2724 medlemmer: Her er Give-egnens største forening
Det er ikke en fodbold- eller gymnastikforening, der er tale om, når vi her fortæller historien om Give-egnens suverænt største forening. Nej, her er der tale om en stor flok ganske voksne mennesker, der har forsamlet sig i en velfungerende klub, med store sociale kompetencer, som går under navnet ‘Ældre Sagen’.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FÆLLESSKAB: Den 14. oktober 1986 blev fundamentet skabt til det, der i dag kan betegnes som den med afstand største forening i det område, vi ynder at kalde gamle Give Kommune. Her så Ældre Sagen Give nemlig dagens lys, og foreningen er i den grad stille going strong - både lokalt og på landsplan.
Foreningen har 950.000 medlemmer på landsplan med 215 lokalafdelinger, og her på Give-egnen har foreningen/lokalafdelingen 2724 medlemmer. 38,5 procent af landets befolkning over 50 år, er medlemmer af Ældre Sagen.
Det fortæller foreningens formand, Ester Smedegaard Mikkelsen, der denne mandag eftermiddag, hvor vi mødes til en snak om Ældre Sagen i Giveområdet, har det faste månedlige bestyrelsesmøde sammen med de øvrige 9 medlemmer i maskinrummet i den velfungerende forening, der er den næststørste lokalafdeling i Vejle Kommune efter Vejle/Jelling-afdelingen
Masser af aktiviteter i kalenderen
- Vores motto i foreningen er “Et godt liv - hele livet”, og her lægger vi os som lokalforening i selen for at gøre, hvad vi kan her lokalt for at opfylde dette motto for vores medlemmer. Vi sørger for at afholde forskellige arrangementer, foredrag og musik tiltag. Vi arrangerer også både korte og lange ture for vores medlemmer, vi tager også på revyture, og så har vi vores fine afdeling med besøgsvenner, fortæller Ester, mens kaffekanden og de nysmurte boller med pålæg på hyggeligste vis går bordet rundt.
Nogle af turene er lange 5-dages busture til eksempelvis Tyskland, Sverige eller Holland, andre er 1-dagsture, hvor alle kan overkomme at være med på en frisk lille eftermiddagstur til smukke Silkeborg osv.
Her er vi til høstfest i Ikærhallens kantine med en række ældreforeninger i Give-området. Foto: Jim Hoff
46 frivillige tilknyttet “Besøgsvennerne”
Ældre Sagen har på landsplan cirka 20.000 frivillige, og i Giveafdelingen har man cirka 63 frivillige, der giver et nap med. Heraf er de 46 tilknyttet ‘Besøgsvennerne’, hvor det er Tove Johansen, der er tovholder.
- En besøgsven er en frivillig bruger deres tid og overskud på at besøge andre, der af forskellige årsager kan have brug for lidt besøg og socialt samvær. Her får begge parter noget ud af samværet, og hvor ofte man mødes, er noget man aftaler indbyrdes. Ligesom man også aftaler, hvad der skal ske under besøget. Det kan være alt fra en gåtur, avislæsning eller blot en kop kaffe - det er også op til jer. Som udgangspunkt mødes man hjemme hos den besøgsmodtagende privat, men det kan eksempelvis også være på plejehjem. Jeg forsøger ud fra erfaring og viden om de involverede personer at matche folk op, så det bare passer. Nogle gange er det mand-mand, kvinde-kvinde, og andre gange passer det fint med mand-kvinde sammensætningen. Det er meget forskelligt fra person til person, fortæller Tove Johansen.
Ester forklarer, at foreningens mærkesager på landsplan er fine ting som værdig ældrepleje, man har en ensomhedsstrategi, der arbejdes for en værdig sundhedsreform og værdig hjemmepleje, ligesom man også rent politisk er inde omkring en regulering af folkepensionen.
Meget aktiv bestyrelse
Tilbage til Giveafdelingen, hvor den ti mand/kvinde høje bestyrelse mødes den første mandag i hver måned i et af mødelokalerne ved Ikærhallens Cafeteria.
- Vi har et rigtig godt samarbejde og sammenhold her i bestyrelsen. Folk er utroligt aktive, jeg var positivt overrasket, da jeg meldte mig til bestyrelsesarbejdet over hvor god og en dynamisk bestyrelse vi har, fortæller Mona Schultz, der er ret ny i bestyrelsen, men som tydeligvis nyder at være en del af maskinrummet.
Der afholdes 10 bestyrelsesmøder pr. år, og derudover samles man også til festlige lejligheder som julefrokost og spis-sammen-arrangementer, hvor det ifølge Ester også godt kan ende med en frisk svingom, inden “baren lukker”.
- Vi har også nogle fine oplevelsesture ud af huset, og er bliver riger både på oplevelser og viden. For eksempel viser det sig, at det er rigtig smart at have pas med, når man skal til Sverige, lyder det fra forkvinden med et skævt smil. Denne lille indforståede ‘servicemeddelelse’ klukgriner man lidt af i dagens flok, og så går kaffekanden lige rundt en gang til.
Ældre Sagens bestyrelse består af disse 10 personer. Fra venstre er det: Johannes Riis, Henning S. Iversen, Karen Rye, Gerda Virkelyst, Ester Mikkelsen, Karen Søsted, Ole Pedersen, Tove Johansen, Birte Thomsen og Mona Schultz. Foto: Jim Hoff
Guldfund, søndagshygge og DJ Ris Ras på menuen
Et kig på foreningens kalender viser, at der er gang i den. Der sker noget hver måned, og ofte spiller man ud med hele to arrangementer. I september måned har der således været afholdt høstfest (som du kan læse om her i Vores LokalAvis) og foredrag med politibetjent Birgitte Antonsen.
I oktober måned står der foredrag om historiske guldfund og søndagshygge på programmet, og i november bydes det til spis-sammen-aften, hvor DJ Ris Ris er på plads med sit populære Giro 413-koncept. November måned rundes af med en gang søndagshygge med Hanne Lund, og i december står der adventsmøde med præst Therkel Havthorn og kirkekulturmedarbejder Dorte Frydensbjerg på skemaet.
Svært at finde frivillige
Nu hedder foreningen jo Ældre Sagen, og så er det avisens udsendte godt lige vil vide, hvilke alderskriterier der er for optagelse. Det kunne jo være, at der er plads til avisens salgschef i banden, smiley. Og her overrasker svaret godt nok.
- Man skal blot være fyldt 18 år for at blive optaget i Ældre Sagen, og vi ved da, at en del melder sig ind i en ung alder, fordi der følger en masse gode rabatter med til både rejser og forlystelser, hvis man er medlem af Ældre Sagen, konstaterer Ester med et skævt smil.
Nu sidder bestyrelsen i Ældre Sagen her i Give med en god, solid gruppe, der tager godt fra – men det er ingen selvfølge, at det er sådan. For det er generelt svært at finde frivillige til det organisatoriske arbejde.
- Skal vi ikke bare sige det sådan, at der i hvert fald aldrig er kampvalg til bestyrelsesposterne ved vores årsmøde. Og lige nu kunne vi faktisk godt bruge nogle frivillige it-kyndige, der kan hjælpe vores medlemmer med ting som MitID, bankting generelt, Facebook osv. Vi kunne også sagtens bruge en god person til at styre og opdatere vores hjemmeside. Og generelt er vi mange damer i foreningen, så flere mænd, det ville da bestemt være en god kvalitet, pointerer Ester.
“Kig bare op og test os af”
Apropos mænd, så har foreningen en masse gode ideer til mandeaktiviteter. Der sidder en del mænd derhjemme og “ser cowboyfilm” dagen lang, og de ville have godt af at komme ud af huset og opleve nye sider af tilværelsen. Til den slags tiltag har den lokale forening stor støtte fra hovedkontoret i København, der stiller med både ideer og ressourcer.
Bestyrelsen opfordrer medlemmerne til at kigge godt og grundigt til det udsendte aktivitetsprogram, som man kan se både på Facebook, i Vores LokalAvis og på foreningens hjemmeside. Derudover vil bestyrelsen også opfordre folk til at kigge forbi til de respektive arrangementer.
- Kom op og se, hvad det er vi laver, kig ind til vores arrangementer og tag med på nogle af vores ture. Man behøver ikke være medlem for at teste os af. Det er helt ok, at man lige kigger forbi et par gange, inden man eventuelt beslutter sig for at blive medlem, lyder det i tæt på samlet kor fra bestyrelsen.
Det kunne så passende være den 16. oktober klokken 14.00 i Ikærhallen, hvor Jørgen Antonsen fra Vindelev holder et foredrag om det største guldfund i Danmark.
Det er da det, man på alle måder kan kalde en ‘gylden mulighed’ for at stifte bekendtskab med Give-egnens største forening.
Jørgen Antonsen kommer og besøger Ældre Sagen i Give den 16. oktober, hvor han fortæller om det historiske guldfund ved Vindelev. Arkivfoto