Det er grønt og godt: Nyt liv til byvisionen

Bymidten er i disse dage ved at blive forskønnet med en række smukke træbænke og siddestubbe. Det er et led i byforskønnelsen, eller byvisionen, som har været på bordet i cirka 3 år. Det er Vejle Kommune, der er den flinke og gavmilde onkel.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

BYLIV: For 4 år siden afsatte Vejle Kommunen en halvmillion solide danske på daværende tidspunkt ikke-inflationsramte kroner som et led i en forskønnelsesproces af bymidten i Give. Det var et led i hele byvisionen for Give by, og den halve millionskulle være med til at man fra lokalt hold kunne igangsætte og ikke mindst realisere de ideer, der kom frem via en borgerundersøgelse. 

- Borgerundersøgelsen endte ud med en afstemning blandt Gives borgere, og her blev der valgt 6 projekter, som borgere og handelsliv gerne ville gå videre med. To af de projekter har siden slået sig sammen – ”Grønne åndehuller i Give Midtby” og ”Mere liv på Torvet” er nu i fuld gang med at blive udført, fortæller Camilla Jørgensen fra Byudvikling & Arkitektur i Vejle Kommune.  

Hængekøjer på vej 

Som borgerne kan se, og har læst her i avisen, er der i denne uge opsat plantebænke, borde og siddestubbe rundt om i Give Midtby – og de plantes til med stauder og græsser torsdag/fredag i denne uge. 

Der er også gjort klar til en dobbelthængekøje i det grønne område ved Allégade. Den opsættes så snart de 4 nedstøbte pæle er hærdede op og står stabilt.    
Bag projektet står Mette Strandgård Laursen (Nytorvs bageri), Margit Baunsgaard (Fancy) og Susanne Lykke (Give Udviklingsråd), mens TNT Byg i Give står bag tømrerarbejdet og udarbejdelsen og opstillingen af bænkene 

Kan du huske byvisionen? 

- Vi fejrer de nye grønne oaser på fredag 13.10 fra kl. 14-16, hvor alle, der kan fortælle hvor mange nye plantebænke, der er blevet sat op, kan få en flødebolle hos Fancy eller Nytorvs bageri, oplyser Camilla Jørgensen   

Hun kan også fortælle, at de øvrige fire projekter, der blev foreslået som idéer og valgt, er svævebanen i Gullestruphave, som er åbnet, Ungested i Give, som er under udførelse plus at styrke forbindelserne fra Torvet til hhv. Give Plantage/Campingpladsen samt til Skovlegepladsen/Give Museum.  

- De to sidste arbejder vi videre med til foråret, og hvis man er interesseret, kan man se byvisionen for Give her, fortæller Camilla.