Deltidsbrandmand og ambulanceassistent: Henrik har arbejdet 40 år i den gode sags tjeneste

I 1983 trådte en dengang ganske ung Henrik Sørensen ind ad døren hos Falck i Give. Stationsleder Harry Søgaard søgte en redder, men han ville ikke have Henrik, fordi han var lokal. Men det ville gutterne på stationen, og resten er historie. En god historie om 40 år i andre menneskers tjeneste. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

JUBILÆUM: Han er jo nok en uddøende race, ham 66-årige Henrik Sørensen fra Falck-stationen i Give. For han kan nemlig fejre 40-års jubilæum på sin arbejdsplads, og det er en begivenhed, der nok vil blive mere og mere sjælden rundt på landets arbejdspladser, da mange i dag “zapper” en del rundt på arbejdsmarkedet.  

Sådan har det ikke været med Henrik, der startede som deltids-brandmand i 1983 på Falck-stationen i Give. Han har holdt trofast ved i nu 40 år. Men det lå ikke lige til højrebenet, at han skulle få sin ansættelse på stationen i Give i første omgang. 

- I 183 havde jeg job på en fabrik på Kornvej i Give, men så så jeg, at Falck søgte en deltidsbrandmand. Det lød interessant, så jeg søgte stillingen. Men her fik så at vide at daværende stationsleder, Harry Søgaard, at han ikke ville have en lokal mand. Men nu kendte jeg alle de faste reddere, så de overrulede stationslederen, og så fik jeg alligevel jobbet, fortæller Henrik med et skævt smil.   

I mesterlære som redder 

Han arbejdede 1 ½ år som deltidsbrandmand, og det gjorde han så godt, at han fik tilbudt en fuldtidsstilling som redder – med døgnvagter og hele molevitten.  

- Det var lige på og hårdt, det var learning by doing, kan man sige, for jeg kom jo uden erfaring. Men jeg kom i en rigtig god ‘mesterlære’ hos Kurt Vemmelund og Henrik Lyngsøe samt andre ambulancefolk, som fik mig kørt godt ind i jobbet, fortæller Henrik.  

Det rent arbejdsfaglige var den ene udfordring i det nye job, hvor gode kolleger fik ham godt på vej. Men det var også en omvæltning på privatfronten, hvor de mange weekendvagter og døgnvagter gav nogle afsavn, ligesom Henrik da også har måttet melde fra til en del familiefester hen over de 40 år. 

Både redder og brandmand 

Han lærte som skitseret tidligere faget indefra med gode kolleger som mentorer og læremestre, men det blev da også til København i 1984, hvor den stod på kursus i ambulanceredderuddannelse del 1 og 2.  

- Vi var altid 2 mand på vagt, og vi hjalp også til med autohjælp, og som chauffører, når deltidsbrandmændene rykkede ud, Vi var typisk 4 mand på nattevagt, og vi fungerede som et team, der tog sig af brand, autohjælp og ambulancekørsel. En typisk vagt gik fra 7.30 til 7.30 næste dag, men vi har da ofte overskredet de grænser, fordi der var nogle ting, vi skulle have gjort færdig. Og det gjorde vi uden at mukke, understreger Henrik.  

Rummelig og med et positivt menneskesyn 

Hvilke kvalifikationer skal man have for at være en god redder?  
Det spørgsmål svarer Henrik lynhurtigt på.  

- Man skal have et godt positivt menneskesyn. Man skal være i stand til at læse folk og være i stand til at koble sig på deres bekymringer. Det handler om empati, og vi kommer jo ud til et meget bredt spektrum af tilskadekommende – og oplever både de helt store traumer og også de knap så voldsomme ting.  Og så handler det også om at kunne rumme alle de ting, vi oplever, når vi er ude med ambulancen. Heldigvis er vi en stor fasttømret familie her på stationen, hvor vi får snakket sammen om de ting, vi oplever – og får også snakket om, hvis der er ting, vi kunne have gjort anderledes, fortæller Henrik og fortsætter:  

Virkelig slemt at komme ud til vuggedød 

- Der er nogle ting, der er værre at komme ud til end andre. Jeg vil sige, at jo yngre de tilskadekommende er, desto værre er det. For mig personligt har de værste oplevelser jeg har haft som ambulanceredder været, når vi har været ude til vuggedød. Det har jeg oplevet nogle gange, ligesom jeg også har oplevet en fødsel i ambulancen, hvor barnet var dødfødt. Her kommer man helt ud til og over grænsen. Man føler sig bare helt magtesløs, og efter den slags oplevelser er der virkelig behov for at få snakket tingene godt igennem. Det er også rigtig svært at køre ud til en ulykke, hvis den tilskadekommende er tæt på en personligt – det har jeg prøvet, og det er hårdt. 

- Her er vi gode til her på stationen at få talt de her dybt traumatiske oplevelser godt igennem med hinanden. Dels for at få renset ud mentalt, dels for at få clearet. Om der var noget vi kunne have gjort anderledes. 

 Ambulancen har været Henriks faste arbejdsplads i tæt på 40 år, og her har han haft både livsbekræftende og triste oplevelser. Heldigvis flest af de første. Foto: Jim Hoff

Mental forberedelse vigtig 

Inden ambulanceredderne kommer ud til ulykkesstedet/eller afhentning i private hjem osv., er de ret godt informerede om, hvad det er, der i store træk venter dem. Og det er en stor fordel både mht. selve redningsarbejdet og også det mentale setup. At man har et billede af, hvad det er der venter en.  

- Vi får på vej ud til ulykkesstedet en snak om, hvad det er vi skal ud til, hvordan vi skal forholde os, og så får vi også fordelt opgaverne, så vi er skarpe og helt rolige inden ankomsten. Det handler om at være professionelle og udstråle ro og overblik - både for vores egen skyld, men i høj grad også i forhold til de tilskadekommende mennesker plus evt. pårørende, vi møder i forbindelse med udrykningen. Og her har vi et fortrinligt samarbejde mig og min faste makker, Lars Jensen, siger Henrik. 

Fødsler topper herlighedsbarometret 

Vi har været inde på de værste oplevelser, Henrik har haft som ambulanceredder, og naturligvis er der også oplevelser i den anden ende af skalaen.  

- For mig personligt er de bedste oplevelser, når vi har været med til fødsler. Det har jeg været med til hele 14 gange i min tid her. Det er simpelthen så livsbekræftende og stort at være en del af at være med til at bringe et lille nyt menneske til verden. Og så er det også stort, når vi lykkes med at genoplive folk efter et hjertestop. Så giver jobbet jo virkelig mening, og bagefter er man da også både glad og lidt stolt. Så føler man virkelig, at man gør en forskel i positiv retning, konstaterer Henrik med et stille men sigende smil.  
 

Meningsfuldt arbejde at hjælpe mennesker i nød 

Det med at gøre en positiv forskel, så ligger det jo nærmest indbygget i arbejdet som ambulanceredder, at man her virkelig giver en for holdet, altså samfundsgavnligt arbejde.  

- Vi kan med vores faglighed og hurtige ankomst til ulykkesstederne være medvirkende til, at tilskadekommende får en kortere indlæggelsestid bagefter, og at det bare generelt giver et bedre outcome i den anden ende får den person, vi hjælper. Ja, vi redder bestemt da også liv, og det er tilfredsstillende at hjælpe mennesker i nød, så jeg tøver ikke med at sige, at de her gode oplevelser og at man gør noget meningsfuldt og er med til at hjælpe andre mennesker, bestemt er én af grundene til, at jeg har holdt fast i nu 40 år. Og så har vi er rigtig god arbejdsplads, hvor der ud over et godt sammenhold også er plads til en gang galgenhumor, – og det er også nødvendigt, hvis man rent mentalt skal overleve de tunge oplevelser. Men heldigvis er der langt flest af de gode oplevelser, siger Henrik.  

Apropos galgenhumor, så kan han med glimt i øjet berette, at han er på sin kone nummer 3, efter at han startede på Falckstationen i 1983, for jobbets skæve arbejdstider kan jo som sagt godt tære på privatlivet. 

Stopper definitivt til juli 2024 

Henrik har det sidste 1 ½ år meldt fra som decideret behandler, så han nu kører med som assistent under udrykningerne.  

- Det handler om at jeg har brug for at slippe lidt for nogle af de stressfaktorer, man er udsat for som redder. Og så bliver vi hele tiden opgraderet med nye medikamenter og nye krav, så i en alder af 66 føler jeg, at jeg lige har brug for at kunne trække vejret og koble bare lidt fra. Jeg giver stadigvæk medicin, men assisterer så ellers min makker, der har hovedansvaret, fortæller Henrik.  

Han planlægger at stoppe på Falck i juli 2024, men han kigger gerne ned til gutterne på stationen, og det kan bestemt heller ikke udelukkes, at han kan fortsætte lidt som timelønnet, så han kan træde til ved ferie, afspadsering. Og mon ikke stationsleder Erlings Jørgensen takker ja til det tilbud, for et menneske med 40 års erfaring i så samfundsgavnlig og svær en branche, hænger altså ikke på træerne mere. Den slags mennesker er simpelthen guld værd.  

Ikke mindst på stationen i Give, hvor man kæmper en brav kamp med at finde nye folk, ikke mindst deltidsbrandmænd er ved at være en mangelvare.  

Har stor glæde af skoven 

Når Henrik ikke tager tjansen som ambulanceredder-assistent, så handler det om naturen. Hans store hobby er dyrkning af juletræer og pasning og pleje af samme, og så elsker han også at gå i skoven. Og det bliver der lidt mere tid til, når han altså takker af til juli 2024.  

Først er der dog en garanteret hyggelig jubilæumsfest, der skal fyres af, og det sker i 3F-Huset i Give den 30. september med en inviteret gæsteliste. 

Inden da lad os alle sende en mental thumbs up og et stort skulderklap til Henrik for de 40 års samfundsgavnligt virke på Falckstationen i Give – det fortjener han!