
10 dobbelthuse på vej: Vestvangen i Vonge med vokseværk
Domea og Selmer Byg A/S er i gang med at opføre i alt 40 nye lejeboliger her på egnen. Boligerne bliver bygget i tre byer, fordelt med 10 boliger i Vonge, 14 i Givskud og 16 i Thyregod. I denne artikel tager vi blandt andet pulsen på byggeriet på Vestvangen i Vonge og leverer indflytningsdstoer for de tre projekter i Thyregod, Vonge og Givskud.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
VONGE: Vestvangen i Vonge har vokseværk. Vejen, der ligger tæt på skolen og Vonge-hallen, er i disse måneder godt fyldt op med håndværkere og arbejdskøretøjer – alt sammen fordi, der skal opføres 10 dobbelthuse på vejen.
Der er i alle tre byer tale om dobbelthuse, hvor hver bolig bliver på 89 kvadratmeter med køkken-alrum og stue ud i ét, to værelser, badeværelse og entré. Til hver enkelt bolig hører også en forhave med skur og parkeringsplads samt en terrasse.
Stor interesse
Husene bliver opført på bagkant af en stor interesse fra borgerne i de respektive byer, da mange borgere ønsker at blive i lokalområdet, hvor de har deres netværk. Eneste minus har været, at der mangler mindre og tidssvarende lejeboliger i de tre byer.
Den problematik er der nu delvist rådet bod på i Vonge med opførelse af de 10 nye boliger på Vestervangen i Vonge. Her skrider byggeriet fint fremad, og nogle af de gode folk, der er skrevet op til en bolig, er naturligvis nysgerrige på, hvornår de kan flytte ind.
Håndværkerne følger planen til punkt og prikke på Vestervangen i Vonge. Foto: Jim Hoff
Er nu klar med indflytningsdatoer for de tre byer
Avisen har på den konto talt med Lars Todbjerg Hansen fra Domea i Give, som er klar med nogle opdaterede indflytningsdatoer fra alle tre projekter.
- Vi har netop afholdt et byggemøde, og nu kan vi melde ud, at boligerne i Vonge bliver klar til indflytning 1. oktober, i Thyregod hedder datoen 1. november, mens det bliver 1. december, at boligerne står klar i Givskud. Generelt er det hele gået efter planen, og nu ser vi bare frem til, at borgerne kan rykke ind i boligerne, fortæller Lars Todbjerg Hansen.
Han kan også fortælle at de tre projekter ret beset er blevet to år forsinket grundet først coronaen og senere krigen i Ukraine. Faktorer der medførte betragtelige udgifter i forhold til materialer, så derfor er man først kommet i gang med byggeriet her i 2025.
Udpræget mangel på lejeboliger i midtbyen i Give
Domea har i forhold til boligbyggeri på egnen, og her tænkes der konkret på lejelejligheder i alment boligbyggeri, stadigvæk blikket rettet stift med midtbyen i Give. Her var man, også før coronaen, ganske tæt på at bygge alment boligbyggeri på Torvet i Give i de bygninger, der dengang huser Dragonen og Give Avis samt huset bag Give Avis på Torvegade.
Her var der flere brikker i puslespillet, der ikke faldt på plads. Igen var det de stigende materialeudgifter som blokerede for ikke mindst kommunal involvering samt den manglende tilstedeværelse af en privat investor, som skulle stå for den ifølge lokalplanen klausulerede erhvervsdel i byggeriet.
-Der er brandærgerligt, at vi ikke har fået bygget alment boligbyggeri i Give midtby. Der er virkelig stor efterspørgsel på de her lejligheder, og ud over Torvet ser vi da også de bygninger, der tidligere husede Nordea som en åbenlys placering for alment boligbyggeri.
- Ved at etablere flere lejeboliger og alment boligbyggeri i Give kan vi få gang i en grøn boligrotation i byen, pointerer Lars Todbjerg Hansen.
Hermed henviser han til tanken om, at man ved at sikre seniorerne mulighed for at flytte i relevante og attraktive mindre boliger i deres lokalmiljøer, bliver seniorernes eksisterende større boliger ledige for yngre familier, som typisk vil have både tidshorisonten og overskuddet til den nødvendige energirenovering af boligen, hvis bare de får rammerne til det.
Dermed opnås relevante, klimavenlige boliger i landsbyerne til både seniorer og yngre.
Oversigt over de 10 nye lejboliger. Grafik: Domea