60 år og med vokseværk: Folket fejrede fjernvarmen
For seks årtier siden piblede det første varme vand gennem rørene fra det nyoprettede Give Fjernvarmeværk og ud til de første 41 aftagere. Der er på de 60 år løbet meget vand gennem rørene, og i dag forsyner det fremsynede og ambitiøse fjernvarmeværk tæt på 1900 forbrugere. Og den 60-årige fødselar er langt fra færdig med at vækste.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Lørdag eftermiddag var der fødselsdagsfest på hjørnet af Østerhovedvej og Tykhøjetvej, hvor folket var inviteret til 60-års fødselsdag. En meget varm, driftig og udviklingsparat fødselar holdt åbent hus med dertil hørende pølsevogn, kagemand og hoppeborg til det yngste publikum.
Fødselsdagsfesten blev afholdt i omgivelser, der spot on fortæller, hvad det er for en fødselar, vi her har med at gøre. Baggrundkulissen for dagens festlige setup udgøres af et 40 meter højt tårn, og til højre for festpladsen er gode håndværkere godt i gang med at opføre nye administrations- og teknikbygninger.
Der er med andre ord tale om en 60-årig, der er godt i gang med at bygge om og til, og lad os straks understrege, at der altså ikke er tale om en kvinde i panikalderen, smiley. Det handler naturligvis om Give Fjernvarme, som i disse år undergår en rivende udvikling.
I en rivende udvikling
Den 40 meter høje vandakkumuleringstank, der er meget tæt på færdiggørelse kan om føje tid levere fjernvarme via varmt overskudsvand fra produktionen på Danpo i Farre, antallet af forbrugere tilkoblet fjernvarmen i Give vil de næste år stige betragteligt, om alt går vel, idet både Thyregod, Gadbjerg, Farre og Givskud har efter Putins krigsmanøvrer i Ukraine vist stor interesse i at blive koblet på det drift- og fremtidssikrede fjernvarmeværk.
Derudover ligger der i den nærmeste fremtid også en stor samarbejdspartner med dertil hørende muligheder for ekspansion i projektet Give Energipark K/S. Centreret omkring Ndr. Donnerupvej. Her handler det om solceller, vindmøller, ptx-strøm til brint og biomasse-energi. Kender vi fjernvarmens direktør, Peter Mikael Kjer og hans bestyrelse godt nok, så bliver fjernvarmen i Give også en del af dette nye energi-eventyr i området.
Guidede ture
Dagens fødselsdagsfest åbnede klokken 12.00, og fra første minut var der masser af folk ved bordene. Der linet op med pølsevogn, øl og vand ad libitum popcorn og slush ice til de yngste – og så havde Peter Mikael og bestyrelsesformand Martin Tirsgaard naturligvis bagt 3 fine og velsmagende kagemænd i dagens anledning.
Fjernvarmen stillede i stærkeste opstilling, hvor en række medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer iført let genkendelige sorte sommersmarte T-shirts påført navneskilte, stod klar til at guide folk rundt i de nye spændende lokaliteter – og til at svare på spørgsmål fra folket. Og dem var der mange af.
Fjernvarmelegenden Grubbe var imponeret
Til stede på dagen var også Johannes Grubbe, en sand legende på fjernvarmen i Give. Han stod i spidsen for værket fra 1985 og frem til 2007, altså en ‘regeringsperiode’ på 23 år, hvilket er ganske enestående. Han skulle, efter middagsmaden var blevet sat til livs ved pølsevognen, naturligvis også have en rundvisning i de nye gemakker. Og han var ganske imponeret.
Det var bestyrelsesformanden også, og her handlede det om det fine fremmøde.
Fjernvarmens tidligere varmemester (1985-2007) Johannes Grubbe var også til 60-års fødselsdagsfest, og han var imponeret over den udvikling værket har gennemgået de sidste år. Foto: Jim Hoff
Glade for den flotte opbakning
- Dejligt med så flot opbakning, og at folk allerede før klokken 12.00 myldrede ind på pladsen. Nu er vi jo også heldige med vejret i dag, og det betyder også en hel del. Også godt at se, at mange af de personer, der tidligere har haft tilknytning til fjernvarmen, er her i dag, konstaterede Martin Tirsgaard, inden han skulle ud på den første eksklusive guidede tur med en lille håndfuld nysgerrige fødselsdagsgæster.
Det var en både hyggelig og helt uformel event, uden taler, hvor man kunne komme og få sig en pølse, en cola og noget lækker kage, samtidig med at man kunne blive klogere på en masse faktuelle ting omkring Give Fjernvarme.
Ikke den værste måde at tilbringe et par timer på sammen med en omstillingsparat 60 års fødselar sådan en lørdag lige over middag.
Du kan se flere fotos fra fødselsdagen HER