En del af Thyregod-Dagene: Sandbjerg Plejecenter inviterer til hygge- og aktivitetsdag 

Når Thyregod-Vester Borgerforening fra den 14. til og med den 17. august inviterer ind til de altid festlige Thyregods-Dagene, byder Plejecenter Sandbjerg traditionen tro også ind med en aktivitetsdag. Det sker fredag den 16. august, hvor der holdes åbent hus. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

THYREGOD: Plejecenter Sandbjerg er en velintegreret del af lokalsamfundet i Thyregod, hvor man rækker ud til både skole, børnehaver osv. Og når der kaldes til byfest, er Sandbjerg også klar.  

Således også i år, hvor Thyregod-Vester Borgerforening har sat Thyregod-Dagene på plakaten fra onsdag den 14. august til og med lørdag den 17. August. Her byder Sandbjerg ind med en aktivitetsdag/åbent hus fra klokken 14.30 til klokken 17.00. Det fortæller centerleder Stine Matthiesen og Janni Morel, der er assisterende leder.  

-For os er det helt oplagt, at vi er en del af Thyregod-Dagene. Derfor inviterer vi til åbent hus fredag den 16. August, hvor vi ser frem til en god dag med nogle dejlige timer for både vores beboere og byens borgere. Vi forventer naturligvis godt vej til sådan en dag, lyder det indledningsvist fra Stine og Janni.  

 

Fredag den 17. august fra 14.30 til 17.00 afholder Plejecenter Sandbjerg åbent hus for alle. Foto: Plejecenter Sandbjerg

Masser af aktiviteter 

De pointerer, at Thyregod-Dagene er en event, der får rigtig mange frarejste Thyregodborgere til at vende hjem til byen for at deltage i festlighederne.  

-Der er en del mennesker, både her i byen og de der er flyttet herfra, der har gode relationer til stedet her, og de bruger den store byfest som en anledning til en slags re-union. Det er meget bekræftende, at de vender tilbage og kigger forbi her på Sandbjerg. VI ved da også, at folk fra Borgerforeningen kigger forbi på dagen, så vi ser frem til en rigtig hyggelig dag, siger Stine Matthiesen.  

På dagen vil der køre en konkurrence for børn, hvor man skal gætte en by ud fra et foto/tegning af byens skyline, der vil blive budt på en rundtur i husene, hvor man skal løse børnevenlige gåder ved poster rundt omkring på centret. Der vil også være mulighed for ansigtsmaling, så måske man møder op som et fromt lam og tager derfra som en farlig bengalsk tiger, smiley. 

Fra venstre er det centerleder Stine Matthiesen, assisterende leder Janni Morel og Dorthe fra personalegruppen. De glæder sig sammen resten af personalet til at byde indenfor til åbent hus den 17. august. foto: Jim Hoff

Knud & Svend Erik sørger for musikken 

Sandbjergs støtteforening vil også være på plads med en bod, hvorfra der sælges blomsterløg, der vil være boder, hvor lokale folk sælger blomster, honning og hjemmestrik, og naturligvis vil der også være en tombola.  

-Vi sørger for en pølsevogn og en isbod, kaffe og kagebord, så der er lidt godt til ganen, og de to lokale herrer, Knud Buch og Svend Erik Pedersen, spiller masser af god livemusik, så der rigtig kan blive fest i gaden. De spiller første gang fra 15.00 - 15.45 og anden gang fra 16.15 til 17.00, hvor der er lagt op til hyggelig fællessang, fortæller Stine, der sammen med Janni håber på masser af liv på stedet denne dag, ligesom de også håber på at se tidligere medarbejdere, nuværende og tidligere pårørende til denne fine event, der er åben for alle.  

 

Der vil være en masse boder med gode lokale folk, der sælger alt fra honning til hjemmestrik. Foto: Plejecenter Sandbjerg

Mange frivillige bakker op 

Sandbjerg har en god flok frivillige, cirka 22 stk., der hjælper til som eksempelvis skubbere til ture med beboerne ud i byen i deres kørestole, og generelt er med til at løfte stedet. Så har man også fået ansat to “Spirer”, der er unge i alderen 15-18 år, der giver et nap med på Sandbjerg 20 timer om ugen. Et tiltag som Janni og Stine ikke tøver med at kalde en berigelse for stedet.  

-Man kan møde mange af de frivillige og vores to “Spirer” til åbent hus, ligesom Sandbjergs Vennekreds også vil være på plads, hvor de vil fortælle om deres arbejde, og hvor man kan købe medlemskort. Alt i alt er der lagt op til en rigtig god dag med masser af liv her på Sandbjerg, og vi håber naturligvis på samme flotte opbakning som ved de tidligere åbent-husarrangementer, lyder det samstemmende fra Janni og Stine.  

 

Det er altid hyggeligt, når Sandbjerg inviterer til åbent hus - god musik, kaffe og kage, masser af gode snbakke. Hvad kan man ønske sig mere? Foto: Sandbjerg Plejecenter