Efter en sand maraton: Nu nærmer det nye idrætscenter sig målstregen
Den 2. marts er det så vidt efter lang tids hårdt arbejde og masser af ressourcetimer investeret i projektet: Det nye idrætscenter i Give bliver indviet – og det sker lørdag den 2. marts.
Tekst og foto Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FORENINGSLIV: Projekt “nyt idrætscenter i Give” har været i det man på nydansk kalder “ongoing proces” siden 2014, men nu blinker der grønne lamper forude i forhold til at nye center rent faktisk kan tages i brug.
Efter et regulært maratonløb, både op og ned ad bakke og på kringlede asfalt- og grusveje på 10 år, inviterer GISK, Give Idræts- Sundheds og Kulturcenter, til officiel indvielse af det nye center lørdag den 2. marts ved Søndermarkshallen fra klokken 13.30 - 15.30.
Det oplyser centerleder Martin Schmidt.
- Det bliver en stor dag for hele byen, at vi nu endelig kan klippe snoren til det nye idrætscenter og komme i gang med at bruge det. Og kæmpestor ros til entreprenør Lundgaard og håndværkerne for, at vi lykkes med at kunne åbne til den tid, vi havde ønsket os, nemlig i det tidlige forår, så Give Egnsmesterskaberne i badminton, den store forårsopvisning i gymnastik og Humlebi Cup i håndbold kan blive afviklet under de her nye dejlige rammer, lyder det fra centerlederen.
“Vejen har været lang – men nu står vi her”
Han pointerer, apropos ordet ‘maraton’ i denne artikels overskrift, at vejen til, at centret nu snart kan tages i brug har været lang.
- Men vi har stået sammen, og nu er vi endelig klar med et center, der kommer til at fungere som et moderne forsamlingshus, der rummer små og store foreninger, børneidrætten, breddeidrætten og eliten. Kort sagt: Uanset alder og niveau kan man få glæde af de nye faciliteter, lyder det forventningsfuldt fra Martin.
Han kan oplyse, at det på åbningsdagen, efter den officielle indvielse samt de indledende taler, vil være muligt at se faciliteterne i brug. Der vil blive opsat hoppeborge i Hal 2, og GISK er værter med pølser & brød, sodavand, popcorn og slushice til børnene.
Hjerteblod og lokalt ejerskab
Det nye fælles idrætscenter på 3500 kvadratmeter rummer blandt andet ny idrætshal, motorikcenter mede en længe ønsket springgrav, fitnesscenter, café og opholdsarealer.
I disse dage arbejder gode folk fra det lokale foreningsliv på at skaffe midler til veje, så inventar og indhold i det nye center også kan tilsvare de positive forventninger, man som foreningsliv og bysamfund har til et spritnyt idrætscenter.
Generelt vil det nye center være et center med stor affektionsværdi for mange, netop fordi foreningerne, private og byens erhvervs- og butiksliv selv har samlet et tocifret millionbeløb sammen til “det moderne forsamlingshus”.
Det handler simpelthen om hjerteblod og lokalt ejerskab!