
Emmy og Ida har sammenlagt lært mænd at lave mad i 28 år – men nu er det snart slut.
En gylden æra går snart til ende, når 83-årige Ida Hansen og 81-årige Emmy Lund den sidste mandag før påske åbner skolekøkkenet på Ikærskolen for en flok friske herrer i den modne alder. Denne dag bliver det sidste gang, at de to dygtige og særdeles populære kvinder dirigerer tropperne gennem madlavningens kunst – så nu er man på jagt efter deres afløsere.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Allerede da avisens udsendte mandag eftermiddag åbner hoveddøren ind til Ikærskolen, dufter det af rigtig god dansk mad. Man føler nærmest, man kan svæve på skyen af velduft de 60 meter fra hovedindgangen hen til skolekøkkenet.
Døren ind til det muntre køkken står åben, og man kan på lang afstand høre muntre herrestemmer ledsaget af røsterne fra to kvinder, der guider dette store husflidsorkester af 12 mænd i den modne alder, der i røg og damp iført forklæder og brede smil er i fuld gang med at lave mad.
De to føromtalte kvinder er Ida Hansen og Emmy Lund, der står bag holdet, der hedder ’Madlavning for mænd’. Et superfint koncept, der kører i regi af FrivilligCenter Give, hvor målgruppen er mænd, der enten er blevet alene, eller som skal stå for den daglige madlavning i husholdningen.
12 mænd klar ved kogepladerne
Den gode nyhed er, at dette hold har solid opbakning, idet der altid er booket ved alle kogepladerne, 12 mænd er der plads til på holdet, og der er fuldt hus hver gang. Men Ida og Emmy har også en knap så god nyhed, som de gerne vil have delt med folket.
- Det er sidste sæson, at vi to står for holdet her. Når sæsonen er slut til påske, stopper vi. Vi vil være rigtig kede af det, hvis holdet ikke fortsætter, for de 12 mænd her hygger sig virkelig, de får lært at lave
god dansk mad, og de har det godt sammen. Men vi er nu henholdsvis 81 og 83 år, så vi tænker, at vi har gjort vores borgerpligt. Nu skal der skal yngre kræfter til, selvom vi helt sikkert kommer til at savne ’vores drenge’, siger Emmy og Ida.
Så er der snittet champignoner til den lækre kyllinge pie, der er dagens menu. Og det er godkendt af Emmy. Foto: Jim Hoff
På jagt efter afløsere
De arbejder da også på at finde et par nye friske folk, der kan løfte opgaven efter dem. Ida har været tovholder på holdet i 15 år, mens Emmy har været med i 13 år, og et par af gutterne på dagens hold har faktisk været med fra dag ét. Men ellers er der løbende udskiftning hen over årene, så alt i alt er det en stor flok lokale mænd på Give-egnen, der har nydt godt af Idas og Emmys pædagogiske evner indenfor formidling af madlavning for friske herrer, hvor de to ældste deltagere er henholdsvis 96 og 91 år.
- Det handler ikke kun om at lære de her mænd at lave mad. Det handler også om at give dem et godt socialt fællesskab, hvor de med madlavningen som fælles udgangspunkt kan hygge sig og have det sjovt sammen. Og de er gode til både at lave mad og at hygge sig. De har en fantastisk humor og en god jargon, der er ingen, der kommer op at diskutere, der er en rigtig god og hyggelig tone.
- Og så skal de også have ros for at være lærenemme. Ja, de skal have lidt hjælp til nogle ting og til at forstå opskrifterne. Men vi er aldrig gået her fra køkkenet med et mislykket madprojekt, fortæller Emmy og Ida.
Fast drikkepause
Midt i seancen er der altid indlagt en fast drikkepause, hvor hele flokken samles omkring et langbord. Her nyder man en kold øl eller et glas vin og får sig en god snak hen over bordet, mens råvarerne simrer i gryderne og syder i ovnene.
Med på holdet er også Idas mand, Verner, der er holdets stik-i-rend-dreng og blæksprutte. Sammen med Ida sørger han for indkøb af varer og slæber det hele med op i skolekøkkenet.
Verner deltager ikke i selve madlavningen, da han jo ikke rammer indenfor målgruppen (enlige mænd), men han er en naturlig del af holdet, og sørger sammen med Emmy og Ida for, at der er 100 procent styr på sagerne.
Avisen får en snak med nogle af de travle masterchefs, og de udtrykker alle sammen stor taknemmelighed over Ida og Emmys indsats.
- De gør det fantastisk, og den eneste løn, de får, er jo vores uforbeholdne kærlighed, lyder det kækt fra en af gutterne. Og den melding klapper resten af banden af fulgt af en række thumbs up.
Ida giver her de sidste tips til hvordan man klarer dejpålægningen på kyllige-pien. Foto: Jim Hoff
Kommer ikke kun for at lave mad
Knud Møller, der har været med på holdet i 5 år, uddyber, hvad dette hold betyder for ham.
- Jeg har været med i 5 år, og det er et fantastisk koncept. Det er bare så hyggeligt at komme her, og mange af mændene her er faktisk blevet gode til at lave mad. Bedre end mig, i hvert fald, lyder det med et stort smil fra Knud, der tilføjer:
- Men jeg kommer her ikke kun for at lære at lave mad. Det sociale aspekt og det hyggelige samvær fylder mindst 50 procent. Det er så ærgerligt, at Ida og Emmy stopper, men vi har alle respekt for deres beslutning, for de har gjort det så godt i så mange år – nu håber vi bare alle sammen, at man finder nye folk til at afløse dem – og der skal nok to nye til, for vi jagter dem jo hele tiden med spørgsmål om dit og dat.
Er du interesseret, så sig til
Der er muligvis en, der er interesseret i at blive den nye tovholder på madholdet, men der er intet helt konkret på bordet endnu.
Hvis man kunne være interesseret i at blive en del af dette herlige hold, som ny chefkok, skal man endelig bare ringe til enten Ida Hansen på tlf. 29 13 51 81 eller Petra Raundahl på 60 49 55 25.
At få lov til hver mandag eftermiddag at lære et dusin herrer at lave mad og dermed være ankerpunkt for deres sociale trivsel og faste leverandører til godt humør – det må være stillingsbeskrivelsen.