73-årige Peter Ulv kan fejre “1-års fødselsdag” - takket være gode redningsfolk

Den 30. oktober 2023 blev den dengang 72-årige Peter Andersen ramt af en blodprop, mens han kørte bil. Bilen kørte ind i et træ, og Peter lå død i 5 minutter, men handlekraftige redningsfolk fik ham genoplivet, og den 30. oktober i år blev Peter overrasket af en af redningsmændene samt 6 gode naboer, der på festlig vis fejrede den genopstandne Peter Ulvs 1-års fødselsdag.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

VONGE: Hvad giver man lige en 73-årig frisk herre i 1-års fødselsdagsgave? Det var den herlige problematik Jan Falck og en række andre gode naboer omkring Peter Andersen fra Vonge stod med op til den 30. oktober.

Denne dag kunne Peter Andersen, i lokal folkesnak bedre kendt som Peter Ulv, nemlig fejre en helt speciel fødselsdag: 1-årsdagen for hans tilbagevenden til livet efter at have ligget død i fem minutter efter en trafikulykke i s-svinget på vejen mellem Vonge og Tørring den 30. oktober 2023.

Handlekraftige redningsfolk

Her blev Peter ramt af en blodprop, mistede bevidstheden og kørte efterfølgende ind i et træ, heldigvis med behersket fart. Heldigvis for Peter så fem handlekraftige borgere ulykken, og de skred strakt til værks med livreddende foranstaltninger. De fem godhjertede folk var Jesper Lund Madsen (som trak Peter ud af bilen og påbegyndte livreddende hjertemassage), Thomas Pedersen, Karen-Magrethe Madsen og far og søn Niels Kristian Mikkelsen og Knud Mikkelsen, der begge er fra Kollemorten og som kender Peter.

De fem redningsfolk blev senere hyldet af politiet i Vejle for deres fine og livreddende indsats, og her et år efter ulykken og den fatale blodprop er Peter meget tæt på at være sig gode gamle friske mundrappe jeg.

Det var en både glad og overrasket Peter Andersen, der kom ind i den fødselsdagsstemte stue, da han kom hjem fra et iscenesat nabobesøg. Foto: Jim Hoff

Hvad giver man en 73-årig i 1-års fødselsdagsgave?

På dagen for Peters genoplivning havde naboerne Jan og Betina, Jesper, Sussi og Frank samt den ene af redningsmændene, Niels Kristian Mikkelsen, sat sig for at fejre den fine dag med en gedigen overraskelse til den nu 73-årige Peter ‘Ulv’.

-Vi synes jo, at Peter skulle fejres i anlednings af hans “1-års fødselsdag”, så vi har, så vi har lavet en surprise party for ham. Naboerne Sussi og Frank har narret Peter over til sig fra klokken 15.00. De skulle “have hans hjælp til at se på en bil”, og mens har en væk, har vi indtaget hans hus og dækket bord med fødselsdagsboller og kagemand, vi har pyntet med flag i vinduerne og udenfor, og så er der købt en stak gaver til 1-års fødselaren.

- Og nå ja, hvad køber man lige til en gut på 73, som vi holder 1-års fødselsdag for? Men vi har holdt fast i konceptet, så han får en flot Bilka-Bamse (kunne ikke finde en ulve-bamse), nogle meget simple puslespil og en alkoholfri øl. Han aner ikke en dyt om, hvad der skal ske, så det bliver spændende at se, hvad han siger, fortæller Jan Falck og René Waldemar Jespersgaard, mens de forventningsfuldt og spændt trippende venter på, at Peters naboer Sussi og Frank ankommer med den friske fødselar.

"Nogle værre spader allesammen"

Da dagens hovedperson træder ind i stuen fra køkkendøren, flækker han af grin og kigger forundret rundt på det festlige fødselsdags-setup mens han med et stort grin får fremstammet på syngende nordjysk tilsat kollemorren-dialekt: “Hva’ f..... har I gang i, I er sgu’ da nogle værre spader allesammen”. Og så bryder forsamlingen ellers sammen af grin, mens der udleveres krammere ad libitum.

Efter en runde med god snak og klassiske ‘lystfiskerhistorier’ bliver flokken bænket ved fødselsdagsbordet, hvor Rene disker op med varm kakao med dertil hørende flødeskum. Der deles fødselsboller ud, fødselaren giver den gas med fuld banko på tandsmør, og snakken går lystigt hen over bordet.

Fisker i 30 år

Peter er oprindeligt fra Skive, og som 23-årige flyttede han til Hvide Sande, hvor han slog sig ned som fisker. Han tog senere til Hirtshals, fiskeribranchens svar på filmbranchens Hollywood, og Peter nåede at være fisker i 30 år.

Han har arbejdet på virksomheder, der producerer minkfoder og senere fiskefoder, inden han gik i gang med at producere europaller. I dag er Peter pensionist, men som han siger med den klassiske Peter Ulv ræv bag øret, så “er han snart klar til at gå i gang med at lave paller igen”.

Det var denne flok herlige mennesker, der overraskede Peter Ulv med en flot fejring af hans "1-års fødselsdag". Fra venstre er det Frank, Sussi, René, Niels Kristian (en af redningsmændene), Jan Falck og Annett. Foto: Jim Hoff

Indlagt på 4 hospitaler

Vi vender lige tilbage til den ulykke, der resulterede i, at Peter lå død i fem minutter. Han blev som beskrevet genoplivet, og herefter røg han ind på Odense Universitetshospital. I alt nåede han på de knap fem måneder han var indlagt at være på 4 hospitaler. Ud over Odense blev det Vejle, Hammel og Grindsted, der fik fornøjelsen af den kække nordjyde, inden han blev vurderet klar til at komme hjem.

-Jeg fik ingen skader ved selve trafikulykken, men de første måneder efter ulykken kunne jeg overhovedet ikke huske noget som helst. Jeg var vågen, men rent mentalt var jeg ikke ved bevidsthed. Da jeg så kom ind på sygehuset i Hammel, gik det hurtigt fremad. Der vendte det hele, og i dag er jeg da vist helt mig selv igen. Men det skal du nok spørge mine naboer om, hvad de mener, siger Peter. Et risikobetonet udsagn, skal det vise sig.

“Lige så fræk som før ulykken”

Her kommer der lynhurtigt et kækt svar fra René og Jan, der pointerer med cykelstyrbrede smil, at Peter er “akkurat så lige så fræk og balladeparat som før ulykken. Hvis endda ikke lidt mere”.

-Men Peter er en guttermand, han klarer sig selv, laver selv mad osv. Og så er han jo bare en rigtig hyggelig fætter med en masse gode historier i ærmet, så vi er glade for, at han i dag kan fejre 1-års fødselsdag, lyder det kærligt fra de fremmødte, mens fødselaren får skænket endnu en kop varm kakao op af sin wingman, René.

Sammenhold når det er bedst

Denne herlige samling af glade naboer og folk, der interesserer sig for Peters ve og vel, viser med al tydelighed, at man her befinder sig i en flok, hvor man kerer sig om hinanden, og hvor man er der for hinanden. Det er sammenhold, når det er bedst – og inde under den bramfri og direkte humor gemmer der sig både empati og sympati for sine medmennesker.

Og det er jo i bund og grund også disse begreber, der betyder, at Peter denne oktoberdag med et stort smil og en plastik børnesav som ‘saks’ kan stå og pakke Bilka-Bamser og børnepuslespil ud på sin såkaldte 1-års fødselsdag.

Hvad giver man lige en 73-årig 1-årig knægt i fødselsdagsgave. Legetøj, selvfølgelig. Foto: Jim Hoff

Derfor hedder han Peter Ulv

Men hvorfor hedder han egentlig Peter Ulv) er han stor fan af FC Midtjylland eller hvad?

-Nej da, det er da fordi, at da jeg var ung fiske ri Hvide Sande, da kunne man jo godt ryge ud i lidt håndgemæng på det lokale værtshus. Her lærte jeg at klare mig godt, og kunne nok godt slå fra mig, og så fik jeg altså øgenavnet Peter Ulv, forklarer Peter, der i den anledning fik et skilt af sine naboer i 70-års fødselsdagsgave, hvor der står Peter Ulvs Plads. Et skilt der er placeret i gårdspladsen ved hans hjemme på Banevænger i Kollemorten.

Kender Kedde Kommodepisser fra TV

Og så lige en klassisk anekdote at gå hjem på: I disse dage kører der en reklame på TV 2 om en hjertestarter, hvor det er fiskeren “Kedde Kommodepisser”, der forklarer om hjertestarteren.

-Jeg kender da rigtig godt Kedde Kommodepisser fra min tid i Hvide Sande. Han er en ægte person, en rigtig fisker, og hvorfor han fik sit øgenavn, kan du jo nok godt selv regne ud. Kedde er faktisk min søsters tidligere kæreste, lyder det med et stort grin far Peter Ulv.

Han fylder 74 år den 31. december, og han er meget spændt på, hvilke gaver naboerne så har fundet til ham ved den lejlighed.

-Denne gang må jeg vist hellere skrive en ønskeliste til dem, så jeg kan få nogle ordentlige gaver. Men det de her har fundet på i dag med den her fødselsdagsfest, det er da ikk’ så ringe endda, lyder det på smukt nordjysk fra den herlige 1-års fødselar.

 

Den stod på lækre boller, kakao med flødeskum og kagemand, da naboerne og en af redningsmændene fejrede Peter Andersens 1-års dag som genopstanden. Foto: Jim Hoff