Emneuge med fællesskab som tema endte med et brag af en skolefest 

I fem dage brød lærere og pædagoger skemaet op og serverede et lækkert tagselvbord med en masse kreative, legende og inspirerende værksteder for skolens godt og vel 300 elever på Firkløverskolens Ikærafdeling. Det hele stod i fællesskabets tegn. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DET GODE SKOLELIV: I en tid med kommunale nedskæringer på skolebudgetterne og ansættelsesstop samt generelt stramme tider for skolefolket, handler det i den grad om at rykke sammen i bussen. 

Måske var det derfor, at lærerne og pædagogernes på Firskolenes Ikærafdeling i Give havde udset sig teamet “Fællesskaber” som arbejdstitel på den 5 dage lange emneuge, der blev sat i gang fredag den 19. april og som kørte til og med torsdag den 25. april, hvor alle de fælles anstrengelser kulminerede med en stor skolefest om aftenen. 

Samtlige elever fra 0. til og med 6. klasse var involverede i projekt “Fællesskaber”, og i indskolingen 0.-3. klasse, havde årgangene valgt at arbejde hver for sig årgangsvis, mens man på mellemtrinnet, 4.-6. klasse, blandede eleverne.  

 

Så skal der laves pizza-muffins, og den opgave har de tre gutter her helt styr på. Foto: Jim Hoff

Stor arbejdsglæde 

Eleverne kom ud på en lang række forskellige værksteder, eller workshops som det jo hedder på jysk, hvor de kunne folde deres kreative evner og hyggegener ud på bedste vis.  

Viften af aktiviteter var som sagt bred og inspirerende. Der var bestemt noget for enhver smag og kreativ kompetence, og det man som udefra kommende gæst, med blok og kamera, noterede sig, var den store arbejdsglæde, man mødte lige meget hvilket værksted man kom ind på.  

En sand fornøjelse at møde så mange glade, udadvendte og positive børn, der i den grad levede op til ugens tematik, og herfra også stor ros og cadeau til de lærere og pædagoger, der gennem de her fem dage virkelig løftede emneugen op på et højt niveau med de mange fine aktiviteter, de havde sat i søen.  

At få over 300 børn til at smile og være glade i fem dage i træk er en pædagogisk præstation, som kalder på respekt og anerkendelse – og hvor kunne man dog ønske sig, at det byråd, der har stemt kommunens ikke-skolevenlige budget hjem, havde brugt nogle dage på at kigge forbi til emneugen på Ikærskolen.  

 

Kreative og fingernemme elever laver her pynt til det store fællesskabstræ, man kan se i baggrunden.Her er det snefnug, der produceres med stor koncentration og hyggelige snakke hen over bordet: Jim Hoff

Inspirerende rundtur 

Nuvel, lad os vende os mod de positive budskaber, som denne uge i fællesskabets tegn kastede af sig.  

Aktivitetsviften var som sagt bred og arbejdsglæden stor, da eleverne arbejdede med madlavning, indianerteam fantasylande, bålmad, træfigurer, egenproducerede film og tegnefilm, fællesskabsportaler, store plancher med eksempler på gode fællesskaber, 3D- og laserprint, spil, egenproducerde spil, lege fra gamle dage, ture i skoven, stratego i Lystanlægget, frokostordninger til kammeraterne og netop gode fællesskaber og god værkstedshygge.  

Det var virkelig inspirerende og hyggeligt at komme rundt og snakke med børnene på de respektive værksteder, og kamerasky og indadvendte, det kan man bestemt ikke kalde dagens ungdom, smiley. 

 

Her er vi med i Fantasyland, hvor de unge dygtige mennesker laver flotte oldtidslandskaber med vulkaner, sneklædte bjerge og dinosaurer. Foto: Jim Hoff

Superflot forældreopbakning 

Torsdag aften kulminerede det hele med årets skolefest, og det blev en stor triumf for fællesskabet. Forældreopbakningen til festen var monumental, hele Ikærhallen var fyldt til bristepunktet med forældre, søskende og bedsteforældre, da eleverne klassevis ankom til hallen i flot strækmarch med brede smil, ild i øjnene og flotte udklædninger.  

Aftenen blev efter den imponerende indmarch, der mindede om indmarchen ved den klassiske forårsopvisning i gymnastikforeningen, sunget i gang med sangen “Giv os lyset tilbage”, ganske symbolsk i en tid med kommunale nedskæringer og “skruen ned for lysstyrken”.  

Pludselig gik alt i sort – og så sprang farvebomben 

Og bum, apropos mangel på ‘lyspunkter’, så røg lyset i hallen pludselig. Alt gik i sort, men det skulle vise sig at være et led i aftenens show, for pludselig lyste hallen op via en række selvlysende silhuetter, der dansede ivrigt og elegant rundt i hallen og spredte farverigt lys ud over hele forsamlingen. Så rolig, venner. Der er altid lys i mørket et eller andet sted, bare man åbner sine egne og er indstillet på at lede efter det.  

Dette imponerende skue med godt 300 selvlysende elever, lærere og pædagoger i flow hen over halgulvet udløste et bragende bifald fra publikum. Og det var fuldt fortjent.  

Der var superflot opbakning fra elevernes forældre, der havde taget både små og større søskende med til skolefesten. Og de nød det i fulde drag. Foto: Jim Hoff

Fællesskab med over 1000 mennesker – det er noget der batter 

Efter en tale af afdelingsleder Ebbe Weng, der berettiget udtrykte stor begejstring over de fem flotte dage i fællesskabets tegn, fik vi den klassiske musikalske tur i Livstræets krone – og så myldrede børn og voksne ud i de forskellige klasserum hvor den stod på hygge, gode snakke, kaffe og kage og fremvisning af ugens fælles anstrengelser.  

En aften hvor i nærheden af 1000 mennesker, høj som lav, ung som gammel, fandt sammen i et flot fællesskab omkring en uge, der netop havnede om gode fællesskaber. Nu hvor vi jo er i skoleregi, og nu hvor eksamenstiden nærmer sig, må det være på plads at stange et klokkerent 12-tal ud herfra til denne fortrinlige skoleevent. Og nu da der jo var en del indianere på spil i denne fine uge, så må det være med en pil opad!   

 Du kan se en masse dejlige fotos fra emneugen og skolefesten lige HER

Pludselig gik lyset ud i hallen - og så var der i den grad dømt lysshow. Foto: Jim Hoff