
Vigtig sejr til Give - men præstationen var endnu vigtigere!
Gives fodrappe playmaker Tobias Lykkeskov fik fornøjelsen af at få hjemmebanedebut mod sit tidligere hold fra Viby - og denne specielle opgave løste han til til ug. Foto: Jim Hoff
Det var med kniven for struben Give HK’s 2. divisionshold søndag løb på banen mod målmaskinen fra Viby. Der skulle en sejr til mod rækkens mest scorende mandskab for at holde fast i billetten til 1. division. Det projekt lykkedes på bedste vis med en stærk præstation over samtlige 60 minutter.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
ELITEHÅNDBOLD: Give HK er tilbage på rækkens 2. plads og står igen med oprykningsbilletten til 1. division i hånden. Det er en kendsgerning efter en stensikker 36-26 sejr over Viby hjemme i Vestjysk Bank Arena i Give Idrætscenter.
Hjemmeholdet løb ud på det azurblå halgulv på bagkant af to sløje hjemmebanepræstationer mod Grindsted og Hørning (uafgjort og nederlag), så det var et ”kniv-mellem-tænderne-opsat” hjemmehold, der gik ud i håndboldarenaen denne søndag.
Skadesfri trup for første gang siden oktober 2024
Give kunne for første gang siden starten af oktober 2024 stille op med et skadesfrit mandskab, idet forsvarsklippen Jacob Stork atter var tilbage i startopstillingen efter en lang skadespause. Rigtig fin timing, for det var rækkens mest scorende mandskab, Give var oppe mod, så der var på forhånd stillet store krav til kvaliteten af dagens defensive arbejde mod eksempelvis de to storskytter Emil Meldgaard og Martin Haudrum.
De to hold fulgtes knivskarpt ad de første cirka 20 minutter, men så fik Give etableret en 3-målsføring, der endte med en 19-14 føring til Erik Flaks tropper inden pausen. Ikke mindst takket være stærkt forsvarsspil og godt målmandsspil af Jakob Skov i Givemålet.
Forsvarsklippen Jacob Stork var tilbage i Gives forsvar efter en lang skadespause og fik 16 minutter, hvor han viste sit værd for Gives defensiv. Foto: Jim Hoff
Og så slog det gnister
Efter pausen skulle Give igen lige bruge en 10-12 minutter på at genfinde rytmen og overtaget over aarhusianerne. Stork var skiftet ud i centerforsvaret med Simon Søgård, og da han først fandt sine offensive kvaliteter frem, som vi kender dem, så fik han sammen med en stærkt spillende Tobias Lykkeskov og en endnu mere markant Mads Høj i den grad pumpet den sidste modstandskraft ud af Viby.
Give har dog lige en periode i starten af 2. halvleg med en 4-5 udvisninger i rap, hvor man kunne frygte et Viby comeback, men den opgave løste såvel forsvaret som angrebet til ug, og efter 40 minutters spil stod der 23-16 til hjemmeholdet, der denne dag i den grad havde publikum bag sig – netop fordi de kom ind med ild i øjnene og sendte de rigtige gnister publikums vej.
Det endte med en stensikker 10 målssejr til Give, 36-26, og det var noget, som såvel spillere, trænerteamet som publikum i den grad havde sukket efter.
Mads Høj brillerede med 10 scoringer og flere gode velovervejede angrebsaktioner - og blev kåret til Gives Man of The Match. Foto: Jim Hoff
Lykkeskov: Meget speciel oplevelse
Mads Høj, 10 scoringer og en klog og velovervejet indsats, blev kåret til Man of The Match, og avisens udsendte fik en snak med holdets nye playmaker, Tobias Lykkeskov, der leverede en flot kamp med sine hurtige fødder, velovervejede raids mod Vibys centerforsvar, sine 4 mål og lige så mange assists. En indsats, der blev sat i relief af, at han før jul spillede for …. Ja netop, Viby!
- Jeg havde glædet mig vildt meget til at få min første hjemmebanekamp for Give. Jeg var ude med karantæne mod Hørning, og når det så ovenikøbet var Viby, vi skulle spille imod, ja så var det bare en helt speciel oplevelse for mig. Jeg havde ikke sovet ret meget i nat af bare spænding. Jeg skulle jo spille mod min allerbedste kammerat. Men ok, når man først træder ind på banen, så handler det om håndbold og om at vinde, uanset hvem, man står over for.
- Jeg har i dag opgaven som playmaker og via min fart skulle jeg både true Vibys forsvar og være med til at sætte Emil Pil og Mads Høj op. Selvfølgelig tog jeg også mine egne chancer, men havde fået til opgave at være med til at skabe plads til Mads og Emil – og det lykkedes jo meget godt, konstaterer Tobias med et stort smil.
Gejst og sammenhold
Han sender en stor cadeau til sit forsvar for at formå at holde ’målmaskinen fra Viby’ nede på under 30 scoringer, ligesom han er glad for, at man som hold i dag gik på banen med gejst og sammenhold og leverede varen over 60 minutter.
Den udmelding var cheftræner Erik Flak enig i.
-Sejren og de to points var vigtig, helt sikkert. Men det allervigtigste var den præstation, holdet leverede i dag. Der bliver arbejdet godt på alle positioner i dag, vi laver i alt 23 frikast, og det er i dag et udtryk for, at vi kommer ud med ild i øjnene. Vi bruger de første 15-20 minutter på at slide Viby op og får så etableret et fint forspring inden pausen.
Jakob Skov i Givemålet havde en rigtig god dag med mange vigtige redninger - og igen med den der smittende vinderattitude ud til sine medspillere. Foto: Jim Hoff
Virkelig noget at bygge videre på
- Det samme billede gentager sig efter pausen, og så er der en periode fra det 48.-52. minut, hvor vi brænder/afslutter dårligt på 4-5 angreb. Men det koster ikke i dag, fordi vi holder Viby fra at score. Det er tydeligt, at vi i de angreb, hvor vi gør tingene færdig og ikke forcerer og vil for meget, der sætter vi os igennem og scorer.
- Vi holder deres venstre fløj ude af kampen, Martin Haudrum, ligeledes, og at Emil Meldgård, som er en kanongod spiller, så scorer 12 mål, det lever vi med, når det nu lykkedes at holde de fleste andre nede. Alt i alt: denne her præstation er virkelig noget, vi kan bygge videre på, konstaterer Erik Flak.
Står pt. med oprykningsbilletten
Med sejren og Hørnings nederlag til Fredericia HK på hjemmebane, besætter Give rækkens 2. plads med 2 points afstand, og en kamp i hånden, til Hørning. (se tabel herunder).
Give spiller igen søndag den 2. marts på udebane mod Tvis, som ligger nr. 10 og dermed pt. ligger til at skulle spille nedrykningsspil.
Mål for Give: Mads Høj 10, Emil Pil 7, Jakob Frederiksen 5, Tobias Lykkeskov 4, Kristian Nederby 4, Jonas Bilberg 3, Simon Søgård 3.