
Cykelstien fra Give til Riis sparket til hjørne – men en anden løsning kan være på vej
Som vi beskrev her i avisen tilbage i september 2023 udkæmper Svend Møller en brav kamp for at få etableret en cykelsti på Østerhovedvej mellem Give og Riis. Her kan du læse om den seneste udvikling i sagen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
TRAFIK: I 2022 var der ifølge Svend Møller, der her refererer til en trafikoptælling, 1168 trafikanter på Østerhovedvej mellem Give og Riis. Et tal der ifølge Svend Møller kun vil stige, fordi der er udsigt til flere tunge køretøjer på vejen.
Det sker i forbindelse med svineproducents Kjær Knudsens opkøb af en lokal landbrugsejendom, hvor der er der givet kommunal tilladelse til at der her kan opføres gyllebeholder på Østerhovedvej 33.
Store tunge lastbiler på smal vej
I den forbindelse er der sendt en skrivelse ud til beboerne på Østerhovedvej fra Vejle Kommune, hvoraf det fremgår, at der vil være cirka 150 lastbiltransporter med gylle årligt fra Højgårdvej 6 og til gyllebeholderen.
- Det sker på en i forvejen smal, uoverskuelig og farlig vej at færdes på for cyklister. Det gør da ikke livet for os cyklister nemmere, konkluderer Svend Møller.
Nuvel, der har været afholdt møder med teknisk udvalg og Gerda Jørgensen, der er formand or netop teknisk udvalg, og hus erkender de trafikale udfordringer på vejen.
Svend Møller har gennem flere år haft gang i en korrespondance med kommunen om etablering om en cykelsti mellem Riis og Give. Kampen ser ud til at ende op med en 2 minus 1 vej, som er en alternativ og langt billigere løsning. Foto: Jim Hoff
2 minus 1 vej det billigere alternativ
Kommunens mobilitetschef, Paw Bro Larsen, pointerede tilbage i 2023, at man også i hans enhed er opmærksomme på, at cykelforholdene på Østerhovedvej ikke er optimale.
- Vejen er smal og flere steder med dårlig oversigt. Motortrafikken kører med en relativt høj hastighed, hvilket bidrager yderligere til en utryg vej for cyklende, og han konstaterede, at der er behov for ændringer, hvis vejen skal blive god for cyklister.
- Desværre er anlæg af cykelstier bekosteligt, og vi har generelt mange strækninger af samme type som Østerhovedvej, som vi gerne vil forbedre for cyklende. På mindre befærdede veje som denne, kan løsninger som eksempelvis nedsat hastighed, vejlukninger, 2 minus 1 vej mv. derfor komme på tale, som alternativ til en dyr cykelsti. Umiddelbart vurderer vi, at 2 minus 1 vej og nedsat hastighed til 60 km/t godt være en gangbar løsning her, lød det i svaret fra mobilitetschefen.
Bliver tidligst i 2026
Svend Møller har haft løbende korrespondance med Vejle Kommune angående den skitserede 2 minus 1 vej, og her har man nu fået et svar fra Majken K. Andersen fra Anlæg & Infrastruktur Teknik og Miljø i Vejle kommune:
- Tak for din opfølgning. Vi vil i løbet af 2025 iværksætte yderligere undersøgelser af strækningen i forhold til at få kvalificeret en løsning med afsæt i ønsket om en 2 minus 1 vej. Forventningen er at tiltag kan udføres i løbet af 2026.
Her ville Svend Møller så godt lige vide, om det er muligt at fremskynde projektet, idet det som han tidligere har påpeget, er meget farligt at cykle på vejen.
- Og det er det jo egentlig også for bilister, fordi de overhaler i sving og på bakker, hvor de ikke kan se, om der kommer modkørende. Hvilket der ofte gør, og det medfører farlige situationer, både for bilister og cyklister som kommer i klemme.
Der bliver dog ikke tale om en fremskyndelse af projektet, idet Majken K. Andersen forklarer, at midlerne er afsat til 2026 og midlerne i beklageligvis 2025 er afsat til andre projekter.
Der levnes ikke ret meget plads til cyklisterne, når to biler mødes på Østerhovedvej. Privatfoto