Vellidt samlingsfigur: Gitte har holdt sammen på Brugsen i Thyregod i 40 år 

1. august bliver en stor dag for såvel Brugsen i Thyregod som for Gitte Norlyk. Denne dag kan hele byens Gitte nemlig fejre 40-års jubilæum i Brugsen i Thyregod, og det skal naturligvis fejres. Dagen efter holder hun fest for inviterede på Thyregod Kursuscenter, så det fornemme jubilæum markeres på bedste vis. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

THYREGOD: -Jeg vil godt ansætte dig her i Brugsen, men så skal du også begynde at spille fodbold her i Thyregod! 

Ansættelsessamtaler kan være vidt forskellige, og ovenstående udtalelse stammer fra en af de mere bemærkelsesværdige af slagsen. Vi skal tilbage til 1984, og manden bag dette herlige næsten ultimative udsagn var uddeler Elith Pedersen fra Brugsen i Thyregod.  

Ordene faldt, da den engang 23-årige Gitte Norlyk henvendte sig i Brugsen for at søge job, da hun havde hørt på de berømte vandrør, at man manglede en i Brugsen. 

-Det var jo lidt sjovt, at Elith mente, at jeg kun kunne få jobbet, hvis jeg begyndte at spille fodbold i Thyregod. Jeg fik så jobbet, men ok, jeg vil godt indrømme, at der nok lige gik 2-3 år, inden, jeg begyndte at spille fodbold i byen, fortæller Gitte med et stort smil. 

Hun havde tidligere spillet fodbold sammen med Elin og Margit Søbye i Givskud, der jo dengang var kvindefodboldens hovedstad i Give Kommune, så Gitte var bestemt en forstærkning af holdet i Thyregod - både på fodboldbanen og i Brugsen. 

Født, opvokset og udlært i Givskud 

Hvis man nævner navnet Gitte Norlyk her på egnen, så tænker alle straks Thyregod Brugs, og man forbinder hende med byen Thyregods foreningsliv. Og den er jo også god nok, men faktisk er Gitte slet ikke fra Thyregod.  

Hun er født i 1961 i Givskud, hvor hun også voksede op. I 1981 blev hun udlært i Brugsen i Givskud under uddelerægteparret Laurids og Vera Larsen.  

-Efter at jeg var udlært, fortsatte jeg i et stykke tid i Brugsen, men jeg blev så opsagt, da der ikke var råd til at lønne en butiksassistent i Brugsen. I 1982 købte min mand, Poul Ingvard, og jeg hus i Thyregod, og det var her vi stiftede familie, fortæller Gitte, der sammen med Poul Ingvard fik de to sønner Peter og Jakob. 

 

Gitte er oprindeligt udlært i Brugsen i Givskud, men i 1984 startede hun i Brugsen i Thyregod hos uddeler Elith Pedersen, der gerne så, at hun begydte at spille fodbold i Thyregod. Foto:Jim Hoff

Har arbejdet under 6 forskellige uddelere 

Efter hun var blevet sagt op i Brugsen i Givskud tog Gitte på højskoleophold 3 måneder i Viborg, og efter lidt tid på understøttelse, var det de berømte ord fra uddeler Elith Pedersen blev udtalt – and the rest i shistory, som vi jo siger på jysk. 

I de 40 år Gitte har været ansat som butiksassistent i Brugsen er der hele 6 uddelere, der har haft fornøjelsen af at samarbejde med den altid glade og imødekommende kvinde. Vi nævner dem her i kronologisk rækkefølge: Elith Pedersen, uddeler parret Sonja og Hans Helge Knudsen, Keld Kirkedal, Jimmy Hansen, Karin Wolstrup og Stefan Hollænder, der aktuelt har tjansen som uddeler i Brugsen i Thyregod.   

Selvstændig lokal Brugsforening med god opbakning 

Da Gitte blev ansat i august 1984, hed det Brugsen, så kom butikken i en periode til at hedde Dagli’Brugsen, men nu hedder den så igen Brugsen efter de mange omstruktureringer i Coop.  

-Vi har altid haft en fin lokal opbakning. Vi er en selvstændig butik, og det betyder, at vi selv kan tage mange beslutninger, og det er en stor fordel, at man kan skabe en butik, der passer til det lokale nærmiljø - og ikke skal presses ned i en kasse, hvor det kan være vært at manøvrere som lokal butik, pointerer Gitte og tilføjer:  

- Brugsen i Thyregod er en god arbejdsplads, et godt sted at være med gode kolleger. Jeg var jo nok heller ikke blevet her i 40 år, hvis ikke det var en rigtig god arbejdsplads at være på. Her sker der også nogle sociale ting, man møder nye borgere og generelt er det bare et sted, hvor man får mange gode snakke med folk. 

Berigende at arbejde med de unge 

Hun ser med glæde tilbage på de mange unge medarbejdere, hun har været med til at hjælpe på vej, og de praktikanter hun har været med til at få tilbage på sporet.  

-Det at være med til at forme unge mennesker og at gøre dem livsklar, det har været meget berigende. Der så mange gode historier på unge, der er gennemgået en fin udvikling her i butikken, og den slags succeshistorier er bare dejlige at tænke tilbage på, siger Gitte.  

Hun har gennem de 40 år haft ansvar for alle Brugsens forskellige områder lige fra frugt og grønt til mælkevareafdelingen, og det er altid Gitte, der har stået for Brugsens varetur. 

Byen rykkede sammen om Gitte i sorgens stund 

-Jeg elsker de her vareture. Det at komme ud og få nogle gode snakke med folk, der et bare lige mig. Folk er bare så venlige, imødekommende og åbne - og det har jeg ikke mindst oplevet i forbindelse med Pouls pludselige død i 2022. Folk har rakt ud til mig, og jeg er blevet mødt af så meget sympati og fået så mange gode og berigende snakke, hvor folk også har åbnet op og fortalt deres egne historier, fortæller Gitte. 

Efter Pouls død var Gitte fritaget for tjeneste i Brugsen en rum tid, så hun kunne komme sig over det store chok, det var for hende og den nærmeste familie at miste deres ægtemand, far og farfar.  

-I forbindelse med Pouls død havde jeg brug for ro og tid. Man er i dyb sorg, og samtidig er der også en masse praktiske ting, man skal tage sig af. Jeg skulle passe på både mig selv og min familie, så med hensyn til arbejdslivet lavede jeg en langsom optrapning af antallet af arbejdstimer. 

Den aktive svømmepige langt fra pensionsmoden 

Gitte har absolut ingen planer om at gå på pension lige her og nu. Den nu snart 63-årige kvinde er ikke klar til at forlade arbejdslivet.  

-Det er sundt at komme ud og at have den daglige omgang med både kolleger og kunder. Det kan jeg ikke bare sådan lige undvære. Jeg tror da heller ikke, at Brugsen her i Thyregod kan undvære mig. Så jeg kører på med fuld energi, lyder det fra Gitte med et stort smil, der forestiller sigm at hun på et tidspunkt foretager en langsom nedtrapning af timetallet, fremfor bare at stoppe fra dag til dag. 

Udover at være byens mest stabile medarbejder gennem en menneskealder, er Gitte også et særdeles kendt ansigt i Thyregods foreningsliv. Her har hun i mange år været en stor del af Thyregod Svømmeklub, både som aktiv svømmer og som instruktør og livredderdommer.  

Selvfølgelig er Gitte med i byens velkomstkomité 

Gitte er også en del af byens velkomstkomite, som byder nye borgere velkommen til Thyregod. Konceptet hedder “Velkommen til Thyregod”, og et et tiltag der skal få tilflyttere til byen og området til at føle sig velkommen. 

-Som velkomstgruppe er det vores formål at gå hen og banke på døren, når der kommer en ny borger til byen. Vi vil hilse pænt på, medbringe en folder fra Lokalrådet, og der vil være en erkendtlighed fra Brugsen og nogle fribilletter til Thyregod Svømmehal som en lille velkomstgestus, forklarer Gitte, der jo qua sin store imødekommende facon og mangeårige historik med Thyregod, om nogen må siges at være direkte headhuntet til at byde nye folk til byen velkommen.  

Torsdag den 1. august fejres jubilæet i Brugsen ved en reception i butikken, og fredag den 2. august holder Gitte jubilæumsfest for inviterede gæster i Thyregod Kursuscenter.  

 

Det er torsdag den 1. august, at Gitte Norlyk bliver fejret for sit 40-årsmjubilæum ved en rception i Brugsen i Thyregod. Foto Jim Hoff