere havde vi bestilt tarteletfyld og tarteletskallerne online – uden måske helt at have gennemtænkt, hvordan vi skulle løse denne her opgave rent praktisk, fortæller Camilla Gaasdahl, der sidder i personaleforeningen sammen med Helle Dupont Andersen, Per Nicolaisen, Mikael Lerbæk og Henrik Bach.

Der blev bestilt 18 bøtter tarteletfyld plus skaller, og dermed var der lækker fredagsfrokost til cirka 60 medarbejdere i virksomheden.

Nu er Tormax jo en virksomhed med en del udekørende montører, og de kunne jo af logistiske årsager ikke alle sammen deltage i denne tarteletfest. Men de blev ikke snydt, for de have alle fået bevilget en sum penge, som de kunne shoppe frokost for – uanset hvor de måtte befinde sig i landet.

Personaleforeningen består af disse fem gode folk: Camilla Gaasdahl, Helle Dupont Andersen, Henrik Bach, Mikael Lerager og Per Nicolaisen. Foto: Jim Hoff

Lokal opbakning og personalepleje

Eventen havde ligesom to sider, For det første handlede det om at vise støtte til Lasse i hans kamp mod den mægtige Erhvervsstyrelse, og for det andet handlede det også om at søsætte et tiltag, som kunne være fedt for kollegerne lige fra produktionen til administrationen.

-Vi gør meget ud, at vi har nogle sociale events hen over året. Medarbejderne får et påskeæg med hjem, når det tid kommer, vi afholder sommerfest og julkefrokost, og da vi har stor fornøjelse af at holde julefrokosten hos Lasse på kroen, vil vi da gerne være med til at sikre os, at han ikke lukker. Så derfor støtter vi ham meget gerne med det her tiltag, ly der det fra Helle med et stort smil, mens resten af gruppen pludselig får travlt med tarteletgryderne. Klokken slår nemlig 11.58, og så myldrer de første tarteletlyste medarbejdere ind til servicering.

- Det her skal vi da hver fredag

Det er de 5 i personaleforeningen, der står for opvarmningen af tarteletfyldet og som hældte fyld i skallerne for de sultne Tormax-folk – og vi skal hilse at sige, ikke mindst fra den mandlige trio, at det ”godt nok var hamrende varmt i det hurtige køkken ved tarteletgryderne’.

Flere af medarbejde fik, med en hel del tarteletfyld i bøfhangaren, at ”det her det skal vi da gøre hver fredag”. Det statement var der bred enighed om i modtagergruppen, mens de fem selvbestaltede stjernekokke signalerede visse betænkeligheder ved presset på denne faste ganske store arbejdsopgave.

Avisens udsendte blev høfligt betjent med tre toplækre tarteletter, og lad os bare afsløre med det samme, at det bliver til 5 karusseller herfra ud af fem mulige – med reference til nogle af de produkter, Tormax laver.

Gæt hvem, der var første mand ved tarteletgryderne? Nemlig , selvfølgelig var det altid sultne HP. Foto: Jim Hoff

Tarteletter = ingen sygemeldinger

En af de mere kvikke medarbejdere konstaterede efter tartelet nr. 5 med et cykelstyrbredt smil, at han havde konstateret, at der på dagen slet ingen sygemeldinger var – og selv de folk, der kan/må arbejde hjemmefra også var mødt frem på denne så velsmagende fredag på Hjortsvangen.

Et flot og godt tænkt statement af Tormax på den måde at sende et både økonomisk og mentalt skulderklap til Lasse Lindberg – og det er jo netop den slags ting, man kan i sådan et godt lokalsamfund som Give. Her bakker man hinanden op, når det ser svært ud – og når opbakningen så ovenikøbet resulterer i fyldte maver og gode smagsoplevelser, er vi jo i den grad ude i en klassisk win-win situation.

Billeder

Andre læser

Kæmpechok: Lasse skal pludselig tilbagebetale en halv million i coronakompensation

Tarteletkongen vender tilbage: Lasse har en plan der skal redde hans økonomi