Flot bog på banen i anledning af Give Lystanlægs 100-års jubilæum

Når Give Lystanlæg den sidste lørdag i august fejrer 100-års jubilæum sker det naturligvis med en masse festivitas og kulørte lamper ved og omkring andesøen. Men samme dag præsenteres også den spritnye bog om Give Lystanlæg gennem 100 år, et fremragende historisk orienteret festskrift begået af Mathias Arico.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: 100 sider i anledning af 100-års jubilæet! Det er helt præcist den volumen, som Mathias Aricos fremragende bog om Give Lystanlæg byder på. Godt og knivskarpt tænkt!

Værket, der lyder titlen ”Give Lystanlæg 1924 – 2024”, er som det fremgår af teksten på forsiden, et historisk festskrift i anledning af foreningens 100-års jubilæum i 2024. Det er Mathias Arico, der har forfattet bogen, som er trykt hos Qvist Grafisk i Give, og bogen kan købes til selve jubilæumsfesten i den bod, som Give Lystanlæg har på pladsen denne dag.

Bogen kommer rigtig vidt omkring i historikken omkring såvel selve anlægget og foreningen bag Give Lystanlæg. Vi er tilbage i 1913, hvor kimen til Give Lystanlæg bliver lagt, vi er med i 1922, hvor selve anlægget den 11. juni indvies ved en stor fest, hvor der blev sunget af karsken bælg fra Højskolesangbogen, og vi kigger indenfor i de cigarrøgsfyldte lokaler i Give Håndværkerforening, da anlæggets jorde i 1924 overgik til folket, læs foreningen Give Lystanlæg, for den nette sum af 6000 kroner.

Husker du Sportsfesten?

Så skal vi også med til den første udgave af Anlægsfesten, nemlig Sports- og Anlægsfesten den 27. juli 1924, hvor det var foreningens formål at rejse penge til den dyrt indkøbte jord. Det blev en bragende succes og indbragte således et overskud på 4100 kroner.

Vi får et interessant indblik i, hvordan Hedehuset og Tyvdals Dam blev forvandlet til Anlægsdammen, hvor folk i dag kan gå en flot spadseretur med børn og børnebørn og muntre sig over de friske og fotovenlige ænder, der legesyge plasker rundt i dammen, mens de venter på godbidder.

Apropos godbidder, så er der også fine anekdoter i bogen med relation til f. eks anlægsfesten. Her et eksempel:

-Dagen derpå dagen efter sports- og anlægsfesten i Give kom en karl ind på politistationen i Give og meddelte, at han havde tabt sine tænder og gerne ville i besiddelse af dem igen. Politiet kunne desværre ikke give nogen oplysning om det tabte, men henviste manden til et barmhjertigt menneske, der mulig kunne hjælpe ham med eftersøgningen. Efter at have gennemsøgt anlægget på kryds og tværs fandt man endelig det savnede gebis, og fundet bevirke selvsagt stor glæde hos den uheldige festdeltager og moro hos hans hjælpsomme ledsager.  

I dag ville det nok have været en iPhone frem for det løse mundtøj, der skulle have været eftersøgt, og sådan udvikler tingene sig jo bare hastigt på den personlige tilbehørsside. 

Rigtig fint program til Sportsfesten i Anlægget i 1931. Foto udlånt af Give Lokalarkiv.

Fine anekdoter

Udover at skildre de historiske faktualiteter bag Give Lystanlægs tilblivelse, så leverer Mathias Arico også en rigtig fin kronologisk gennemgang af events, mennesker og historier gennem 9 årtier., Det giver et helt unikt indblik i anlæggets betydning og virke i og for byen gennem de her 100 år.

Man får også en oplistning af formændene i Give Lystanlæg lige fra trafikassistent H.M. Hansen i perioden 1924-1933 og til nuværende formand, Benny Karlskov Larsen, der trådte til som formand i 2013. Her kan du finde ud af, hvem Give Lystanlægs eneste kvindelige formand var i perioden 1997 – 2000. Og se hvem der siddet længst på posten, nemlig i hele 16 år.

På den kulturelle side kan du også få genopfrisket Give-sangen, der står trykt på side 67. Et lokalt musikværk, der har melodi af Carl Christensen og tekst af Højbjerg Pedersen. En sag forfattet dengang, hvor man forstod at lave udgangsrim i alle versene.

Flere af foreningens tidligere formænd og ’almindelige’ borgere bidrager også i bogen med deres minder om Give Lystanlæg, og det er både interessant og munter læsning. Her får du Børge Fruelund Jensens (1974-2023) lille fine anekdote:

- Mht. anlægsfesterne var jeg engang sidst i 50’erne statist ved det kgl. Teaters opførelse af 'En søndag på Amager' på friluftssceneni anlægget. Jeg var iklædt  folkedragt og havde halm i træskoene. Jeg dansede rundt med skuespillerinden Grethe Mogensen og fik 10 kroner for denne min debut. De røg sikkert på radiobilerne. 

Foto fra 1926 - det var dengang rigtige mænd gik både til gymnastik og i hvidt. Foto udlånt af Give Lokalarkiv.

Fin udgangsbøn fra bestyrelsen i anlægget

Bogen afrundes på behørig vis med en hilsen fra den siddende bestyrelse, der består af Benny Karlskov Larsen, formand, Ole Skærbæk Nielsen, næstformand, Erling Lund, kasserer, Lone Flø, kasserer, og Dorthes Amdi Hagen, der er menigt medlem. Karsten Jensen og Bo Kristensen er suppleanter.

Her gennemgår bestyrelsen deres primære arbejdsopgaver og hvilke events og aktiviteter, Give Lystanlæg har dannet og danner rammerne om.

-I bestyrelsen håber vi, at det også i fremtiden vil være muligt at beholde anlægget på foreningens hænder, så det stadig er foreningen og dermed byens borgere, der står for både drift og vedligehold af bygningerne og arealerne, og at alle vil være med til at værne om vores fælles fine park, lyder udgangsbønnen for folkene bag 100-års jubilæet.

Bogen kan købes ved morgenkaffen på Torvet den 31.8, ved selve anlægstfesten i Give Lystanlæg, og den kan købes ved Foreningernes Dag i Give den 6. september - og efter den 31.8, kan den købes hos Erling Lund, revisor i Vestergade i Give :-)

 

 I dagene op til den store jubilæumsfest var der travlhed med at gøre anlægget pænt og præsentabelt. Her er der Karsten Jensen, der har taget liften op for at rengøre flagstangen. Dagens højdepunkt, tænker vi. Foto: Jim Hoff