Denne eftermiddag kommer USA til Give: Californien og den amerikanske drøm
Det er en særdeles spændende rejse, som man kan komme med på, når idehistoriker og foredragsholder Christian Friis på spændende vis folder fortællingen om USA som mulighedernes land med udgangspunkt i den farverige delstat Californien.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FOREDRAG: Grundtvigsk Forum i Give indbyder til et spændende foredrag i Give Sognehus tirsdag, den 12. november kl. 14.00. Her er det idehistoriker, foredragsholder, forfatter, underviser og rejseleder Christian Friis, der kommer og fortæller om ”Californien og den amerikanske drøm”.
Christian Friis vil i sit spændende foredrag komme ind på, hvordan Californien siden udbruddet af guldfeberen i 1849 Californien mere end nogen anden stat har repræsenteret USA som mulighedernes land, som det forjættede land.
Fra Nyspanien over Mexico til USA
Californien er den mest folkerige delstat i USA med 39 millioner indbyggere. Målt på areal er Californien USA's tredjestørste delstat efter Alaska og Texas, og Californien kaldes også for The Golden State efter den californiske "guldfeber" og statsblomsten guldvalmuen.
Derudover vil Christian Friis komme ind på, hvordan staten forbindes med en af de stærkeste amerikanske ideer, den amerikanske drøm: At alle her kan smede sin egen lykke.
Rent historisk er Californien også fortællingen om den oprindelige befolkning og om de europæiske opdagelsesrejsende, den spanske kolonitid, den mexicanske periode og om, hvordan Californien den 9. september 1850 blev optaget som USA's 31. delstat efter at have hørt under først Nyspanien og Mexico.
En af USA's rigeste stater
Det er også fortællingen om Golden Gate og Hollywood, om Silicon Valley, førerløse biler og verdens tech-giganter.
Ud over at Californien blandt de 50 stater i USA har den største befolkning, er den også en af de rigeste stater. Nogle amerikanere betragter selv Californien, som en kulturel forløber for resten af landet.
Det er ikke nødvendigt med tilmelding til foredraget, hvor alle er velkomne. Med i indgangsbilletten hører kaffe/te og kage.
Guldgravere i fuld gang med at lede efter den amerikans drøm i Californien. Arkivfoto