Fantastisk start på den store byfest i Give: Torvet proppet med morgenmadsgæster
Give Lystanlæg fylder 100 år i dag, og der er også Give Festival, og disse to bybegivenheder fik en flot start, da Give Handel & Erhverv lørdag formiddag var værter for gratis kaffe og rundstykker plus lidt godt til halsen.
Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GIDE BYLIV: Torvet var proppet til bristepunktet allerede fra før den gratis morgenmadsevent startede klokken 9.00, da Give Lystanlæg kickstartede sin 100-årsjubilæumsfest i strålende sommervejr i Give downtown.
Samtlige siddepladser blev revet væk, og der måtte findes ekstra siddepladser, så alle kunne nyde morgenkaffen siddende. Udskænkerne ved langbordene foran Diagonalkroen havde rygende travlt med at lange morgenmad hen over disken, og snakken gik lystigt rundt omkring ved bordene, hvor både unge, børnefamilier, og den lidt ældre generation havde taget plads.
Efter en flot tale af GHE's formand Hanne Lund til lystanlægget med dertil hørende gave, en hængepil til søen i anlægget, var det Johnny MAdsen For Faaan, der gik på scenen og fyrede den af i bedste slagfærdige Johnny Madsen-stil. Det var spot on, må man sige.
Dermed en fantastisk flot start på den store byfest, som fortsætter i Give Lystanlæg efter klokken 11.00 og frem til ænderne i dammen i anlægget skal ind og sove.